Lærervejledning til "Lydvandring igennem Flensborgs historie"

Illustration til lydvandring Flensborg

Mette Post Riggelsen, 2026

Lydvandringen igennem Flensborgs historie er en vandrerute gennem byen, der har en lydfortælling tilknyttet. Byens historie formidles via stedspecifikke nedslag, historiske kilder og levendegjorte scener fra fortiden. Lydvandringen giver eleverne et indlevende møde med danmarks- og verdenshistorien og en mulighed for at flytte undervisningen udendørs.

Hvilken rute skal man gå, og hvordan finder man vej?

Lydvandringen er gratis og hentes via Spotify.

Gåturen er 5 km lang og starter ved udsigtsposten ved Duborg-Skolen, går bl.a. forbi Nordertor, Flensborghus og Istedløven og slutter ved fjordens munding (tæt på en iskiosk!).

I hvert afsnit guides I gennem ruten. Hvis man glemmer at lytte efter eller bliver væk, kan det dog være godt at have et kort ved hånden. Print kort over ruten herunder, eller brug rutebeskrivelsen på Google Maps.

Hvor lang tid tager det, og hvordan med pauser?

Lydvandringen har ni afsnit af 5-15 minutters varighed. Hvert afsnit er lavet til en særlig del af ruten, så I fx hører om Istedløvens fascinerende rejse, mens I hviler i dens skygge – samme sted som H.C. Andersen ved dens indvielse.

Afsæt 2 timer til at gå hele turen i ét stræk, eller del turen op med en frokostpause eller over flere dage. Hold fx pause efter afsnit 4 ved Neptunbrunnen lige i hjertet af det centrale strøg eller efter afsnit 6 i parken ved Istedløven.

Send evt. eleverne afsted i mindre grupper med nogle minutters mellemrum, så alle ikke går i én stor gruppe.

Husk at medbringe:

  • Høretelefoner
  • Opladte telefoner
  • Ordentligt fodtøj
  • Tøj, der passer til årstiden – hele lydvandringen foregår udendørs.

En lille ekstra udfordring

I afsnit 5 bliver eleverne – som en lille udfordring – bedt om at ringe til den danske generalkonsul på et dansk telefonnummer. Det er naturligvis ikke hendes rigtige nummer, men en telefonsvarer, de ringer til. Vær opmærksom på, at de kun ringer, hvis de er dækket af udlandstelefoni, så de ikke kommer hjem med en stor regning.

Faglig forberedelse eller efterarbejde i historiefaget

Lydvandringen kommer omkring væsentlige punkter i danmarks- og verdenshistorien og er derfor oplagt at tænke ind i historieundervisningen.

Turen kommer omkring følgende temaer og perioder:

  • Dronning Margrete 1.
  • Trekantshandlen
  • De slesvigske krige
  • Genforeningen
  • Påskekrisen
  • Mindretallenes fødsel og kamp for rettigheder samt København-Bonn-erklæringerne fra 1955
  • 2. verdenskrigs afslutning og nazisternes sidste bastion i Flensborg

Niveau, lytteformål og evaluering

Lydvandringen er udarbejdet med udskolings- og gymnasieelever som primær målgruppe. Den er opbygget som en fortælling, der ikke kræver specifikke forudsætninger, og kan både bruges til at starte et forløb op og til klasser, der allerede har arbejdet med stoffet i et stykke tid.

Uanset hvor langt I er, anbefaler vi, at der på forhånd arbejdes med at aktivere elevernes forforståelse, og at du hjælper dem med at skabe nogle lytteformål inden turens start. Hjemme i klassen eller på turen til Flensborg kan du fx bede eleverne om at snakke om og diskutere følgende spørgsmål:

  • Hvad er en grænse?
  • Hvordan kan en grænse se ud – og hvilken betydning kan det have, hvordan grænsen mellem to lande ser ud?
  • Hvordan og hvorfor har grænsen mellem Danmark og Tyskland ændret sig gennem tiden?
  • Hvad er et nationalt mindretal? Hvilke eksempler kan I give på forskellige slags flertal og mindretal?
  • Har I selv prøvet at være i flertal eller mindretal? 
  • Hvilke fordele og ulemper kan der være ved at være en del af enten et flertal eller et mindretal?

