Her er retningslinjerne for nyt programformat
I midten af december får alle medlemmer af Grænseforeningen et nyt hæfte i postkassen. Fremover udkommer lokalforeningernes programmer nemlig som en samlet udgivelse hvert halve år.
Det nye format blev præsenteret på Grænseforeningens lokalforeningsmøde lørdag den 3. oktober i Middelfart.
Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
Af Alexander Leicht Rygaard
Grænseforeningens lokalforeninger arrangerer hvert år et hav af foredrag, sangaftener, busrejser, fællesspisninger og meget mere.
De mange programpunkter har været samlet i individuelle programmer for hver enkel lokalforening, men til næste udgivelse i midten af december får programmerne nyt format.
Fremover udkommer lokalforeningernes programmer nemlig som en samlet udgivelse, der sendes til alle medlemmer af Grænseforeningen hvert halve år. Udsendelsen sker sammen med magasinet Grænsen i juni og december.
Det har Grænseforeningens hovedbestyrelse besluttet på baggrund af en samlet og grundig vurdering, herunder af både økonomiske og praktiske forhold.
Tidligere var det ikke alle lokalforeninger, som havde deres eget program. Med det nye format bliver alle arrangementer i Grænseforeningens lokalforeninger samlet ét sted til inspiration på tværs og for medlemmer i nærliggende lokalforeninger.
Et udkast til det nye format blev præsenteret på Grænseforeningens lokalforeningsmøde lørdag den 3. oktober i Middelfart. Fremvisningen gav et par kommentarer, som bliver taget med i overvejelserne omkring det endelige resultat, som skal lande i postkasserne landet over til december.
Nyt format, men (næsten) samme retningslinjer
Men hvad betyder det nye format så for fremgangsmåden for lokalforeningerne?
Det er vigtigt at fremhæve, at det nye format kun får minimal betydning for, hvordan man som lokalforening skal lave sit program.
- Lokalforeningerne skal fortsat uploade deres arrangementer til Grænseforeningens hjemmeside inden den givne deadline. Til næste udsending er deadline søndag den 1. november, så vi kan gå i gang med stoffet om mandagen.
- Der er fortsat et loft på 400 tegn m. mellemrum pr. arrangement.
- I programmet bliver der plads til ét billede, hvis man har 1-4 arrangementer.
- Har man 5-8 arrangementer, giver det to billeder.
- Billederne skal fortsat uploades til hjemmesiden, sendes gennem http://www.wetransfer.com, eller sendes på mail som vedhæftede filer (vær opmærksom på, at en mail har et maksimum på 30MB).
- Lokalforeningerne vil fortsat få deres programpunkter til korrekturlæsning.
- Det er fortsat muligt at bestille et ekstra antal programmer til uddeling. Det sker ved at sende en mail til info@graenseforeningen.dk med det ønskede antal (maksimum er 50 stk.), samt hvilken adresse programmerne skal sendes til, inden den gældende deadline, som altså næste gang er 1. november.
- Det samlede program vil også være tilgængeligt på Grænseforeningens hjemmeside som PDF.
Husk, du kan finde gratis billeder i Grænseforeningens Billedbank. Husk altid kreditering af fotografen. Følg linket her: https://www.dropbox.com/scl/fo/fqgybsd6cj09vznnaelog/h?rlkey=zx0letqp3xpu8uxehuyvn1t49&e=1&dl=0
Fik du ikke set udkastet til nyt format for lokalforeningsprogrammerne, kan du finde det som PDF her: https://graenseforeningen.dk/sites/graenseforeningen.dk/files/2026-10/Gr-lokalforeninger_TRYK.pdf
Med det nye format udgår lokalforeningskalenderen i magasinet Grænsen. Det er fortsat muligt at se alle arrangementer på Grænseforeningens hjemmeside på følgende link: https://graenseforeningen.dk/arrangementer
Eventuelle spørgsmål kan rettes til info@graenseforeningen.dk