Dronning Margrethe deltog søndag den 12. januar i en festgudstjeneste i Vor Frue Kirke, København, som optakt til fejringen af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark.

Foto: Thomas Tolstrup

Vellykket start på genforeningsåret

Markeringen af 100-året for Genforeningen gik i gang i weekenden den 10.-12. januar med tre åbningsarrangementer i København. Genforeningsåret afsluttes 9.-12. juli i Sønderjylland

Genforeningen 1920-2020. Hvad betyder grænsen i dag?’ var overskriften på en konference i Landstingssalen på Christiansborg fredag den 10. januar, på 100-årsdagen for effektueringen af Versaillestraktaten. Konferencen indledte den officielle fejring af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark. Blandt oplægsholderne var historikerne Jes Fabricius Møller, Københavns Universitet, og Oliver Auge, Christian-Albrechts-Universität, Kiel, der udlagde henholdsvis det danske og det tyske politiske syn på grænsespørgsmålet fra perioden omkring 1920. Konferencen, der blev afholdt i København for at markere, at genforeningsjubilæet også er en national begivenhed, var arrangeret af Folketinget og Grænseforeningen.

Fredag aften den 10. januar markerede den danske regering genforeningsjubilæet med en stort anlagt gallaforestilling i Det Kongelige Teater, hvor dronning Margrethe deltog. Statsminister Mette Frederiksen (S) hyldede i sin velkomsttale det danske og det tyske mindretal: “I er en inspiration og et forbillede for hele verden. Og et symbol på det nære og tillidsfulde forhold mellem Danmark og Tyskland”, sagde statsministeren. Tyskland var bl.a. repræsenteret af Slesvig-Holstens ministerpræsident, Daniel Günther (CDU), og Detlev Rünger, Tysklands ambassadør i Danmark.

Vor Frue Kirke var fyldt til næsten sidste plads, da der om søndagen den 12. januar blev afholdt festgudstjenesten i København med deltagelse af dronning Margrethe samt en række regeringsrepræsentanter fra både Danmark og Tyskland. Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop, holdt prædiken, hvori han bl.a. citerede den polskfødte filosof Zygmunt Baumann: “Intet er mere naturligt end at elske sit land og sit sprog og være dybt taknemmelig for sin kultur”.

Også i Sønderjylland er genforeningsmarkeringen begyndt, bl.a. med udstillingen ‘100 år med Danmark – Sønderjylland siden Genforeningen’, der åbnede den 18. januar, og som  Museum Sønderjylland, Sønderborg Slot, har udarbejdet. Udstillingen, er den hidtil mest ambitiøse på Sønderborg Slot.