Kære Peter! I går morges (tirsdag den 13. juli 1920, red.) kom jeg Hjem fra Sønderjylland, og det må jeg straks fortælle dig, thi noget så gribende og højtideligt har jeg aldrig oplevet før og kommer ikke til at opleve mere.”

[…]

“Ved Frederikshøj (lørdag den 10. juli, red.) fik jeg da baade Øl og Kaffe til min Frokost og gik derefter ned til Grændsen. Jeg fik Plads bag selve Grændsestenen støttet op ad et Træ. Kørslen var ophørt. Vejen var spærret for Biler og Cykler fra kl. 7; men Mennesker kom i en rivende Strøm og besatte hver Plads, hvor der var Haab om at se noget lige fra Frederikshøj til Christiansfeld, og så kom Veteraner, Garderforeninger, Spejdere, frivillige Drengeforbund, alle med Musikkorps, et Æreskompagni med Regimentsmusikkorps og saa en Uendelighed af hvide Piger med røde Baand og Roser, hvide og røde. Det holdt hårdt at få alle disse opstillet, og Folk færdedes bag om i Sædmarkerne for at finde plads. Det havde regnet Dagen og Natten forud og Jorden var opblødt. Følgen var, at Sæden blev aldeles nedtrampet et par Agre på begge sider af Vejen, ligesom Vejrabatten forsvandt i Pløren.”

“Skal vi synge, foreslog en, alle var med. De sang, ja som de sang. De sang ikke lige godt alle sammen, men alle sang de af fuld Bryst. Tænk Dig, flere Tusinder af Mennesker, alle var med, og alle kunne de alle Versene i vore Fædrelandssange. Slumrer sødt i Slesvigs jord, Der er et yndigt Land med et par Vers til, som jeg ikke kendte, Jylland mellem tvende Have og endelig Kongernes Konge. Da vi var midt i denne, kom Kongen på sin hvide Hest. Militærmusikken forsøgte at anslå Fanemarchen, men Folk sang, så det ikke kunde høres, og den maatte afbryde. Kongen, feldtgraa (betegnelse for kongens uniform, red.), red ganske langsomt ind i Folkemassen med blottet Hoved, han sang med, og Taarerne løb ned ad hans Kinder, medens han istemmede: “Herre, du ene kan Sejren os forlene, værn om vort elskede vort ældgamle Land.” Alle græd og kære Peter, jeg tænkte, gid Du stod ved Siden af mig, jeg saa i Tankerne, hvorledes Du vilde have vendt Dig og storsnøftet for at skjule Graaden, og Du vilde aldrig mere have smilet af denne Sang.”

[…]

“Op ad Dybbøl Banke (den 11. juli 1920, red.) drog et Tog, som var begyndt Kl. 7 om Morgenen og varede til ca. halv To, da var Kongen og hans Følge passeret. Det var Marinesoldater, Artilleri, Garden, Infanteri, alle med store Musikkorps, alle de Foreninger, jeg har nævnet fra Dagen forud, og flere til og Mennesker og Mennesker og Mennesker, en hel Folkevandring. […] Direktøren siger, at der kun stormede 40.000 over fra Vejen, da Flaget var hejst paa Soldaternes Bastion, men der kamperede paa det Tidspunkt mere end 60.000 på Voldene, saa der vil ikke mangle meget i, at mit Tal bliver naaet. (Peter Jensen anslog, at der var op til 150.000 mennesker samlet på Dybbøl, 50.000 er senere blevet anslået, red.)

[…]

“Talerne må du læse i Avisen, jeg hørte kun Kongens Tale. Her talte han fra Leveren, jeg tror, at alle kunde høre ham. Og Sangen, som disse mennesker kan synge vore Fædrelands Sange, det har man ingen Anelse om i Kjøbenhavn. Jeg så Guldhornene, Sønderjyllands Gave til Kongen ved Genforeningen, blive overrakt ham. Jeg saa det gamle Flag, som skulde bevise, at Dannebrog havde været Sønderjyllands Flag fra Arilds Tid, blive overrakt ham. Og som man jublede alle Vegne, hvor Kongen viste sig, det var en Triumf uden Lige for ham. Han vil sikkert i Historien komme til at staa over Christian den 4. og Frederik den 7., fordi han afskedigede Zahle, da denne nægtede at høre Folkets Stemme og truede med Generalstrejke, og saa for hans jævne bramfri Væsen.”

Brevet er venligst indsendt til magasinet Grænsen af Gudrun Kullman, København, født i 1926, datter af Peter Jensen og barnebarn af Hans J. Jensen.