“Hver dag klokken 15 lyder fra Domkirken i Ribe melodien til visen om dronning Dagmar, der ligger i Ribe syg, og hendes statue står også og kigger ud over byen,” fortæller Sigrid Smith Hoque.

Det er pudsigt, fordi visen også har været på repertoiret i folkBALTICA Ensemblet, hvor hun er sanger og violinist. Hun er fra Rødding og har gået på Rødding Friskole. Efter efterskolen kom hun på gymnasiet på Ribe Katedralskole, hvor man ikke kan undgå at høre klokkespillet fra domkirken.

Efter at have taget musikalsk grundkursus (MGK) i Kolding med folkesang, begyndte hun på sanglinjen på konservatoriet I Esbjerg. 

“Begge mine forældre er musiklærere på musikskolen i Rødding. Hjemme hos os skal man spille violin fra man er seks til man er 18, så kan man selv vælge derfra”.

Sigrid Smith Hogue har altså valgt sang. Men hun spiller stadig violin.

“Når man er sanger i folkemusikmiljøet og gerne vil jamme, så er det tit instrumentalt. Så er man udenfor som sanger. Så det er godt at have et instrument”.

Hun synes, det er spændende at være i folkBALTICA med deltagere fra begge sider af grænsen og fra mindretallene. 

“Det kan godt være, man til at starte med lige tænker: ‘De kommer fra Tyskland! Men de er bare unge mennesker, der bor 45 minutter væk. De bøvler og bokser med de samme ting. Og hvis en af dem flytter til Skotland for at starte på en skole der, så har man jo en kontakt”, siger Sigrid Smith Hogue.

Hun har kun haft tysk til og med 9. klasse. 

“Det var ikke udbudt som sprogfag på hverken efterskole eller HF. Men jeg forstår det. Vi øver os i at synge sammen med de tyske sangere i ensemblet, så jeg lærer også noget af dem hele tiden. Vi har også dilemmaer, vi skal snakke om. ‘Die Gedanken Sind Frei’ blev brugt som kampsang af nogle meget anti-corona-agtige typer. Harald Haugaard siger, at hvis vi stopper med at spille den, vil de tage den fra os”.

Som dansker fra Danmark har hun ikke, som flere af de andre medlemmer i ensemblet, nogen baggrund i mindretallene i grænselandet.

“Vi tænker ikke så meget over baggrunde i mindretal eller andre steder. Vi tænker mere over, hvor ens vi er.  Vi spiller ‘Bro, Bro, Brille’ på dansk og ‘Kraut und Rüben’ på tysk. Det er samme melodi, men på hvert sit sprog – dansk og tysk. Vi finder tit ud af, at vi er ens. Og musikalsk kan det ske ved, at vi spiller de samme sange på forskellige sprog.”