En ny rejsevejledning fra Udenrigsministeriet har denne regnfulde efterårsdag netop varslet, at Tyskland sættes på listen over lande, der frarådes rejser til på grund af øget Covid-19-smitte. Sådan er virkeligheden anno 2020: Året, hvor grænsen mellem Danmark og Tyskland fylder 100 år, og de to mindretal opstod på hver sin side, kan mennesker ikke mødes på tværs af grænsen.

Men vi når det lige. Her på Den Gamle Grænsekro ved Christiansfeld, hvor grænsen mellem Danmark og den preussiske provins Slesvig-Holsten gik fra 1864 til 1920, har to repræsentanter fra henholdsvis det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland sagt ja til at mødes til et interview med magasinet Grænsen om grænser, identitet og forandringens vinde i grænselandet i 100-året for de to mindretals opståen. Gitte Hougaard-Werner, der er formand for Sydslesvigsk Forening (SSF), og Maylis Rossberg, der er formand for Sydslesvigsk Vælgerforenings Ungdom (SSWU) og kandidat til forbundsdagsvalget i 2021 for SSW, er kørt fra Flensborg og har krydset den dansk-tyske grænse, der ligger 60 kilometer syd for Christiansfeld. Og Hinrich Jürgensen, der er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), og Tobias Klindt, der er formand for Junge Spitzen, der er ungdomsafdelingen af det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti, er kommet i bil fra Aabenraa, der ligger midtvejs mellem Christiansfeld og Flensborg.

Mindretallene har det godt

Hvordan vurderer I status her i 100-året for mindretallenes opståen?

Maylis Rossberg: “For mig at se er det danske mindretal under stor forandring. Der sker en masse nyt med debat om en ny struktur i mindretallet, og der er mange nye ansigter i det danske mindretals organisationer. Der er folk, der siger: Jeg vil gerne overlade min plads til yngre kræfter. Der er også flere kvinder, der får højere stillinger i mindretallets organisationer. Gitte er jo en af dem. Idealet for mig vil være, at der bliver endnu flere, så vi får en blanding af ældre, der har erfaring og historisk baggrund, og unge, der kommer med kreativitet og også er lidt naive. Det er ikke kun negativt at være naiv, for det kan give ny ideer, og det er der brug for.”

Ja, set udefra ser det ud til, at det danske mindretal og det tyske mindretal er rykket tættere sammen i de senere år med samarbejdet om Minority Safepack Initiative om mindretalsrettigheder i Europa, en fælles ansøgning til UNESCO om at få anerkendt den dansk-tyske mindretalsmodel som immateriel kulturarv, senest fælles læserbreve i protest mod grænselukning og nu fælles julefrokost. Hvad er det, der har ændret sig fra tidligere?

Hinrich Jürgensen: “Tidligere var der jo et modsætningsforhold. Vi skulle kæmpe for det tyske, og det danske mindretal skulle kæmpe for det danske. Og hvis vi ikke gjorde det hver især, hvilken eksistensberettigelse havde vi så? Sådan er det heldigvis ikke længere.”

Gitte Hougaard-Werner: “Jeg er fuldstændig enig. I dag kan vi bruge hinanden som sparringspartnere og styrke grænselandet i det hele taget. Men samtidig skal vi huske at understrege over for omverdenen, at vi altså ikke er et dansk-tysk mindretal, sådan som det af og til er blevet formuleret i debatten.”

Hinrich Jürgensen: “Ja, det er en dum tendens at tale om et dansk-tysk mindretal. Det skaber forvirring.”

Gitte Hougaard-Werner: “Jeg kan ikke være uenig i, at det danske mindretal er i en forandringsproces. Ikke mindst i forhold til den verserende debat om en ny struktur, som jeg forventer mig meget af. Jeg ser mig selv som et bindeled mellem de unge og de ældre, og jeg har også min naivitet på plads! Det afgørende for mig vil også være at sikre, at vi ikke glemmer vores danske rødder, som er så vigtige for os. Det er vores opgave at klæde de unge på i forhold til sprog, kultur og identitet og samtidig give plads. Det er en hårfin balance.”

