Hanssen, H.P., 1862-1936, redaktør, politiker

H.P. Hanssen blev født på gården Nørremølle på Sundeved den 21. februar 1862. Hans fødested indgik ofte i hans navn, så han blev kaldt H.P. Hanssen Nørremølle. Han blev uddannet i både Danmark og Tyskland, bl.a. på Askov Højskole og i København, hvor han fik kontakt med historikeren A.D. Jørgensen, sprogforskeren H.V. Clausen og professor Aage Friis. Se H.P. Hanssens brev til højskoleforstander Ludvig Schrøder på Askov Højskole den 8. februar 1884.

H.P. Hanssen blev i 1888 gift med Helene Lucie Iversen fra Ullerup og parret bosatte sig i Sønderborg. I sine erindringer skriver H.P. Hanssen om sin ægtefælle: "Hun blev mig en god Hustru, som frejdig
- "lo, naar min Baad blev krænget
og blev ej bleg under Uvejrshænget".

H.P. Hanssen var medstifter af Den nordslesvigske Vælgerforening, hvor han var sekretær frem til 1896, da han blev valgt ind i den preussiske landdag. Som medstifter af Vælgerforeningen havde han en væsentlig andel i grundlæggelsen af Sønderjydske Årbøger, som er udkommet siden 1889. H.P. Hanssen repræsenterede sønderjyderne i den preussiske landdag frem til 1908. I 1906, da hans politiske rival Jens Jessen døde, overtog han Jens Jessens plads i rigsdagen i Berlin, som han havde frem til Tysklands sammenbrud i 1918.

H.P. Hanssen var en glimrende organisator og medvirkede ved oprettelsen af talrige sønderjyske organisationer ud over Vælgerforeningen. Han var bl.a. medstifter af Skoleforeningen i 1892.

I oktober 1893 bosatte H.P. Hanssen sig i Aabenraa og overtog avisen Hejmdal. Herved skabte han grundlaget for at gøre Aabenraa til centrum for det nationale arbejde i hele Nordslesvig, en position Aabenraa fastholdt under resten af fremmedherredømmet. Som redaktør af Heimdal idømtes H.P. Hanssen talrige fængselsstraffe, værst i 1906, da han måtte afsone tre måneders fængsel i forbindelse med den såkaldte Finnemann-sag.

H.P. Hanssens linie overfor de preussiske myndigheder var mere pragmatisk end rivalen Jens Jessen, der førte den såkaldte protestpolitik med henvisning til Pragfredens § 5. H.P. Hanssen var den centrale person i Aabenraa-kredsen, som gik ind for en grænselinie nord om Flensborg.

Ved årsmødet for dansksindede nordslesvigere den 14. juni 1914 i Haderslev, som skulle vise sig at blive det sidste, samledes ca. 10.000 deltagere, der hørte en af H.P. Hansens mest berømte taler, hvori han udtrykte stærk tiltro til danskhedens overlevelsesmuligheder på trods af, at landsdelen var under tysk styre. H.P. Hanssens tale rummede også et gensvar til de tyske taler, der var blevet afholdt på Dybbøl 18. april 1914 ved 50-års festen for erobringen af Dybbøl Skanser.  Han afsluttede talen med disse ord:

"Vi har virkelyst og virketrang. Vi har varme og begejstring. Vi har tro på vor folkestammes fremtid. Og derfor vil vi som svar på vore modstanderes sejrfester tilråbe dem slutningsstroferne af det storslåede digt, som Hostrup skrev for 50 år siden til fjenden:

Du kan vel kro dig ad døgnets kår
og af sejren, de har dig skabt;
Men du fører en kamp imod tusind år,
og i den har du visselig tabt!"

1914 - talen (oplæst af H.P. Hanssen, formentlig i 1936). Se film om mindesten m.m. i Haderslev

Kort før Tysklands sammenbrud under 1. verdenskrig holdt H.P. Hanssen den 23. oktober 1918 en tale i Rigsdagen i Berlin, hvori han med henvisning til præsident Wilsons 14 punktsprogram for folkenes selvbestemmelsesret og Pragfredens § 5 krævede, at Nordslesvig blev genforenet med Danmark. Umiddelbart efter talen fik H.P. Hanssen under hånden og uofficielt tilsagn fra understatssekretær i udenrigsministeriet Dr. David om, at det nordslesvigske spørgsmål ville blive afgjort i henhold til præsident Wilsons 14 punkter, men ikke i henhold til Pragfredens § 5, som tyskerne anså for ophævet i 1879, hvilket den danske regering også havde accepteret allerede i 1907.

H.P. Hanssens tale i rigsdagen i Berlin blev holdt samtidig med, at den danske rigsdag holdt et lukket møde om det sønderjyske spørgsmål. Den danske rigsdag var i et dilemma. Skulle man indgå direkte underhåndsaftaler med Tyskland og dermed risikere at blive opfattet som allieret med Tyskland, eller skulle man føre sine krav frem via de allierede og dermed risikere en løsning, som på et senere tidspunkt kunne give et genrejst Tyskland mulighed for revanche. Den danske rigsdag valgte en forsigtig løsning i Resolution af 23. oktober 1918 ved at lade slesvigerne selv fremsætte deres krav. Dette skete i den såkaldte Aabenraa-resolution mindre end en måned senere.

