"Dette her er det forsømte forår for mig", siger Thomas Andresen (V), formand for Det Sønderjyske Præsidium.

Foto: Niels Åge Skovbo

Thomas Andresen: "Dette her er det forsømte forår for mig"

Genforeningsfesten, der blev aflyst

Thomas Andresen (V), der er formand for Det Sønderjyske Præsidium, er manden, der officielt måtte aflyse de mange genforeningssarrangementer og Folkefesten på Dybbøl den 11. juli på grund af corona. Magasinet Grænsen har mødt den sønderjyske borgmester, der har markante holdninger til Genforeningen og tosprogede byskilte i Sønderjylland, og som nægter at deltage i grundlovsceremonier på rådhuset i Aabenraa, fordi nye statsborgere afkræves et håndtryk

Fra sit sommerhus i Vemmingbund i Sønderjylland kan Thomas Andresen se over på Dybbøl Mølle. Det var der, festlighederne i anledning af 100-året for Genforeningen i 1920 skulle have nået sin kulmination den 11. juli i år. Den dag skulle Folkefesten på Dybbøl Banke have samlet anslået op til 30.000 deltagere, herunder Dronning Margrethe, den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier og hele det officielle Danmark. Folkefesten på Dybbøl var ikke en hvilken som helst fest. Alt var planlagt ned til mindste detalje, så de historiske begivenheder i 1920 så at sige kunne genopføres: Dronningen og den kongelige familie skulle rejse i Dronningens farfars, kong Christian 10.’s, fodspor på de datoer, hvor begivenhederne fandt sted dengang, og besøge syv syd- og sønderjyske kommuner, og Folkefesten på Dybbøl Skanser skulle have dannet ramme om de officielle taler og underholdning med populære bands, DGI Verdensholdet og Sønderjyllands Symfoniorkester.

Men nu er festen aflyst. Eller rettere: Festen er på grund af coronapandemien udskudt til 15. juni næste år, Genforeningsdagen, hvor Genforeningen officielt trådte i kraft, og der planlægges efter samme program. Alligevel sidder Thomas Andresen (V), der er borgmester i Aabenraa og formand for Det Sønderjyske Præsidium, der udgør jubilæets officielle styreorgan, tilbage med en underlig følelse.

“Jeg er da trist til mode over, at vi har måttet aflyse Folkefesten på Dybbøl og i det hele taget aflyse de mange genforeningsarrangementer, som alle havde glædet sig sådan til, og som har krævet så store forberedelser. Det lange forløb fra januar til juli, hvor 100-året for Genforeningen skulle have været fejret, blev afbrudt i marts på grund af corona. Og den store forløsning, som vi havde set frem til 11. juli, hvor vi regnede med, at vi skulle se tilbage på et vellykket genforeningsår, udebliver. For mig er 2020 på den måde det forsømte forår”, siger Thomas Andresen på en videoforbindelse fra sommerhuset i Vemmingbund.

Han har indvilget i at gøre foreløbig status over genforeningsåret, der blev afbrudt, og den opmærksomhed, som han har oplevet fra det øvrige Danmark og medierne i anledning af genforeningsåret, inden hele verden gik i stå på grund af coronapandemien. En opmærksomhed, som Thomas Andresen, der har været borgmester i Aabenraa siden 2014, ikke er uvant med. Han har aldrig været bange for at ytre sig i debatten gennem årene. Senest har han talt varmt for Genforeningen som danskeres fest med fuld brug af alle nationale symboler. Men han har også gjort sig bemærket ved at erklære sig som modstander af tosprogede byskilte i Sønderjylland og ved at nægte at deltage i grundlovsceremonien på rådhuset i Aabenraa.

“Jeg er da trist til mode over, at vi har måttet aflyse Folkefesten på Dybbøl”, siger Thomas Andresen.

“Jeg er da trist til mode over, at vi har måttet aflyse Folkefesten på Dybbøl”, siger Thomas Andresen.

Foto: Niels Åge Skovbo

Sønderjyde med stort S

For Thomas Andresen begynder det hele med Dybbøl. Han er sønderjyde med stort S, som han siger, født og opvokset som han er i den lille by Søgaard ude ved hovedvej A10 mellem Aabenraa og Kruså. Men hvis det ikke havde været for Danmarks nederlag på Dybbøl i 1864, de 56 år under preussisk styre og Genforeningen i 1920, var han aldrig blevet sønderjyde.

