Nye rammer for bestyrelsen
Grænseforeningens 1. næstformand, Else Tornbo, fremlagde på lokalforeningsmødet hovedbestyrelsens forslag til en fremtidig sammensætning af bestyrelsen, der tager højde for sundhedsreformen og den kommende fordeling af regioner i Danmark.
Grænseforeningens 1. næstformand, Else Tornbo, præsenterede hovedbestyrelsens forslag på lokalforeningsmødet i Middelfart.
Foto: Freja Ib Frederiksen Giebel
af Poul Struve Nielsen og Freja Ib Frederiksen Giebel
Hovedbestyrelsen indstiller, at der fra 2027 er en bestyrelse på syv medlemmer, og at den geografiske struktur i Grænseforeningen følger antallet af regioner i Danmark, så der fremover er fire regioner i stedet for fem.
Det fremlagde Grænseforeningens 1. næstformand, Else Tornbo, på lokalforeningsmødet i Middelfart i weekenden.
”Dem, der vælges for regionerne, vælges for tre. Dem, der vælges på landsbasis, vælges for to år på det førstkommende sendemandsmøde. Når vi kommer til den periode, hvor disse to perioder rammer hinanden, så ændrer vi, så det bliver skiftevis, ligesom vi gør nu, hvor halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert år,” sagde Else Tornbo.
Der skal vælges fire bestyrelsesmedlemmer, et fra lokalforeningerne i hver region, for tre år. Der skal vælges yderligere to medlemmer fra hele landet for to år, og formanden vælges direkte af sendemændene. I dag er der 12 medlemmer af bestyrelsen inklusive formanden.
Det kræver en overgangsperiode, og her indstiller hovedbestyrelsen at hovedbestyrelsesmedlemmerne, som er på valg i 2026, fortsætter et år, så der ikke bliver valg til bestyrelsen, men kun valg til formandsposten, i år. Det er en beslutning, der skal træffes af sendemændene på sendemandsmødet.
Det betyder også, at alle bestyrelsesposter er på valg i 2027, hvor der vil være 38 lokalforeninger fordelt på de fire regioner i Danmark: Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Østdanmark.
En historisk gennemgang viste, at der i 1921, da de sønderjyske foreninger netop havde slået sig sammen til Grænseforeningen i kølvandet på den nuværende grænsedragning, var 39 lokalforeninger. I 1965 toppede tilslutningen, hvis man ser på antal lokalforeninger, med 372, og i 2026 er der 38, næsten det samme som i 1921.
Midt 1960’erne var der også mere end 70 medlemmer af hovedbestyrelsen, hvor der i begyndelsen var lidt mere end 20.
Men tilbage til nutiden – og fremtiden. Forslaget affødte en debat. Der blev argumenteret for, at man godt kunne beholde den nuværende struktur, selv om sundhedsreformen betyder, at der med oprettelsen af Region Østdanmark er færre regioner i Danmark. Else Tornbo svarede, at der i Grænseforeningens vedtægter står, at alle medlemmer er regionsvalgte.
Der blev også nævnt, at det er svært at få folk til at stille op til hovedbestyrelsen, og at det derfor er en fordel at være på forkant med udviklingen i lyset af det faldende medlemstal.
”Det er svært at finde medlemmer, som ønsker at indtræde i bestyrelsesarbejdet. Både på landsplan og i lokalforeningerne. Derfor har vi brug for at ændre strukturen,” sagde Else Tornbo.
Det blev ligeledes diskuteret, om der stadig vil være brug for to næstformænd, hvis der kun er syv bestyrelsesmedlemmer. Lige nu fremgår det af vedtægterne, at hovedbestyrelsen konstituerer sig med en 1. og en 2. næstformand, der sammen med formanden udgør formandskabet.
Grænseforeningens 1. næstformand, Else Tornbo, redegjorde for den historiske udvikling på lokalforeningsmødet i Middelfart i weekenden.
Foto: Freja Ib Frederiksen Giebel