Ny bustur til Sydslesvig planlægges til efteråret

Grænseforeningens sekretariat har i oktober 2025 og marts 2026 stået bag busture til det dansk-tyske grænseland. Det fortsætter til efteråret, hvor endnu en tur planlægges, denne gang under temaet ’Mindretalsorganisationer i grænselandet’.

Den første Sydslesvig-tur fandt sted i oktober 2025.

Den første Sydslesvig-tur fandt sted i oktober 2025.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Af Alexander Leicht Rygaard

Til september går turen igen til Sydslesvig og resten af det dansk-tyske grænseland.

Grænseforeningens sekretariat gentager nemlig succesen og inviterer igen medlemmer med på en busrejse til hjemstavnen for det danske mindretal. 

”Det er med stor glæde, at vi igen kan gå i gang med planlægningen af en bustur til Sydslesvig for Grænseforeningens medlemmer. Det dansk-tyske grænseland emmer af spændende fortællinger, og jeg er glad for, at vi kan give vores medlemmer mulighed for at opleve mindretallenes hverdag og grænselandets historie på tætteste hold”, siger Mirco Reimer-Elster, formand for Grænseforeningen. 

Grænseforeningens sekretariat stod i oktober 2025 og marts 2026 bag tredages busture til grænselandet med temaet ’70-året for København-Bonn Erklæringerne’. Her besøgte deltagerne bl.a. Knivsbjerg, mødested for det tyske mindretal i Sønderjylland, Flensborghus, hovedkontor for det danske mindretal i Sydslesvig, samt det slesvig-holstenske delstatsparlament, Landdagen, i Kiel.

Temaet for turen til efteråret 2026 bliver ’Mindretalsorganisationer i grænselandet’. Her vil fokus være på at besøge flere af det danske mindretals organisationer for at høre om deres historie, det daglige virke i mindretallet og deres betydning for mindretallets kultur og identitet.

”Vi har modtaget mange gode bud på temaer og oplevelser til den næste tur, og vi har da også selv haft et par idéer i ærmet. Jeg glæder mig til at løfte sløret for det fulde program, når vi kommer lidt længere med planlægningen”, siger Pia Michella Press, der er organisationskonsulent og rejsearrangør i Grænseforeningen.

”De første to ture er gået rigtig godt, og vores medlemmer har taget godt imod det nye rejsetilbud. Der har været masser af godt humør, og jeg ser frem til igen at indtage rollen som rejseguide”, tilføjer Pia Michella Press.

Den næste Sydslesvig-tur vil finde sted i september måned. Så snart datoerne er på plads, bliver det meddelt i Medlemsnyt. Det er forventningen, at der vil være omkring 35 pladser på turen, og at den igen vil vare tre dage.