Hinrich Jürgensen: “Man sagde dengang i 1920, at det tyske mindretal ville forsvinde som dug for solen. Men nu bliver vi 100 år, og jeg synes faktisk, at vi holder os meget pænt, og vi oplever stigende medlemstal, bl.a. i Junge Spitzen. Gennem de seneste 20 år er der sket en stor forandring. Tidligere var vi meget lukket om os selv, men nu er vi langt mere åbne – også i forhold til det danske mindretal, og det er meget positivt.”

Tobias Klindt: “En af de ting, jeg har været glad for at se gennem de senere år, er at der er kommet flere unge med i organisationsarbejdet, og at vi har meget mere at gøre med det danske mindretal. Vi skal for eksempel spise julefrokost med SSWU og Grænseforeningen Ungdom. Vi bor jo lige i nærheden af hinanden og kan nemt mødes, når ellers grænsen er åben. Det finder jeg helt naturligt, da vi har mange fælles interesser.”

Tobias Klindt: “Der er mange ligheder, men vi er også meget forskellige, og vi ville gå under som mindretal, hvis vi blev ét. Grænselandets styrke er jo netop, at der er tale om to mindretal med hver sin kultur og historie.”

Maylis Rossberg: “Ja, det er jeg helt enig i. Men det kan vi netop sagtens fastholde, selv om vi samarbejder. For eksempel var vi jo også fælles om at lave demonstrationer mod vildsvinehegnet i 2018. En række ungdomspartier fra Slesvig-Holsten og Sønderjylland lavede også en fælles erklæring for grænseåbning. Vi er bevidste om vores historiske fortid, men vi hænger ikke fast i den, og jeg tror, det er en del af forklaringen på, at vi er nærmere hinanden end før samtidig med, at vi er to forskellige mindretal med hver sin kultur.”

Hinrich Jürgensen: “Det hører også med, at vi som tysk mindretal i dag ikke hele tiden skal forklare os. I min ungdom blev vi kaldt nazisvin på vej til skole i Aabenraa. Det har mine børn aldrig oplevet.”

Tobias Klindt: “Jeg synes mere, at folk i dag er nysgerrige på, hvem vi er som tysk mindretal. Jeg husker kun en enkelt gang i 8. klasse, hvor en dreng, der gik i 4. klasse på den danske skole i Tinglev råbte “deutscher Schweinhund” efter mig. Det var lidt underligt for mig, for jeg var jo godt klar over, at han ikke selv havde fundet på det udtryk. Men ellers har jeg aldrig oplevet nogen form for chikane.”

Hvem er mindretallene?

En del af debatten i både det danske og det tyske mindretal har i de senere år handlet om identitet. Hvem er I egentlig i en tid, hvor mindretallene ikke identificerer sig så meget i modsætning til andre befolkningsgrupper og heller ikke som enten dansk eller tysk?

Maylis Rossberg: “Jeg anser den her debat om identitet for at være megavigtig. Jeg tror, at det er gavnligt, at vi som mindretalsborgere tænker over, hvem vi selv er. Men når andre sætter spørgsmålstegn ved vores identitet, kan det være frustrerende. Når jeg er i Danmark og skal præsentere mig selv, siger jeg, at jeg kommer fra det danske mindretal i Sydslesvig. Så spørger folk: ‘Hvorfor har du tysk accent?’ Så fortæller jeg, at min forældre er tyske statsborgere, der har valgt at sende min storebror og mig på dansk skole på øen Sild, hvor jeg kommer fra. Så siger folk: ‘Jamen så er du jo tysker’. Den diskussion har jeg hele tiden. Jeg er så træt af, at andre mennesker har behov for at putte mig ned i en kasse, og at jeg skal vælge mellem dansk og tysk. Jeg vil bare gerne have lov til at være mig selv. For mit vedkommende betyder det rigtig meget, at jeg er fra Sydslesvig. Jeg blev bevidst om det, da jeg flyttede til Flensborg efter 9. klasse og boede på Ungdomskollegiet med 40 andre sydslesvigere, og jeg valgte netop at studere statskundskab på Kiel Universitet for at blive i nærheden af grænselandet.”

