Det var et par dage efter, at A.P. Møller Skolen havde holdt dimissionsfest for 9. og 10. klasse, at rektor Jørgen Kühl modtog en mail. En oprørt herre beklagede sig i stærke vendinger over, at talerne til dimissionsfesten på det danske gymnasium i Slesvig var blevet holdt på dansk. ”Und das auf deutschem Boden”, (og det på tysk jord, red.), sluttede mailen.

Jørgen Kühl fortæller om episoden for at illustrere et af de meget væsentlige problemer, der er forbundet med at være dansk uddannelsesinstitution i Sydslesvig: Uvidenhed.

”Den mand, som sikkert var en onkel eller en bedstefar til et af børnene, vidste tydeligvis intet om det danske mindretal, eller at han befandt sig på en af det danske mindretals skoler”, konstaterer Jørgen Kühl og fortsætter:

”Den største trussel mod det danske mindretal i Sydslesvig, som efter mit skøn består af ca. 45.000 personer, er ikke fra hverken den tyske eller den danske regering. Den største trussel er uvidenhed og ligegyldighed”, siger Jørgen Kühl, der anslår, at 95 procent af det danske mindretal har tysk som deres første sprog, det vil sige, at tysk er det sprog, de taler derhjemme med deres familie.

”Det er ikke et problem i sig selv, at det danske mindretal mest taler tysk. Sådan har det altid været, og sådan vil det være, når man lever som mindretal i en flertalskultur. Det er en konsekvens af, at mindretallet er så velintegreret, som det er. Problemet opstår, hvis mindretallet mister evnen til at tale dansk. Det er min påstand, at eleverne og deres forældre i skolerne i Sydslesvig er blevet dårligere til at tale dansk. Det må vi forholde os til”, siger Jørgen Kühl, der også er mindretalsforsker.

De vælger hele pakken

En af forklaringerne er ifølge Jørgen Kühl, at stadig flere tyske forældre i Sydslesvig vælger at sende deres børn på en dansk skole. Han vurderer, at ca. hver tredje elev blandt de i alt 5.700 elever, der er tilmeldt en dansk vuggestue, skole eller gymnasium i Sydslesvig, er såkaldt førstegenerations sydslesviger, og at den andel er stigende.

”Rigtig mange af de forældre, der ringer til kontoret, taler kun tysk. Når vi henstiller til, at samtalen skal være på dansk, siger de fleste, at de ikke taler dansk. I de tilfælde kan vi kun minde dem om, at de skrev under på at ville lære sig dansk, da de meldte deres barn ind i skolen.”

”Vi må igen og igen understrege over for forældrene, at når de vælger en dansk skole, så vælger de hele pakken. Vi ønsker, at de voksne melder sig ind i en af de danske institutioner, vælger dansk konfirmation, læser Flensborg Avis og i det hele taget følger med i, hvad der foregår. Men de fleste nye forældre tager åbenbart ikke den opgave alvorligt. Der er ikke kun tale om en manglende sprogbevidsthed. Det er også en manglende mindretalsbevidsthed”, siger Jørgen Kühl.

Også en del lærere i Sydslesvig, der selv er førstegenerations sydslesvigere, er tysk gift og har tysk som hjemmesprog, og kan være tilbøjelige til at glemme at minde eleverne om at tale dansk med lærerne. På A.P. Møller Skolen, der har plads til godt 600 elever i 7.-10. klasse og gymnasiet, har man taget konsekvensen og indført en egentlig sprogpolitik.

”Skolens ledelse har meldt ud, at vi ikke vil acceptere, at eleverne taler tysk med lærerne eller andet personale på skolen undtagen naturligvis, hvis faget er tysk. Hvis eleven taler tysk alligevel, opfordrer vi læreren til at svare ”Jeg forstår ikke, hvad du siger”, eller ”Husk at du skal tale dansk”, siger Jørgen Kühl, der understreger, at der undertiden er brug for pisk, men allermest for gulerod, hvis udviklingen skal vendes.

Minderheit ist wer will

Overordnet mener Jørgen Kühl, at der er grund til at glæde sig over, at så mange tyske forældre vælger en dansk skole til deres børn, men at der til stadighed må oplyses og informeres om de forpligtelser, der følger med, når man vælger en dansk skole til sit barn.

”De danske skoler i Sydslesvig er jo ikke sprogskoler. De er mindretalsskoler, og sproget i skolen er dansk ifølge Skoleforeningens vedtægter. ”Minderheit ist wer will”, siger vi, og det er nedfældet i København-Bonn Erklæringerne, at enhver kan vælge frit, og at valget ikke vil blive efterprøvet af myndighederne. Men det danske mindretal har status som nationalt mindretal, og vi modtager knap 600 millioner kroner om året fra den danske stat til at drive vores danske skoler og institutioner. Derfor er vi nødt til at fastholde, at det er et krav, at der bliver talt dansk i skolerne”, siger Jørgen Kühl, der finder det positivt, at så mange tyskere vælger en dansk skole.

”Det danske er åbenbart slået så godt igennem her i Nordtyskland, at forældrene ønsker at overdrage det dyrebareste, de har, nemlig deres børn, til de danske uddannelsesinstitutioner. Det er da et interessant fænomen, at den tyske flertalsbefolkning ønsker at blive assimileret ind i en dansk sammenhæng. Det er jo det omvendte billede af, hvad man ellers ser: At mindretal assimileres ind i flertalsbefolkningen og dermed mister deres særpræg.”

Hvorfor skal Danmark betale?

Kritikere rejser af og til spørgsmålet: Hvorfor skal den danske stat bekoste tyske elevers skolegang, og hvorfor skal alle elever fra de danske skoler i Sydslesvig kunne rejse til Danmark og tage en videregående uddannelse og være berettiget til SU? Til det svarer Jørgen Kühl.

”Man må huske på, at de fleste unge sydslesvigere, der tager til Danmark for at videreuddanne sig, ender med at blive i Danmark. På den måde tilføjer de Danmark den kompetence, som efterlyses i regeringens Tysklandsstrategi, fordi de bidrager med tysk sprog og kulturforståelse. Bagsiden af medaljen er naturligvis, at de veluddannede unge forsvinder fra Sydslesvig, og det er straks en helt anden problemstilling”.

Jørgen Kühl mener, at det generelt er vigtigt at huske på, at mindretalspolitik også er national udenrigspolitik. Danmark har en interesse i et godt forhold til Tyskland.

”Det danske mindretal er Danmarks soft power i Nordtyskland. Hvis ikke vi havde det danske mindretal, måtte vi opfinde det”, siger han.