Hedeby

Hedeby (Haitabu eller Sliastorp) ved Haddeby Nor 2 km syd for byen Slesvig er den ældste by i vikingetidens Norden. Stedet ligger geografisk centralt ved knudepunktet mellem den korteste øst-vestlige landforbindelse over den jyske halvø (mellem Slien og Hollingsted ved Trenen) og den nord-syd gående Hærvej. Desuden ligger Hedeby ved grænsen mellem oldtidens danske, saksiske, frisiske og slaviske områder.

Byens 6-10 meter høje halvkredsformede beskyttelsesvold i en længde af 3 km omkring byen ses stadig. Volden har fire åbninger: En port i nord og syd, i vest et hul, hvorigennem løber en bæk samt i sydvest et gennembrud, som kaldes "Svends Stormhul". Traditionen forbinder det med Svend Tveskægs erobring af Hedeby, men sandsynligvis er det en gammel port. Herigennem gik vejen vestpå til Hollingsted.

Volden er velbevaret, kun med ødelæggelser ved norets bred og nordporten. Den afgrænser et areal på 24 ha. Volden har en meget kompliceret og ikke fuldt klarlagt bygningshistorie. Sikkert er det dog, at byvolden, også i sin ældste fase, er langt yngre end Hedebys grundlæggelse, ligesom den sandsynligvis har indgået i Danevirke-fæstningen, også efter efter at Hedeby blev ødelagt af slaviske stammer i 1066. En udgravning ved nordporten tværs gennem volden afslørede ni byggefaser. Den første vold er mindst 2,5 meter høj, konstrueret af træ, græstørv og sand. På ydersiden var den omgivet af en dyb voldgrav. Volden er anlagt oven på bebyggelsesspor fra 900-tallet, men eksisterede, da forbindelsesvolden blev bygget i 968. Den er således anlagt i begyndelsen af 900-tallet, sandsynligvis i forbindelse med en militær trussel mod byen.

Nord for Hedeby findes et langstrakt højdedrag, kaldet Borghøjen. Det skjuler byen for sejlskibe på Slien. En lav jordvold afgrænser på højtoppen en langstrakt borgvold, hvortil en portåbning i nordøst giver adgang. Borganlægget er udateret, og det er derfor rent gætteri, når anlægget opfattes som et befæstet tilflugtssted for Hedebys tidligste indbyggere.

Flere andre steder omkring Hedeby ligger gravhøje og andre oldtidsminder fra forskellige dele af oldtiden. Se Danhøjene, Skardestenen, Store Sigtryg-stenen, Lille Sigtryg-stenen og Erik-stenen.

Den ældste bebyggelse ved Hedeby Nor, dateret til midten af 700-tallet, blev anlagt syd for halvkredsvolden, formentlig på initiativ af frisiske købmænd. Man kan næppe tale om en bymæssig bebyggelse. Der var vel tale om en sæsonbetonet handelsplads. Det samme gælder for nogle bebyggelsesspor ved voldens nordside. Hedebys egentlige grundlæggelse kan sættes til 808. Det år berettede de frankiske rigsannaler, at "danerkongen Godfred ødelagde en handelsplads, Reric, og slæbte købmændene med sig til havnen ved Sliesthorp". De arkæologiske undersøgelser har vist, at træerne, hvoraf de centrale dele af Hedeby blev bygget, blev fældet i 811. Herefter optrådte Hedeby regelmæssigt i de skriftlige kilder indtil ødelæggelsen i 1066. Det var en søhandelsstad, hvortil strømmede handelsfolk fra alverdens lande.

Hedeby var et knudepunkt for handelen både mellem Norden og Centraleuropa og mellem det østlige og vestlige Nordeuropa. Man handlede med alt: klæde, glasvarer, keramik, salt og vin fra Frankerriget. Angelsaksiske smykker. Krydderier og andre eksotiske varer fra Orienten. Jernmalm fra Sverige. Klæberstenskar, hvæssesten og hvalrostænder fra Norge. Hertil også mennesker, som vikingerne fangede på deres røvertogter. Hedeby var i sin tid et berygtet slavemarked.

Byens indbyggertal kan desværre ikke angives, men der er ingen tvivl om, at Hedeby i vikingetiden var en nordeuropæisk storby og den største by i Danmark.