“Dybbøl er mit andet fødested”, konstaterer Thomas Andresen.

For at forstå hvordan det hænger sammen, skal man tilbage til slutningen af 1950’erne, da hans mor, der stammer fra Nordrhein-Westfalen, og hans far, der var dansk apotekersøn fra Flensborg, mødte hinanden i Namibia, der er tidligere tysk koloni. I reolen bag Thomas Andresens skrivebord i sommerhuset står udskårne afrikanske træfigurer, og han har stadig fætre og kusiner i både Namibia og Tyskland.

Da hans far og mor var blevet gift, valgte de at slå sig ned i Aabenraa, hvor han selv er født i 1964. Det første, de gjorde, var at købe en flagstang, så de kunne hejse Dannebrog på flag- og festdage, fortæller Thomas Andresen.

“Det betød meget i min fars familie, at man var dansk, og det ønskede de også at vise. Ikke som en demonstration, men som en tilkendegivelse af, at det forholdt sig sådan. Min far sagde altid: ‘Jeg er først og fremmest europæer’. Når det alligevel var så stærkt for dem, at de var danske, skyldtes det familiehistorien.”

“Min farfar var fra Kliplev her i Sønderjylland, der jo var under preussisk styre, da han var ung i begyndelsen af 1900-tallet. Så min farfar fik en tysk studentereksamen og blev apoteker. Da han efter Genforeningen i 1920 ønskede at erhverve sit eget apotek, kunne han ikke få lov til det i Danmark med en tysk eksamen. Derfor flyttede mine bedsteforældre til Flensborg og havde i mange år apotek i Friesische Strasse ved Søndertorv, hvor min far blev født i 1927. På den måde voksede min far op i Nazityskland, men tilbragte alle sine ferier og sin fritid hos familien på den danske side. Min far sagde altid, at han mærkede en stærk frihedsfølelse, når han krydsede grænsen til Danmark. Den trang til frihed har jeg arvet fra ham, tror jeg. I alt fald præger det meget den måde, jeg tænker og handler på.”

“Min mor, der er født i 1937, lever stadigvæk og bor her i Aabenraa. Da hun og min far kom til Danmark for at bo, kendte hun intet til Skandinavien og talte ikke et ord dansk. Min mor kan også huske al krigens gru fra sin barndom. Hun kan huske, hvordan hun og hendes familie måtte sidde mange timer i beskyttelsesrum, når der blev bombet. Da hun kom til Danmark med min far i 1960’erne, var det ikke populært at være tysker i Sønderjylland, så det har ikke været så let for hende”, siger Thomas Andresen.

Genforeningsstenen med ordene “Rejst ved Genforeningen i Kong Christian X 9.regeringsår 1920” omkranser sammen med to andre sten flaghøjen vest for Dybbøl Mølle.

Genforeningsstenen med ordene “Rejst ved Genforeningen i Kong Christian X 9.regeringsår 1920” omkranser sammen
med to andre sten flaghøjen vest for Dybbøl Mølle.

Foto: Niels Åge Skovbo

Talte tysk indtil børnehaven

Indtil han skulle i børnehave, talte Thomas Andresen kun tysk derhjemme, fordi hans mor ikke talte dansk. Da han var ung, syntes han på ingen måde, det var en fordel at være tosproget. Så sad man der og skulle skrive dansk stil til studentereksamen. Når den gode sætning så var klar inde i hovedet på tysk, fungerede det slet ikke, når den blev oversat til dansk. Senere, da han blev uddannet bygningsingeniør og fik job i entreprenørbranchen, var det ham, der blev projektleder på de store byggesager, fordi de tyske bygherrer ønskede en projektleder, der kunne tale og skrive tysk.