Tobias Klindt: “Da jeg skulle begyndte på Danmarks Tekniske Universitet efter sommerferien, flyttede jeg ind på det tyske kollegium i København. Og noget af det første, jeg fortalte mine folk på studiet var, at jeg kommer fra det tyske mindretal. Det ligger dybt i mig.”

Hinrich Jürgensen: “Jeg synes, vi er nået langt, hvis de unge er stolte over at tilhøre det tyske mindretal og snakker tysk i gågaden i Aabenraa. Det nye Deutsches Museum Nordschleswig i Sønderborg har identitet som et hovedemne, og det er især de unge, der kommer til orde. Det synes jeg er spændende. Overordnet er det jo sådan, at identitet altid er et større problem for flertallet end for mindretallet. Som mindretal har jeg da svært ved at se, hvorfor jeg skulle beslutte mig for, om jeg er dansk eller tysk. Mit modersmål er synnejysk. Vi snakkede ikke tysk i mit barndomshjem, men vi tog det bedste fra tysk kultur. Og jeg holder med Tyskland i fodbold og med Danmark i håndbold, så på den måde er sol og vind delt ligeligt.”

Gitte Hougaard-Werner: “Jeg vil nok betegne mig selv som dansk sydslesviger. Jeg er født i Lemvig og kom til Sydslesvig som niårig, og jeg er gift med en tysker, som er konverteret til sydslesviger og altså bekender sig til det danske mindretal. Så mit liv er da både-og. Men jeg vil fastholde, at jeg ikke har en såkaldt bindestregsidentitet, hvor dansk og tysk er ligeværdige. Og jeg holder med Danmark i både fodbold og håndbold! Men det er jo ikke sådan, at jeg sidder og tænker på identitet, hvis jeg er på besøg hos min tyske nabo. Jeg tror dog, at vi som mindretal i en tysk hverdag er nødt til at tænke meget over, hvem vi er og holde fast i det danske, for ellers assimileres vi nemt ind i flertalskulturen.”

Hinrich Jürgensen: “Ja, vi skal lade os integrere, men aldrig assimilere. Det er altid en udfordring for alle mindretal at finde den balance.”

Tosprogede skilte ærer historien

Tobias Klindt, Junge Spitzen har som mål at få tosprogede byskilte i Sønderjylland, hvilket ser ud til at hænge godt sammen med Slesvigsk Partis mål om at være et regionalt parti, der kæmper for Sønderjylland, samarbejde og kulturel mangfoldighed?

Tobias Klindt : “Ja, det står højt på dagsordenen, fordi vi mener, at tosprogede byskilte er med til at vise den merværdi, vi synes, det tyske mindretal giver Sønderjylland. Jeg har også tit oplevet, at sønderjyder heller ikke kender til det tyske mindretal. Så alene for at få det ind i bevidstheden hos vores medborgere her i Sønderjylland er det en god idé.”

Maylis Rossberg og Gitte Hougaard-Werner, der er tosprogede byskilte i Flensborgbog Lyksborg. Hvilken betydning har det?

Maylis Rossberg: “Jeg synes, det øger mindretallets synlighed, ikke mindst over for turister. Jeg synes også, at tosprogede byskilte ærer grænselandets historie og viser, at flertalsbefolkningen anerkender mindretallene.”