Stil de samme spørgsmål på vejen hjem, og hjælp eleverne til at få øje på, hvilke nye informationer, sammenhænge og forundringer de tager med sig fra lydvandringen.

Inspiration til undervisning – før eller efter lydvandringen

Lydvandringen behandler store historiske og eksistentielle temaer, så der er mange måder at gå til undervisningen på – både før og efter eleverne har oplevet den. Herunder har vi listet en række forslag.

Kanonpunkter og den store historie

Lydvandringen er oplagt at bruge i et forløb, der tager eleverne gennem nogle centrale kanonpunkter og giver et kronologisk overblik over perioden fra 1848 til 1920. Hvis du gerne vil forberede dine elever inden turen, vil det være oplagt at dykke ned i de slesvigske krige og forholdet mellem Danmark og Tyskland historisk set. Find inspiration, kilder og undervisningsaktiviteter her: Historie

Påskekrisen

I afsnit 3 kommer vi kort omkring påskekrisen i 1920, og hvis du vil bruge anledningen til at dykke mere ned i kong Christian 10.s fejlslagne magtovertagelse, anbefaler vi artiklen og aktiviteterne om påskekrisen.

Mindretalsrettigheder og -identitet

At der findes et tysk mindretal i Danmark og et dansk mindretal i Tyskland, er for mange unge ny viden. Historien bag og refleksioner over, hvordan mindretallene lever fredeligt blandt flertallene i dag, fylder en del, særligt i afsnit 2 og 4. Det kan være anledning til interessante snakke om mindretal i andre dele af verden og mindretalsidentitet generelt set. Find inspiration, kilder og undervisningsaktiviteter her:

Mindretallene i grænselandet
Identitet i grænselandet

Grænselandet i dag

Det dansk-tyske samarbejde har gennem årene ændret karakter og er i dag fredeligt. Lydvandringen behandler dette tema og trækker historien helt frem til i dag. Her finder du en aktuel undervisningsaktivitet med fokus på grænselandet i dag, som er oplagt, hvis det er den vinkel, I gerne vil arbejde videre med: Dansk-tysk samarbejde over grænsen

Flere grænsefortællinger i Sønderborg

I Sønderborg findes en anden lydvandring med grænsefortællinger. Den går mere i dybden med Stormen på Dybbøl, Genforeningen og det tyske mindretal i Danmark. Lyt med eller læs mere her.

Bagom

“Grænsefortællinger – en lydvandring gennem Flensborgs historie” er lavet for og med Grænseforeningen af Mette Post Riggelsen og lydfortællervirksomheden Lydskolen i 2026. Spørgsmål og kommentarer kan sendes til infor@graenseforeningen.dk.

Litteraturliste

I lydvandringen hører vi uddrag fra følgende skriftlige historiske kilder:

  • Kongens nytårstale 2024
  • Uddrag af H.C. Andersens erindringer Mit Livs Eventyr i udgaven Mit Livs Eventyr, Fortsættelse, udgivet af Jonas Collin, 1908, s. 94.
  • Quellen zur Geschichte der deutsch-dänischen Grenzregion / Kilder til den dansk-tyske grænseregions historie IV. Der nationale Gegensatz 1914-1933. Aabenraa / Flensburg 2001, s. 211-215.
  • Den 14. marts 1920 afholdtes der folkeafstemning i 2. zone, der omfattede Flensborg og Mellemslesvig. Avisartiklen, bragt i et særtryk af Flensborg Avis 14./15. marts 1920, giver et indtryk af den stemning, der herskede på dagen i Flensborg, og ønsket om at få alle til at stemme – trods regnvejr.

I lydvandringen hører vi uddrag fra følgende stykker musik:

  • ‘Det haver så nyligen regnet’ af Johan Ottosen, sunget til fællessang hos det danske mindretal i Flensborg i januar 2026.
  • ‘Æ’ Spritte’ af sanggruppen Vos