“Jeg er glad for min tyske arv. Især dette her med, at man ved, hvornår man skal være formel og akkurat, og hvornår det hele er lidt mere afslappet. I forretningsverdenen er det en stor fordel, at man ved, hvornår man har lavet en aftale. Netop aftaler og overholdelse af frister og den slags kan godt være lidt mere flydende i Danmark. Jeg er også glad for tysk festkultur, sådan som man kender det fra Bierfest. Der er stil over det samtidig med, at det er meget fornøjeligt. Hvis jeg skal vælge mellem en engelsk og en tysk film, vælger jeg som regel den tyske. Jeg glæder mig over tysk kultur. I den forbindelse håber jeg også, at det dansk-tyske kulturelle venskabsår, der jo også er påvirket af coronasituationen, kan genoptage nogle af deres mange arrangementer”, siger Thomas Andresen, der dog ikke tillægger det en særlig betydning, at han er barn af to kulturer, den danske og den tyske, med et strejf af Namibia. Hans tre voksne døtre taler heller ikke tysk, mens hans hustru, Vivian, der også er sønderjyde, taler fejlfrit tysk, fordi deres generation af sønderjyder har set tysk tv.

“Jeg er først og fremmest sønderjyde og dernæst europæer”, konstaterer han.

Ser ikke sig selv som mindretal

Han lægger vægt på, at hverken hans forældre eller han selv nogensinde har set sig selv som en del af et mindretal. Først da han som 20-årig kom til Tinglev for at arbejde, fandt han ud af, hvad det betød, at der fandtes et tysk mindretal i Sønderjylland.

“Jeg havde aldrig været bevidst om, at alt var dobbelt dengang. Man havde både danske og tyske biblioteker, svømmehaller, skoler og børnehaver. Hvis man handlede hos den tyske købmand, var man hjemmetysker. Og det samme gjaldt, hvis man fik bilen repareret hos den tyske mekaniker. Mine to søstre kan godt huske, at de kom på besøg i hjem, hvor det ikke var velanset fra forældrenes side, at deres børn legede med mine søstre, som de anså for at være tyskere. Jeg har aldrig oplevet sådan noget. Men i Tinglev fandt jeg for alvor ud af, at der fandtes et tysk mindretal.”

I dag har Thomas Andresen god kontakt til det tyske mindretal i Sønderjylland og også det danske mindretal i Sydslesvig. Hinrich Jürgensen, der er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) og Gitte Hougaard-Werner, der er formand for Sydslesvigsk Forening (SSF), er begge medlemmer af Det Sønderjyske Præsidium.

Der må ikke lægges en dæmper på festen

For Thomas Andresen er det helt centralt, at såvel mindretallene på begge sider af grænsen som de officielle gæster fra Slesvig-Holsten og Berlin deltager i Folkefesten på Dybbøl til næste år omkring 15. juni med et program, der ligner det, der var planlagt i år. Men når det gælder den debat, der tidligere har været, om hvorvidt man skulle ‘fejre’ eller ‘mindes’ Genforeningen i lyset af, at hverken det danske eller det tyske mindretal blev genforenet i 1920, er svaret kontant.

For mig er det især Dronningen, der er symbolet på, at vi holder den rette balance

Thomas Andresen (V), formand for Det Sønderjyske Præsidium

“For mig er genforeningsåret forbundet med Kongehuset, Dannebrog, Dybbøl og de rød-hvide farver. En folkeafstemning i 1920 afgjorde, at sønderjyderne i dag udgør flertallet i Sønderjylland. Det vil vi som sønderjyder og danskere have lov til at fejre, og det må der ikke lægges en dæmper på. Vi må ikke blive hverken jubeldumme eller nationalistiske i genforeningsåret og heller ikke i 2021 og årene fremover. Vi må feste, som det sømmer sig. Samtidig må vi aldrig glemme, at 100-året for Genforeningen fejres samtidig med 80-året for Besættelsen og 75-året for Befrielsen. De fem mørke år er også en del af fortællingen. Der er så mange sønderjyder, som har mærket på krop og sjæl, hvad det har krævet, at Sønderjylland i dag er dansk.”

“For mig er det især Dronningen, der er symbolet på, at vi holder den rette balance, både når vi fester sammen og i hverdagen. Dronningen viste, at hun rummer alle danskere, da hun besøgte det danske mindretal i Sydslesvig i 2019, ligesom hun også har besøgt det tyske mindretal. På den måde bliver Dronningen vores fælles ankerpunkt, der også gør, at sønderjyder, der stadig lever, kan tilgive krigens gru. Dronningen rummer mindretallene på begge sider af grænsen og rummer også flertallet. Det betyder alt i et genforeningsår”, siger Thomas Andresen.

