Tilbage til nyhedsliste

Sekretær og general

10. marts 2026

Den nye generalsekretær i Sydslesvigsk Forening (SSF), Lasse Rodewald, mødte Grænseforeningens medlemmer på lokalforeningsmødet i Middelfart.

Den nye generalsekretær i Sydslesvigsk Forening (SSF), Lasse Rodewald

Den nye generalsekretær i Sydslesvigsk Forening (SSF), Lasse Rodewald, gjorde status på det første halve år som generalsekretær for Sydslesvigsk Forening til lokalforeningsmødet i weekenden.

Foto: Freja Ib Frederiksen Giebel

af Poul Struve Nielsen og Freja Ib Frederiksen Giebel

SSF-generalsekretær Lasse Rodewald erkender, at Sydslesvigsk Foreningen på mange måder også er udfordret på frivillighed. Så han kan nikke genkendende til nogle af de problemer, som den danske partner Grænseforeningen og dens lokalforeninger står overfor.

”Frivillighed er under forandring, i Sydslesvig og i Tyskland på meget lignende måder som i Danmark”, siger han.

SSF er det danske mindretals kulturelle hovedorganisation. Men i modsætning til det tyske mindretals i Danmark, hvor der er en fælles struktur, og formanden er formand for hele mindretallet, så er SSF en af flere danske organisationer i Sydslesvig.

I Flensborghus deler de rammer for arbejdet med Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) og det politiske parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW). Desuden er der Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig og Dansk Skoleforening, som holder til andre steder i Flensborg, og der er de danske kirker i Sydslesvig. Desuden forhandler de hver især med Sydslesvigudvalget, når det kommer til de årlige tilskud fra den danske stat til mindretallet. Men fundamentalt set skal organisationerne kunne finde ud af at samarbejde til fordel for Sydslesvigs ve og vel. Det gælder også årsmøderne, hvor Grænseforeningen i år skaber nye rammer for, at flere af foreningens medlemmer kan deltage.

”SSF er tovholder på og organiserer årsmøderne. Men det er hele det danske mindretals årsmøder. Måden de afholdes på, afspejler det gode samarbejde, som vi har”, siger Lasse Rodewald.

Men Lasse Rodewalds fokus de første måneder har især været på medlemmerne og aktiviteterne i SSF. Indledningsvist henviste Grænseforeningens formand, Mirco Reimer-Elster, til Lasse Rodewalds forgænger i SSF, Jens A. Christiansen, som værende mere general end sekretær. Grænseforeningens formand spurgte drilsk, hvad den nye generalsekretær så mon var?

”For at svare på det indledende spørgsmål. Du skal være mindst lige så meget sekretær som general, når man kommer ind i en forening, hvor frivillighed er et så bærende element. Så er man nødt til at komme ind på, hvad der sker i foreningen, og hvad medlemmerne ønsker”, siger Lasse Rodewald.

Han fortæller, at der sker en masse, og at folk gerne vil SSF - og engagementet i det danske mindretal. 

”De vil gerne bidrage med en frivillighed, for eksempel stå for et arrangement, bidrage med ideer eller bage en kage til f.eks. en sommerfest. Men det bliver i højere grad en udfordring at få besat f.eks. bestyrelsesposter i vores distrikter. Langt de fleste distrikter fungerer fortsat, men der er en tydelig tendens, at det er svære at få medlemmerne til at tage dette individuelle ansvar. Tiderne og frivilligheden ændrer sig. Det er ikke mindre engagement, det er bare en anden måde at være frivillig på. I tæt kontakt med foreningens folkevalgte skal vi lede foreningen i en retning, der kan tage højde for disse forandringer,” siger han.

Så Grænseforeningen er ikke alene om at have en strukturdiskussion. Det har de også syd for grænsen i samarbejdsorganisationen SSF.

”SSF må ikke blive en forening, hvor alt kommer fra sekretariatet, der skal ikke være kulturtransport ned til distrikterne. Det lokale medejerskab er afgørende – og dermed skal der være lokale funktioner. SSF er medlemmernes og hele det danske mindretals forening med høj aktivitet i hele Sydslesvig – og det skal afspejle sig i vores opbygning. Jeg ser frem til at se på vores opbygning, og den vedtægtsdiskussion tager vi nu. Der diskuteres om mulighed for ressourcepersoner, fælles bestyrelser og lignende. Jeg kan fornemme et stort ønske i foreningen om, at der sker en forandring her,” siger Lasse Rodewald. 

Han tilføjer, at han personligt ønsker at udnytte den kæmpe ressource, der ligger i forsamlingshusene.

”Det er en fantastisk dansk tradition. Hvordan får vi skabt endnu mere aktivitet og dansk liv? 

Der blev blandt andet spurgt ind til Dannevirke Museum, som er under ombygning.

”Vi glæder os også til Danevirke Museum. Vi har rejsegilde/hejsegilde den 26. marts 2026. Det er et stort skridt som viser, hvor langt projektet er skredet frem. Åbningen af det helt nye museum, som kan realiseres takket være donationer fra A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden er sat til forsommeren 2027. Det bliver et museum primært om Danevirkes fascinerende historie på indtil videre mindst 1500 år.”

”Selvfølgelig tages der også højde for det danske mindretal på det nye museum, men udstillingen omhandler primært forsvarsværkets mangfoldige fortællinger.  Det er vores meget kompetente museumsleder som står for udviklingen af udstillingen. Det bliver spændende og et fantastisk sted. Fra sommeren 2027 er I alle inviteret”, siger Lasse Rodewald.

Den ny generalsekretær i SSF er student fra Duborg-Skolen i Flensborg, opvokset i mindretallet og uddannet historiker fra Københavns Universitet. Og så er det endnu et godt eksempel på de nye tider, hvor danskere og tyskere står sig godt med hinanden, at hans tidligere arbejdsplads er den tyske udenrigstjeneste, Auswärtiges Amt. Lasse Rodewald kom nemlig til SSF fra et job som kultur- og pressechef på den tyske ambassade i København.

Lasse Rodewald til lokalforeningsmødet i Middelfart

Foto: Freja Ib Frederiksen Giebel