Gitte Hougaard-Werner: “Det skærper da nysgerrigheden hos alle, når bynavnene står på både dansk og tysk. Set i forhold til det tyske mindretal i Sønderjylland så er vi som dansk mindretal jo meget synlige i Sydslesvig. Ud over byskiltene har vi også danske skilte ved de mange danske forsamlingshuse i Sydslesvig, og i Vestermølle, hvor jeg selv er skoleleder ved Vestermølle Danske Skole, lavede forældrene et byskilt, der ligner et dansk byskilt, hvor der står Vestermølle i stedet for Westermühlen. Vi fik det foræret, efter skolen havde været lukningstruet, og byen forærede os et stativ til at sætte det op i. Nu står det dansksprogede byskilt lige efter det tyske byskilt, når man kører ind i byen. At landsbyen tillader det, synes jeg er en fin anerkendelse.”

Mindretalspolitik er fredspolitik

Maylis Rossberg, du er SSWU’s kandidat til at blive SSW’s spidskandidat til næste års valg til Forbundsdagen i Berlin, og den 30. januar bliver det afgjort, om det er dig, der stiller op. Hvad vil du kæmpe for, hvis du skulle blive valgt ind i Forbundsdagen?

Maylis Rossberg: “Jeg mener, det er en meget stor chance for det danske mindretal, hvis SSW kan komme i Forbundsdagen. Min prioritet vil selvfølgelig være de mærkesager, der vedrører mindretallet og Sydslesvig. Jeg brænder også for socialpolitik, og at vi fortsætter den politik, som SSW allerede fører i landdagen i Kiel. Jeg vil give de mennesker en stemme, som ellers ikke bliver hørt.”

Gitte Hougaard-Werner: “Jeg tror også, det er vigtigt at understrege, at mindretalspolitik er fredspolitik. SSF og SSW er begge medlemmer af et kontaktudvalg i Forbundsdagen. Her prøver vi at skabe en forståelse for det danske mindretal i grænselandet. En SSW-kandidat i Forbundsdagen vil kunne støtte dette arbejde.”

Kunne I aldrig finde på at stemme på andre partier end henholdsvis SSW og Slesvigsk Parti?

Gitte Hougaard-Werner: “Jeg har altid stemt på SSW. Jeg synes, det er en naturlig del af at være medlem af mindretallet, og de taler jo vores sag.”

Hinrich Jürgensen: “Jeg kunne heller aldrig finde på at stemme på andre partier end Slesvigsk Parti. Det er dem, der sørger for, at vi har samme rettigheder som flertalsbefolkningen, når det gælder børnehaver, skoler osv. Slesvigsk Parti sidder jo ikke i Folketinget. Men forud for hvert folketingsvalg sender jeg en meddelelse ud til mindretallets medlemmer og opfordrer dem til at stemme og gerne på en kandidat fra lokalområdet.”

Mindretalsskoler er ikke sprogskoler

I begge jeres mindretal oplever I, at forældre fra flertalsbefolkningen sender deres børn i jeres mindretalsskoler. Hvordan stiller I jer til det?

Hinrich Jürgensen: “Der er selvfølgelig historisk set en stor forskel, der gør sig gældende mellem det danske mindretal og det tyske mindretal, fordi vi var de dårlige efter Anden Verdenskrig. I dag er det stadigvæk sådan, at nationalfølelsen er meget stærkere i Danmark end i Tyskland, og det er de færreste danskere, der sender deres børn i tysk skole hos os. Men det sker, og det sker oftere end tidligere. Vi oplever også, at der er flere, der søger ind på Deutsches Gymnasium für Nordschleswig i Aabenraa. Måske også fordi vi har det bedste gymnasium i Danmark lige nu, når det gælder gymnasiets evne til at øge elevernes karaktergennemsnit i forhold til deres sociale baggrund. Det er vi da stolte af. Vi ser også, at der er flere tyskere, som kommer til Danmark og bruger vores skolesystem. Deres børn taler perfekt tysk, men kan ikke dansk. Det gør jo, at vi i frikvartererne hører mere tysk på gangene end for nogle år siden. Men alle er velkomne hos os, hvis de ellers følger retningslinjerne og bakker op om det, vi står for.”

