Tønning

Tønning omtales i en skrivelse angående kirken fra ærkebiskop Absalon i Lund år 1186. Byen nævnes også i kong Valdemars jordebog fra 1231. Tønning by er vokset ud fra det varft, kirken i dag står på, og som strækker sig ned langs den gamle Nordwegen, den nuværende Johann-Adolf Strasse.

I foråret 1982 har man i forbindelse med udgravninger til et supermarked over for kirken fundet potteskår og affaldsbunker, der tyder på en bosættelse her allerede i det 3.-4. århundrede af vor tidsregning.

Begunstiget af sin beliggenhed udviklede Tønning sig til et centrum for handel og skibsfart. Også militærstrategisk fik Tønning stor betydning i en periode som fæstningsby (1644-1714). Derfor har Tønning lidt meget under kamphandlingerne, f.eks. i fejderne mellem ejderstedere og ditmarskere 1403-46, hvor byen blev brændt af, samt i kampene mellem de danske konger og de gottorpske hertuger i det 17. og 18. århundrede.

1580-83 byggede hertug Adolf af Gottorp et slot i Tønning, der fik lov til at stå til 1735. I dag minder kun voldgraven i slotsparken og alléen herom.

Efter at Tønning 12. oktober 1590 havde fået købstadsrettigheder, skete der en masse i begyndelsen af det 17. århundrede. Gaderne udbyggedes, og mange nye huse opførtes. Mange af de gamle huse har gavlindskrifter, der stammer fra denne tid. Vigtigst var vel nok anlæggelsen af havnen i 1613. På den tid gik skibsfarten især til Nederlandene.

Et særligt opsving fik byens skibsfart ved åbningen af Ejderkanalen i 1784. Den store trafik mellem Nord- og Østersøen medførte stor aktivitet i havnen. 1803-06 oplevede Tønning en kort og hektisk opblomstring, da den under fastlandsspærringen fungerede som omladeplads for Hamborg. Det bragte hurtige gevinster, og indbyggertallet steg til 6.000.

Med åbningen af Kielerkanalen 1895 mistede Ejderkanalen sin betydning, og Tønnings havn blev aldrig mere den store omladeplads.

Indtil da havde studeeksporten spillet en stor rolle for Tønnings havn. Fra 1846 til 1889 var der en stor udførsel af levende slagtekvæg til London. Hver uge i sommer- og efterårsmånederne sejlede i gennemsnit 3 dampere fra Tønning til London. Da studehandelen i midten af 1870'erne var på sit højeste, androg eksporten årligt ca. 50.000 stk. hornkvæg og ca. 60.000 får.

Afgørende betydning for den livlige handel havde også anlæggelsen af jernbanen Flensborg-Tønning i 1854, samt tilslutningen til det moderne vejnet med åbningen af en vej til Husum i 1844. I 1889 grundlagdes på Ejderdiget et skibsværft, der hurtigt voksede sig stort og i årene 1906-07 beskæftigede omkring 1600 mand. Byens indbyggertal voksede kraftigt i denne periode, men 1925 var værftet blevet urentabelt og måtte lukke. Den ringe vanddybde i Ejderen satte grænser for skibenes størrelse.

Den næste store arbejdspladsskabende virksomhed, der anlagdes, var vandflyverbasen mellem Tønning og Olversum i tiden op til 2. verdenskrig. Startbanerne blev ødelagt efter krigen, men bygningerne er den dag i dag i brug. I ca. 20 år efter krigen havde en eternitfabrik med et par hundrede beskæftigede til huse i de gamle haller. I dag finder vi i nogle af de gamle hangarbygninger ved Ejderstranden en pumpefabrik, og ved indkørslen til Tønning en trafiklysvirksomhed som de største arbejdspladser.

I dag ligger Tønning langt fra de store befolkningscentre. På grund af en dårlig infrastruktur med ringe offentlige transportmuligheder og dårligt udbyggede vejforbindelser til det store motorvejsnet, er det i dag meget svært at skaffe ny industri og nye arbejdspladser til byen. Ved siden af rejefiskeriet, der også giver en hel del arbejdspladser i land, er det sæsonbetingede ferie- og turistvæsen i dag Tønnings vigtigste erhverv.

Når der ikke kommer arbejdspladser til byen, må de arbejdssøgende søge andre steder hen. Tønnings befolkningstal falder derfor støt og roligt. I 1990 har Tønning 4.800 indbyggere.

Af Thorbjørn Ydegaard.