Noget af det fine ved Sydslesvig er forskellene. Der er `storbylivet´ i Flensborg. Og så er der roen på de frisiske øer. Og derimellem ligger så hele regionens hjerteland”, skriver Kristian Ditlev Jensen hen mod slutningen af sit store og gennemillustrerede essay ”Sydslesvig. Steder og mennesker”. I stedet for at fastslå dette sådan lidt henkastet, når vi er ved at være færdige med læsningen, burde Kristian Ditlev Jensen nok være startet, hvor han sluttede. For dét er nemlig noget af det fine og besnærende ved Sydslesvig.

Afstandene mellem stederne i Sydslesvig er korte.  På ingen tid bevæger man sig fra det ene unikke sted til det næste.  Alt emmer af historie. Når man færdes i landsdelen, kan man ikke undgå at blive vemodig. Havde det ikke været for kongers, hertugers og politikeres dumhed, havde Sydslesvig stadig været en del af det danske rige, som blev amputeret, da vi i 1864 først mistede dét og Nordslesvig til Prøjsen, hvorefter folkeafstemningen i 1920 lod halvdelen blive tilbage, hvorpå Danmark i 1945 afstod fra at få Sydslesvig tilbage, fordi grænsen skulle ligge fast. Ikke flere krige i denne grænseregion, tak, besluttede det danske Folketing. Dermed var den potte ude, og Sydslesvig blev et minde om Danmarks så store fortid, mens Danmark blev et sår i den sydslesvigske sjæl. Som Gerda Büchert siger herom til Ditlev Jensen: ”Vi troede fuldt og fast på, at når krigen sluttede, så ville vi komme hjem til Danmark. Så det var en forfærdelig skuffelse. Vi oplevede det sådan, at I ikke ville have os. Det var en afvisning. Og det var jo en hård skuffelse for sådan et ungt menneske”. Og den skuffelse oplever hun stadig ”som sit livs svigt”.

Svigtet af én, man havde kær

Ditlev Jensens læsning af Flensborg Avis bekræfter denne følelse af at blive svigtet af én, som man havde kær: ”Loyalitet er måske det ene ord, der bedst sammenfatter det billede, man får, når man læser Flensborg Avis. Her er loyalitet over for det danske – og en sær, dragende længsel imod noget på én gang tabt og elsket”, noterer Ditlev Jensen. For os danskere er og bliver Sydslesvig til gengæld ”en dansk nostalgi”, for, skriver han: ”Sydslesvig findes ikke længere. Det er et faktum. Betegnelsen dækker over den del af den tyske delstat Schleswig-Holstein, som engang for mange, mange år siden tilhørte det danske rige”.

Og de sydslesvigere, der føler sig som danske, bliver stadig færre. Ikke desto mindre er der i Sydslesvig 30 danske menigheder fordelt på 70 prædikesteder og 22 pastorater med 40.000 kirkegængere til de 1.400 gudstjenester, minder Ditlev Jensen os om. Det er dog en præstation, der vidner om et fortsat dansk sindelag, der hver sommer festligt foldes ud i hele regionens danske dage, som Ditlev Jensen til gengæld ikke kommer ind på.

 ”I skal ikke blive glemt”, lovede det officielle Danmark sydslesvigerne i 1920, men det blev de. For de fleste danskere er Sydslesvig en motorvej, man drøner igennem på vej til ferien i Sydeuropa. Det er imidlertid værd at gøre holdt på denne vej og se sig rundt i dette mageløse område fra Aventoft med Emil Nolde Museet til Tønning i øst med de smukke huse. Fra Slesvig med domkirken og de gamle stræder, Hedeby med det nye museum, over Dannevirke til Husum med havnen, hvor bådene ved lavvande står på bunden. Fra øerne og marsken i vest til bakkedragene ved Sankelmark og Isted mod øst. Det er, som det hedder i sangen, omsluttet af hav. Til den ene side Nordsøen med de frisiske øer og det frisiske sprog, og til den anden Østersøen med Angel, hvorfra gæve immigranter i den tidlige Middelalder drog ud for at overtage England.

