Mirco Reimer-Elster er genvalgt som formand for Grænseforeningen

De næste to år hedder formanden for Grænseforeningen fortsat Mirco Reimer-Elster. Den 39-årige sydslesviger blev genvalgt uden modkandidater søndag den 26. april ved Grænseforeningens Sendemandsmøde. 

Mirco Reimer-Elster har været formand for Grænseforeningen siden 2024.

Mirco Reimer-Elster har været formand for Grænseforeningen siden 2024.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Af Alexander Leicht Rygaard

Mirco Reimer-Elster fortsætter som formand for Grænseforeningen.

Det står klart, efter at den 39-årige sydslesviger blev genvalgt for en toårig periode ved Grænseforeningens Sendemandsmøde 2026 søndag den 26. april på Hotel Koldingfjord.

”Jeg kan kun sige tusind tak for tilliden. Jeg er enormt glad for at have fået to år mere som formand for Grænseforeningen. Det er en vigtig periode, vi er i gang med. Det handler om at gøre vores forening relevant og fremtidssikre den, især for medlemmerne, så vi kan være her både i den kommende tid og i de kommende årtier. Jeg er meget fortrøstningsfuld med hensyn til det, især efter dette enormt vellykkede Sendemandsmøde”, siger Mirco Reimer-Elster. 

Mirco Reimer-Elster blev genvalgt uden afstemning, da der ikke var modkandidater. Genvalget blev således godkendt af forsamlingen ved klapsalver. 

Mirco Reimer-Elster blev genvalgt uden modkandidater.

Mirco Reimer-Elster blev genvalgt uden modkandidater.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Forinden valget havde Mirco Reimer-Elster understreget Grænseforeningens fortsatte vigtighed i sin mundtlige beretning. 

”Grænselandets historie lærer os, at fællesskab ikke er noget, der opstår af sig selv. Det skabes af mennesker, der vælger at engagere sig. Og det er præcis dét, vi gør i Grænseforeningen. Derfor kan vi også se fremad med optimisme. Og så længe vi holder fast i det fællesskab og bliver ved med at udvikle det, så kommer vi til at stå stærkt. Også om ét, fem eller ti år.”, lød det fra Mirco Reimer-Elster. 

”Grænseforeningen står på et stærkt fundament. Vi har engagerede frivillige, dygtige medarbejdere og stærke samarbejdspartnere på begge sider af grænsen. Det er værd at huske hver evig eneste dag, også når solen ikke skinner over Grænseforeningen, som den heldigvis gør i dag. Og vigtigst af alt, så har vi en sag, der stadig både er relevant og nødvendig”, sagde formanden videre.

Mirco Reimer-Elster blev første gang valgt som Grænseforeningens formand i 2024, hvor han efterfulgte Peter Skov-Jakobsen, biskop af København.