100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark kom flot fra start: Dronningens og statsministerens nytårstaler handlede om Genforeningen, Folketinget og Grænseforeningen afholdt konference på Christiansborg, regeringen var vært for en gallaforestilling i Det Kongelige Teater, og der blev afholdt festgudstjeneste i Københavns Domkirke med Grænseforeningen som medarrangør. Blandt deltagerne til de mange åbningsarrangementer var Dronning Margrethe, Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther, Folketingets formand Henrik Dam Kristensen, kultur- og kirkeminister Joy Mogensen, mindretalskommitteret Bernd Fabritius, repræsentanter for det dansk-tyske grænselands to mindretal og mange flere.

Men festlighederne bør også følges op af en debat om Genforeningen. På konferencen på Christiansborg den 10. januar reflekterede flere deltagere eksempelvis over selve begrebet ‘Genforeningen’, der blev betegnet som et ideologisk begreb, der kun giver mening ud fra et dansk perspektiv. Et mere nøgternt begreb kunne være ‘Delingen af Slesvig’, i tråd med Troels Finks trebindsværk Da Slesvig blev delt.

Det Kongelige Teater præsenterede en flot gallaforestilling med de klassiske genrer musik, ballet, opera og korsang ved Sønderjysk Pigekor. Statsministeren overraskede ved i sin tale at understrege, at folkeafstemningen og grænsedragningen i 1920 “ikke skete med vold og magt. Ikke med krig og konflikt”. Det tør nok siges at være en underdrivelse, idet afstemningen jo kun var mulig i lyset af Tysklands nederlag efter Første Verdenskrig og tabet af 6.000 dansk- såvel som tysksindede unge sønderjyder. Igen et rent dansk perspektiv, fordi vi danskere jo levede fedt og i fred og ro under Første Verdenskrigs ubegribelige menneskeslagtning. Hvornår lærer vi at løfte blikket og se verden i en lidt større sammenhæng end vores egen?

Forestillingen på Det Kongelige Teater, levede op til forventningerne, men gav heller ikke anledning til et eneste løftet øjenbryn, en eftertanke endsige provokation. Sigurd Barretts optræden var forfriskende nutidig, men desværre alt for kort til, at han kunne løfte forestillingen ud af finkulturens lidt søvnige udtryk og ind i en nutidig sammenhæng. Men han fik dog publikum til at synge med på “Det er i vore hoveder, grænserne går. Man må trække en grænse, men hvor skal den gå? Syd for Flensborg ved Kiel eller ved Aabenraa?” Så var der dog rejst et enkelt spørgsmål, inden forestillingen kunne slutte i selvfed fællessang med H.C. Andersens ‘I Danmark er jeg født’.

Anderledes karsk og tæt på realiteterne var biskop Peter Skov-Jakobsens prædiken ved festgudstjenesten i Vor Frue Kirke. Her blev Første Verdenskrigs gru som den egentlige forudsætning for Genforeningen ikke fejet ind under gulvtæppet. Med udgangspunkt i dagens tekst ‘Lad de små børn komme til mig’ tegnede biskoppen billedet af den fælles menneskelige leg som modsætning til krig og fjendskab. “For himlens skyld, LEG!” lød det. Leg med hinanden, på tværs af grænser, sprog og kulturer og byg på det fælles menneskelige i legen.

Jo – festen er begyndt. Og der er nok at tale om.