I Aabenraa, den 17. november 1918 fra Folkehjems balkon, holdt H.P. Hanssen efter et dramatisk to-dages møde i Den nordslesvigske Vælgerforening den afgørende tale. Vælgerforeningens bestyrelse enedes om en resolution, den såkaldte Aabenraa-resolution, der krævede folkeafstemning under ét i området nord for en linie fra Flensborg Fjord (nord for Flensborg by) og vestpå langs Skelbækken og Vidåen syd om Tønder, den såkaldte Clausen-linie. Videre udtalte Den nordslesvigske Vælgerforening, at distrikter syd for denne linie, altså i Mellemslesvig, skulle have ret til, hvis de rejste krav om det, ved en efterfølgende afstemning at tilkendegive, om de ønskede en at komme under dansk styre.

Ca. 3.000 mennesker lyttede til den gribende tale, hvori H.P. Hanssen kunne bekendtgøre, at en Genforening med Danmark var inden for rækkevidde. H.P. Hanssen sluttede talen med at citere Bjørnstjerne Bjørnsons digt:

Alt, hvad fædrene har kæmpet,
mødrene har grædt,
har den Herre stille lempet,
så vi vandt vor ret.

En soldat (Krüger hed han) trådte efter talen frem på balkonen og hævdede, at han repræsenterede soldaterrådet og havde besked med fra den ledende socialdemokratiske politiker i Kiel, Noske, at man roligt kunne hejse Dannebrog og at man nok skulle blive danske. Talen udløste vild jubel, men det viste sig senere at være frit opspind.

Den 21. november 1918 afleverede H.P. Hanssen Aabenraa-resolutionen til den danske gesandt i Berlin, grev C. Moltke med anmodning om, at regeringen videregiver resolutionen til de allierede sejrsmagter, så de kan foretage de nødvendige skridt for at den danske befolkning i Nordslesvig kan få sin ret anerkendt. Henvendelsen fra H.P. Hanssen var, set med regeringens øjne, kærkommen, fordi regeringen hermed undgik at fremsætte egne krav.

Med disse begivenheder indledtes en af de største politiske konflikter i danmarkshistorien - nemlig spørgsmålet om den fremtidige grænsedragning. H.P. Hanssen stod på princippet om folkenes selvbestemmelsesret (afstemningsprincippet) og ønskede en grænsedragning i overensstemmelse hermed. Dette synspunkt var på linie med den danske regering under ministeriet Zahle, hvor H.P. Hanssen blev minister for sønderjyske anliggender den 25. juni 1919.

H.P. Hanssen blev i tiden op til Genforeningen angrebet af nationalistiske kredse, fordi han argumenterede for en afstemningsgrænse nord om Flensborg.  Politisk lå han i Danmark tæt på partiet Venstre og partiets grundtvigsk orienterede politikere som bl.a. I.C. Christensen, Niels Neegaard og Klaus Berntsen men i 1919 indtrådte han i ministeriet Zahle som midlertidig minister for sønderjyske anliggender. I november 1918 udtalte H.P. Hanssen, at han ikke straks ville tilslutte sig et politisk parti og at han forestillede sig en overgangsperiode, hvor de nyvalgte folketings- og landstingsmænd fra Sønderjylland udgjorde deres egen gruppe i den danske rigsdag. Denne tanke blev i løbet af 1919 umuliggjort af grænsestriden mellem Aabenraa-, Flensborg- og Danevirkefolk. H.P. Hanssens ministertid afsluttedes den 29. marts 1920, da Christian 10. afskedigede ministeriet Zahle og dermed gav bolden op til Påskekrisen.

De efterfølgende angreb på H.P. Hanssens indtræden i regeringen Zahle betød, at han hverken fik lov til at holde tale i forbindelse med Christian 10.'s ridt over den gamle grænse ved Frederikshøj eller holde festtalen ved den store genforeningsfest på Dybbøl den 11. juli 1920, men her måtte vige pladsen for lensgreve Otto Didrik Schack fra Schackenborg.

Ved det første folketingsvalg efter Genforeningen den 21. september 1920 blev Anders Lebeck, C.A. Christiansen, P.J. Refshauge og Mads Gram valgt, men ikke H.P. Hanssen.

Læs H.P. Hanssens argumentation for en grænse nord for Flensborg her.

Læs H.P. Hanssens redegørelse i forbindelse med at han ikke måtte holde talerne den 10. og 11. juli 1920 her.

Efter Genforeningen deltog H.P. Hanssen kun lidt i dansk politik, men han var dog medlem af Folketinget for Venstre i perioden 1924-26.

H.P. Hanssen døde i 1936 og ligger begravet på Aabenraa Kirkegård.

Ud over talrige artikler og skrifter har H.P. Hanssen skrevet "Fra Kampaarene 1-2" (1917-19), "Fra Krigstiden", "Dagbogsoptegnelser" (1924) og erindringsværket "Et tilbageblik 1-4" (1928-34).

Litteratur:
Troels Fink: H.P. Hanssen som minister i regeringen Zahle 1919. Institut for Grænseregionsforskning, 1977.