Den 11. november 2018 fandt der en bemærkelsesværdig mindehøjtidelighed sted ved Klosterkirkegården i Haderslev for faldne fra Første Verdenskrig. At man højtideligholdt de faldnes minde var der ikke noget mærkeligt ved. Det skete tusindevis af andre steder i Europa på samme tidspunkt, da man markerede hundredeåret for den store krigs afslutning. Det, som var særligt ved arrangementet i Haderslev, var karakteren af det, som foregik. Mindesmærket var tysk, men kransen var fra det danske forsvar. Ikke nok med det. En blæser iklædt den danske hæruniform spillede ‘Ich hatt´einen Kameraden.’

Højtideligheden var et udtryk for et værdifuldt dansk-tysk fællesskab, men også for en radikal anderledes mindekultur end den, der var gået forud. Gennem de seneste hundrede år havde mindet om de faldne indtil da været en del af kampen mellem dansk og tysk national identitet i grænselandet. Det er historien om denne mindekultur i Sønderjylland, som historikeren Lars N. Henningsen beskriver og analyserer i sin vellykkede bog Kampen om de faldnes minde, der udkom i efteråret.

Kulturspor fra Første Verdenskrig kan ses mange steder i Sønderjylland og har været en del af landsdelens historie, næsten siden de første skud lød på verdenskrigens slagmarker. At Første Verdenskrig har sat sig konkrete fysiske spor i det sønderjyske kan ikke undre. Omkring 6000 mænd vendte aldrig tilbage og hertil kom de mange tusinde krigsinvalider. Allerede under krigen, men især i den første efterkrigstid, opstod der et behov for at mindes de døde. Det skete kun i ganske få tilfælde, at de faldne blev genbegravet i Nordslesvig. De fleste fandt en grav på en af de mange krigskirkegårde bag fronten i eksempelvis Belgien eller Frankrig, hvor de ligger den dag i dag.

Allerede fra begyndelsen blev de lokale mindesmærker imidlertid en national kampplads mellem tysk og dansk sindelag. I reglen var det nationale udtryk ganske subtilt og bestod i mange tilfælde blot af en udeladelse eller tilføjelse af ordet ‘Vaterland’. I andre tilfælde kom det nationale dog næsten demonstrativt til udtryk, som ved det tyske monument i Haderslev, der er prydet af den karakteristiske tyske stålhjelm. En symbolik ingen tog fejl af. 

I modsætning til andre krigsmindesmærker, som det eksempelvis var tilfældet med Istedløven i Flensborg, er det markant, at Første Verdenskrigs-monumenterne ikke har været genstand for samme forbitrede strid med flytninger, hærværk og nedbrydning.  Forklaringen er, at mange mindesmærker fik betydning for lokalbefolkningen på tværs af sindelag. Det skete på trods af en til tider skærpet national kamp, som man så det i tiden efter Adolf  Hitlers magtovertagelse i 1933.

Kampen om de faldnes minde er ikke den første publikation, der beskæftiger sig med mindekulturen efter Første Verdenskrig og som forfatteren påpeger, gjorde den nu afdøde historiker Inge Adriansen en stor indsats på området. Bogen er imidlertid den første, der fortæller hele historien fra 1914 til 2018. Dens styrke er de skarpe analyser på relativt få sider. At forfatteren har valgt en kronologisk struktur, hvor man begynder under Første Verdenskrig og slutter i nutiden, er klogt, da læseren derved får den bedste indføring af mindekulturens dramatiske udvikling over tid. Herudover foretages der en række tematiske og lokale nedslag, der udfolder emner som kampen mellem dansk og tysk eller monumenternes bevidste opfordring til forsoning.  Kampen om de faldnes minde hører hjemme i enhver bogsamling om Første Verdenskrig og det dansk-tyske grænseland.

‘Kampen om de faldnes minde - 100 års strid om mindesmærker og mindekultur i Sønderjylland efter Første Verdenskrig’. Af Lars N. Henningsen. Historisk Samfund for Sønderjylland. 143 sider. 188 kr.