Gunnar Solvang, der er tidligere museumsinspektør i Køge, er forfatter til en anbefalelsesværdig, lille bog om den unge sønderjyde og gårdmandssøn, 19-årige Jens Jepsen fra Bylderup ved Tinglev, som i 1915 flygtede over Kongeåen til Danmark for at undgå at blive tysk soldat i Første Verdenskrig. Det gjorde han til trods for sine to krigsdeltagende brødres formaninger om det modsatte.

I bogen En rømningsmand i Grønland hører vi om, hvordan Jens egentlig ville rejse over til sin tredje bror, Hans i Amerika, men ombestemte sig og endte på Grundtvigs Højskole i Lyngby for derefter i 1916 at sejle til Grønland, hvor han arbejdede som minearbejder ved kryolitminen i det fjerntliggende Ivigtut.

Efter Første Verdenskrigs afslutning rejste han i 1919 tilbage til Danmark, hvor han bl.a. blev forstander på Ubberup Højskole på Vestsjælland, inden han i slutningen af 1930’erne flyttede tilbage til Sønderjylland og drev den gamle kaptajnsgård Straagaard ved Aabenraa og blev en engageret skikkelse i lokalsamfundet. Han glemte aldrig Grønland, og de sidste år af sit liv, hvor han kastede sig ud i at male, fandt netop grønlandske motiver hyppigt vej til lærredet.

Bogen er, så vidt det er muligt, en meget personlig beretning, baseret på dagbogsoptegnelser og korrespondancer, hvor skismaet mellem hans liv i Ivigtut og forholdene hjemme i Sønderjylland skildres ud fra følelser, tanker og beretninger. Der er tale om et sjældent godt kildemateriale fra et relativt almindeligt menneske, som tilmed suppleres af et fantastisk billedmateriale, primært i form af Jens Jepsens ven Harald Johansens mange fotografier fra Ivigtut – både storslåede naturbilleder, men også overraskende mange, der viser et godt billede af fritidslivet blandt minearbejderne i Ivigtut. Det er med til at skabe en særdeles levende historieformidling.

Historien forener to væsentlige historiske fænomener, nemlig unge sønderjyders flugt fra tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig samt den danske koloni af minearbejdere i Ivigtut. Det er interessante historiske emner i sig selv, men her forenes de i et enkelt menneskes skæbne. Fokus er i bogen netop på denne ene skæbne, og det giver en levende fortælling, men flere gange kunne man dog som læser godt have tænkt sig, at man havde fået en lidt mere generel og indgående skildring af forholdene i både Sønderjylland og Ivigtut.

En mere uddybende skildring af den herskende censur, som brevene var underlagt, kunne også have været kærkommen. Det samme ville en fremstilling af det dilemma, som danske sønderjyder stod imellem i forhold til på den ene side ubehaget ved at være tyskere og så på den anden side pligten over for det land, de boede i. Dette var ikke mindst en faktor i lyset af den senere diskussion om Sønderjyllands mulige genforening med Danmark. Det ejendommelige Ivigtut kunne også godt have fået en mere fyldig introduktion. Sidst, men ikke mindst kunne det også som læser være interessant at vide, hvor almindelig Jens Jepsens historie faktisk er. Var de få tilfælde, vi hører om i bogen, de eneste, eller var der flere sønderjyder, der drog til netop Ivigtut for at komme væk fra pikkelhuerne.

Denne beskedne indsigelse til bogen, ændrer imidlertid ikke på, at der her er tale om en historie, der i al stilfærdighed er af så interessant og tilsyneladende unik en art, at det er glædeligt, at Gunnar Solvang har fundet den frem. Resultatet er blevet et levende indblik i en på en gang helt almindelig og ganske særlig sønderjydes skæbne.

En sønderjysk rømningsmand i Grønland.  Af Gunnar Solvang. Historisk Samfund for Sønderjylland, 2018, 72 sider, 148 kr.