En æstetisk fornøjelse

I strejftog fører Ditlev Jensen os gennem hele området uden at fortabe sig i historien. Den forudsætter han åbenbart bekendt, hvad den nu nok ikke er for ret mange af hans danske læsere i dag. Derfor er de historiske minder og mindesmærker også fraværende i hans mange og meget flotte fotografier af landskaberne og byerne, der gør bogen til en æstetisk fornøjelse.

I stedet breder Ditlev Jensen sine egne stemninger og følelser ud. Bogen er ikke en beretning, men et essay, der jo karakteriseres ved, at en forfatter fortæller, fornemmer og reflekterer, mens han nonchalant bevæger sig gennem stoffet. Derfor fortaber han sig ind imellem i sidehistorier, der bringer os et godt stykke væk fra Sydslesvig, f.eks. hvor han beretter om sit besøg i Wittenberg og om Luthers opgør med paven. Her får vi pludselig nogle historiske glimt, som vi nok også burde have haft omkring Sydslesvig. I stedet fortæller han så meget og så indgående om de kulinariske oplevelser med alle de særlige retter og drikkevarer, som regionen byder på, præget som den er af de mange regionale forskelle, at man kan bruge hans bog som en kogebog. I den forbindelse giver han gode oplysninger om retternes oprindelse og betydningen af deres navne. Spæk og surkål får vi en del at vide om. Vidste De, at sauerkraut bekæmper forkølelse, stress, hjertekarsygdomme og kræft? Det gør sauerkraut måske heller ikke og i hvert fald kun, hvis den spises rå, formaner forfatteren!

Ditlev Jensen fortæller desuden en hel del om de særlige og mangfoldige markedsdage, som skaber stemning i de forskellige byer. Sildemarked og julemarked med meget mere. Han beskriver disse steder på en så levende måde, at man for det første får følelsen af selv at være til stede og for det andet får en ubændig lyst til at være det. Desuden får man en del at vide om deres oprindelse, og her fornemmer man forfatterens smittende fortælleglæde.

 ”Sydslesvig – steder og mennesker” bør simpelthen give mange lyst til at gøre holdt eller tage en forlænget weekend for at opleve og sanse de varierede landskaber, gamle bykerner og egnsretter.

Fra front til bro

Med rette trækker Ditlev Jensen også, når det falder for, linjerne op til Nordslesvig, for i dag er der ingen spændinger mellem Nord- og Sydslesvig. I dag er regionen blevet en bro mellem dansk og tysk, sådan som Flensborg Avis` berømte redaktør Ernst Christiansen foretrak, da han før Anden Verdenskrig betegnede Slesvig som enten en front eller en bro, hvilket hans ven Kaj Munk den 5. april 1940 fulgte op i Nationaltidende med ordene: ”Front, så langt som vi er danske, front mod alle kræfter, der vil tage det fra os. Men også bro, at Norden og Tyskland kan finde hinanden i at udnytte alle muligheder for forståelse og samarbejde og fællesmenneskelighed”.

Det blev til en front, men er nu en bro, hvorpå nord- og sydslesvigerne færdes frit og fredeligt. Europa er fuld af grænser, der før splittede folk ad, men grænseregionerne er i dag en berigelse i kraft af det særlige, folkelige og kulturelle samkvem, som finder sted mellem flertalsbefolkningen og mindretallene. Dette fornemme samarbejde med den helt selvfølgelige respekt for mindretallenes sprog og kultur på tværs af den dansk-tyske grænse er og bør være en model for alverdens grænseregioner.

Nok ligger grænserne fast, men de er heldigvis blevet så udflydende, at de hverken spærrer nogen ude eller inde. Fortid er fortid, og fremtiden er vi fælles om.

Kristian Ditlev Jensen: ”Sydslesvig – steder og mennesker”, Gyldendal. 192 sider, Illustreret. 299,95 kr.