Gitte Hougaard-Werner: “Jeg kan kun nikke genkendende til det, du siger, Hinrich. Børnene i de danske skoler kommer også med meget forskellige forudsætninger. Vi siger til de tyske forældre: ‘Däne ist wer will’. Men det er præcis dér, hurdlen er. Folk skal ville det danske. Man skal ikke vælge en dansk skole i Sydslesvig, fordi den er smartere, eller en dansk børnehave, fordi den har bedre åbningstider. Vi driver ikke sprogskoler i Sydslesvig, og vi signalerer over for vores forældre, at dette kræver noget af hele familien. Jeg vil ikke sige, at vi omvender børnene. Men vi giver dem jo en identitet, der er anderledes i forhold til den, de ellers ville have fået.”

Maylis Rossberg: “Min bror og jeg er førstegenerations mindretalsbørn. Alligevel er jeg jo ikke mindre sydslesviger end den, hvis forældre var sydslesvigere og har gået på Duborg-Skolen. I dag har min mor lært sig dansk, og min far er aktiv i SSW. Men jeg kender da forældre, der ikke er lykkedes med at lære dansk, selv om de gerne ville. Men det synes jeg på ingen måde, man skal lade gå ud over deres børn.”

Gitte Hougaard-Werner: “Du, Maylis, er jo et godt eksempel på det, der sker i det danske skolesystem i Sydslesvig i disse år med flere tyske forældre, der sender deres børn på de danske mindretalsskoler. For mig er det vigtigt at fastslå, at uanset om man kommer ind på de danske skoler som første generation eller femte generation, så gælder det samme: At hvis man er villig til at kæmpe for den fælles danske sag, så vil det lykkes.”

Vi vil gerne være brobyggere

2020 har også været dansk-tysk kulturelt venskabsår, hvilket blev lanceret af de to landes udenrigsministre i 2018, hvor Heiko Maas sagde, at “forholdet mellem mindretallene på begge sider af grænsen er forbilledligt”. Det forekommer, at I som mindretal nyder stor politisk bevågenhed, og at mindretallenes betydning som såkaldt soft power-instrument i udenrigspolitikken er øget. Hvad siger I til det?

Hinrich Jürgensen: “Jeg synes da nok, vi har mærket, at man har opdaget, hvad vi som mindretal kan bruges til. Den danske regering lavede en Tysklandsstrategi i 2016, og dengang blev vi fra det tyske mindretals side inviteret til at komme med ideer til, hvordan den skulle udformes. Det er også derfor, vi er så vilde efter at komme med på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv. Vi vil gerne vise verden, at mindretal er en stor berigelse, og at det kan lade sig gøre at gå fra fjendskab til venskab. Det har godt nok taget 100 år, men nu er vi her.”

Gitte Hougaard-Werner: “Ja, og i sommer var Slesvig-Holstens ministerpræsident og landdagspræsident på sommertur og valgte at besøge Flensborghus og senere Duborg-Skolen, hvor de gav udtryk for, at de følte sig blandt venner. Landdagspræsidenten udtrykte ovenikøbet, at han var stolt over, at der var et mindretal i Slesvig-Holsten, og han håbede, at vi ville fastholde vores nationale identitet. Så er vi virkelig nået langt, når vi tænker på, at man for 100 år siden forsøgte at få de mennesker, der levede på begge sider af grænsen, til at få et andet nationalt ståsted.”

Maylis Rossberg: “Det er vores opgave som mindretal at bygge broer. Det er da blandt andet derfor, SSW stiller op til forbundsdagsvalget. Jeg håber, vi får et mandat i Berlin, og jeg håber, vi stiller op til Europaparlamentsvalget i 2024 og får et mandat i Bruxelles, så vi bygger broer på alle politiske niveauer.”

Tobias Klindt: “Jeg er spændt på fremtiden, og jeg synes, vi er på rette vej. Hvis man får øje på mindretallenes betydning i København og Berlin og mange andre steder er det bare godt. Jeg tror, det allervigtigste er, at vi står ved, hvem vi er.”