Gylle over grænsen

At det skulle blive i genforeningsåret, at grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle blive lukket i en periode på grund af coronapandemien, havde ingen set komme. Som borgmester i Sønderjylland har Thomas Andresen ytret sig om den dansk-tyske grænsekontrol, som han gerne ser lempet, hvilket der ved redaktionens slutning også var udsigt til. For ham er grænsekontrollen et problem for hans bysbørn. Som da han blev ringet op af en landmand, der havde marker på begge side af grænsen, hvilket ikke er usædvanligt i Sønderjylland. Landmanden ville høre, om borgmesteren var interesseret i, at de begyndte at køre de store gyllevogne ned gennem Kruså by, da han ikke kunne komme over grænsen andre steder? Thomas Andresen svarede, at det ville han da ikke være særlig glad for.

Foran Dybbøl Mølle står en buste af kong Christian 9., der besøgte Dybbølstillingen natten mellem den 22. og 23. marts 1864.

Foran Dybbøl Mølle står en buste af kong Christian 9., der besøgte Dybbølstillingen natten mellem den 22. og 23. marts 1864.

Foto: Niels Åge Skovbo

“Jeg ringede til politiet, og så blev der fundet en pragmatisk løsning, så der kunne blive låst op ved nogle af grænseovergangene, så landmændene kunne komme igennem med deres gyllevogne. Det er mit indtryk, at mange af de her praktiske ting går helt under radaren, når man sidder og lovgiver på Christiansborg”, siger han.

Nej til tysksprogede byskilte

I genforeningsåret og i øvrigt med mellemrum siden 2004 har en kontroversiel debat fyldt i Sønderjylland. Det tyske mindretal, der består af 15.000 tysksindede, har et ønske om, at byskiltene i Sønderjylland har tekst på både dansk og tysk. Det er et brud på en konvention i Europarådet, som Danmark har skrevet under på, at dette ikke allerede er sket, lyder det bl.a. fra Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål.

Thomas Andresen mener i lighed med de fleste andre syd- og sønderjyske borgmestre, at tosprogede byskilte er en dårlig idé, og han er i øvrigt af den opfattelse, at det tyske mindretal ikke burde have valgt genforeningsåret til at fremsætte forslaget på ny.

“Genforeningsåret handler om fredelig sameksistens, og netop den fredelige sameksistens blev bitterligt afbrudt i 1940-45. Så at fremføre et ønske om, at det tyske mindretal skal tilgodeses med tosprogede byskilte i anledning af 100-året for Genforeningen, synes jeg er bad timing. Der er stadigvæk mange mennesker, der lever, som har sår, der ikke er lægt efter Besættelsen. Indtil de generationer, der har familiefortællinger, der på tragisk vis beretter om, hvad man fra tysk side gjorde imod dem dengang, er væk, mener jeg ikke, at vi skal sætte tosprogede skilte op. Vi skal endnu en generation frem i tiden, så Anden Verdenskrig kommer mere på afstand”, mener Thomas Andresen, der modtager mange følelsesladede breve fra borgere i Sønderjylland, og det øvrige Danmark, hver gang debatten om de tosprogede byskilte blusser op igen. Så hvordan ser han sammenhængen mellem sit eget nej til de tosprogede byskilte og det faktum, at det dansk-tyske grænseland ofte fremhæves i internationale sammenhænge som et eksempel til efterfølgelse i andre grænseregioner?

“Jeg synes, at debatten om de tosprogede byskilte er kommet til at fylde alt for meget i medierne. Vi har haft en drøftelse blandt de fire sønderjyske kommuner om det, men vi har ikke syntes, at 2020 var et velvalgt tidspunkt for en diskussion. Vi mener faktisk, at vi opfylder Europarådets konventioner i forhold til skiltning. Der er altså ingen regler, der siger, at der behøver at stå ‘Apenrade’ nogen steder. Men der står ‘Bücherei’ og ‘Nachschule Tingleff’ og alle mulige andre ting på tysksprogede skilte overalt i kommunen. Jeg mener, at hvis man ikke har større problemer end tyske byskilte, så er man nået op i toppen af behovspyramiden”, siger Thomas Andresen.