Her blev Nordens formentlig første kirke også bygget. Det skete antagelig i 848. Med tilladelse fra den danske konge, Horik 1. skabte Ansgar her (og i Ribe fra 855) et udgangspunkt for den kristne mission i Norden. Kirken fik endog senere en klokke. Det er dog næppe den, som i 1978 er fundet i Hedeby havn. Nogle år senere fandt man ved udgravninger i det gamle byområde i Hedeby rester af en ca. 100 år ældre klokke, formentlig fra ca. 850. Disse rester dannede grundlag for rekonstruktion af den såkaldte Ansgar-klokke. 

I Hedeby blev også Nordens første mønter slået. Det skete i begyndelsen af 800-tallet. Mønterne er kun præget på den ene side og efterligner de frankiske mønter. Fra 900 og 100 år frem har byen en konstant udmøntning. Jævnsides hermed anvendes alverdens mønter  i forbindelse med handelen i Hedeby.

Byens storhedstid falder i 900-tallet. Da lå der bag volden en tæt bebyggelse omkring den plankebesatte bæk. I begyndelsen sørgede bækken for byens vandforsyning, senere fungerede den som åben kloak. Byen var delt i aflange grundstykker, eller parceller, indført allerede ved grundlæggelsen og respekteret gennem hele byens levetid. 

 

På de indhegnede grundstykker lå de mange huse gavlvendte ud mod plankebelagte gader. Ofte findes også et udhus og som regel en brønd.

Husene er gennemgående ret små. Byggeteknikken veksler mellem risflettede, lerklinede vægge og trævægge i stav- og bulkonstruktion. Taget var stråtækket. Husene havde lave døre mod gaden, men var oftest trukket nogle meter tilbage fra gadelinien. I byens yderkvarterer er fundet småbygninger med forsænket gulv - grubehuse.

Der er en tendens til, at husene vokser i størrelse - og deres ejer vel i social betydning - jo tættere man kommer på havnen. Det største hus er 6 x 15 meter.

Havnen var beskyttet af en halvcirkelformet pælespærring. For at komme ind, måtte man vide, hvor sejlløbet var. Man lagde til ved op til 60 meter lange, træbyggede skibsbroer. Langs disse er på havnebunden gjort rige fund af mønter, vægtlodder, matricer, støbeformer til smykker og mange andre ting, som gik tabt ved losning og lastning af skibene. Et særligt spændende fund er et helt vikingeskib. Det blev i sin tid sejlet brændende mod havnen, sandsynligvis under et erobringsforsøg. Men generelt lå Hedeby særdeles godt beskyttet mod vikinger og andre sørøvere. Det har krævet mere end almindeligt sømandskab at finde byen dybt inde ved bunden af Slien.

Der er ikke mange spor i Hedeby efter husdyrhold eller agerbrug. Byens fastboende borgere var købmænd og håndværkere. Talrigest er pottemageriets rester bevaret. Snedkere, tømrere og bådebyggere har efterladt sig spor i form af en del værktøj. En glassmelteovn fortæller, at man i hvert fald fremstillede glasperler.

En særlig rolle spillede tilvirkningen af hjortetak og knogler. Heraf fremstillede man kamme, knivskafter, smykker, spillebrikker, terninger og mange andre ting. De mange forskellige sko og støvler, for det meste af gedelæder, lader formode, at der også var læderhåndværk i byen. Lodder fra opretstående væve og rester af håndtene findes i så stor mængde, at man fristes til at tale om erhvervsmæssigt anlagt hjemmearbejde.

Talrige fund af jernslagger vidner om et livligt smedehåndværk i byen. Hertil kommer et højt udviklet kunsthåndværk. Fra ca. 850 slår omvandrende kunsthåndværkere sig ned i Hedeby. De boede tæt sammenstuvet i udkanten af den gamle bydel. I deres værksteder blev fremstillet smykker, også af ædle metaller, som handledes viden om.

Kilde: Klaus Ebbesen: Sydslesvigske oldtidsminder. Grænseforeningens årbog 1987.

Besøg Hedeby-museets hjemmeside på http://www.schloss-gottorf.de/haithabu