Ræk mig din hånd

Som borgmester har Thomas Andresen også haft markante holdninger i andre symbolladede spørgsmål. Senest gav det anledning til heftig debat i hele Danmark, da han og en række andre borgmestre protesterede mod loven om, at der skal udveksles håndtryk med nye borgere ved grundlovsceremonien på rådhuset, hvis deres statsborgerskab skal have gyldighed. I øjeblikket er kravet suspenderet på grund af faren for coronasmitte, men inden da udtalte Thomas Andresen til dr.dk.: “Det at skulle give hånd, hvis man har noget imod det, er at sammenligne med, at mange blev tvunget over i nazismen for ikke at blive chikaneret, og det ved vi hernede i Sønderjylland. Det handler om at sætte ord på noget, der rører sig dybt i mig”. Efterfølgende blev Thomas Andresen beskyldt for at spille nazikortet, ligesom citatet blev kaldt “infantilt-historieløst” og “morsomt” i Berlingske. Den debat havde Thomas Andresen gerne været foruden.

“Mine udtalelser blev misforstået, også i mit eget parti, Venstre. Mit ærinde var alene at gøre gældende, at jeg ikke mente, man kan påtvinge andre ens egen overbevisning ved symbolske handlinger. Selvfølgelig går jeg ind for, at man skal kunne give et håndtryk. Selvfølgelig er jeg imod, at nogen ikke ønsker at give et håndtryk, når grunden er kvindediskrimination eller religiøse regler. Men jeg vil kæmpe for folks ret til at have en anden holdning end mig. Den frihed, som min far følte, når han rejste over grænsen til Danmark, den vil jeg stå vagt om. Jeg sammenlignede med nazitiden, hvor man også kunne komme galt af sted, hvis man ikke løftede armen til hilsen og sagde ‘Heil Hitler’, og det gav anledning til, at nogen beskyldte mig for at spille nazikortet. Men selve tankegangen bag, at man begrænser menneskers ret til at tænke og tro som de vil, er efter min mening den samme.”

“Selv om genforeningsåret er midlertidigt aflyst, og kalenderen er næsten tom, så kommer jeg ikke til at dø af stress. Der har jeg andre ventiler”, siger Thomas Andresen. En af dem er en gåtur på Dybbøl Banke.

“Selv om genforeningsåret er midlertidigt aflyst, og kalenderen er næsten tom, så kommer jeg ikke til at dø af stress. Der har jeg andre ventiler”, siger Thomas Andresen. En af dem er en gåtur på Dybbøl Banke.

Foto: Niels Åge Skovbo

“For mit eget vedkommende har jeg sagt, at jeg ikke ønsker at deltage i ceremonien for ikke at stille mig i den situation, at jeg skulle blive stikker. Man skal jo indberette det, hvis vedkommende ikke vil give hånd, hvilket betyder, at statsborgerskab ikke tildeles. Det vil jeg ikke være med til”, siger Thomas Andresen.

Jeg kommer ikke til at dø af stress

Han tror i øvrigt, at det har været positivt, at han er gået forrest med at sætte ord på kontroversielle emner som den dansk-tyske grænsekontrol, de tosprogede byskilte og grundlovsceremonien. Han har fået mange positive tilkendegivelser fra borgere i kommunen og fra hele landet. Men der har også været negative mails og breve.

“De negative reaktioner har været meget voldsomme. Især Facebook er et af de steder, hvor de dumme tilsyneladende flokkes. Selvfølgelig påvirker det mig, men jeg bliver hverken ked af det eller bange. Alle de mennesker, som jeg værdsætter og agter, kan godt skelne tingene, og det er dem, jeg læner mig opad”, siger Thomas Andresen.

I sommerhuset i Vemmingbund har Thomas Andresen i mange år været i gang med at renovere. Den dag, magasinet Grænsen taler med ham, venter han på, at en vognmand skal komme forbi med to kubikmeter beton, så han kan komme til at støbe gulv. Bagefter kan det være, han går en tur op over Dybbøl Banke og nyder forårsvejret.

“Når folk ikke forstår mig eller hinanden, eller når et eller andet går mig på, så kan det være godt at slå nogle ordentligt store søm i nogle brædder. Tankerne får frit spil, når man laver noget praktisk. Selv om genforeningsåret er midlertidigt aflyst, og kalenderen er næsten tom, så kommer jeg ikke til at dø af stress. Der har jeg andre ventiler”, siger Thomas Andresen.