Sønderjyllands historie 1864-1920
Paragraf 5, edskampen og protestpolitikken
Af René Rasmussen, forsker, cand.mag., Danevirke Museum.
Ved fredsslutningen i Wien den 30. oktober 1864 måtte den danske konge overdrage sine rettigheder til hertugdømmerne Slesvig og Holsten til kongen af Preussen og kejseren af Østrig-Ungarn, der regerede landene i fællesskab indtil deres indbyrdes krig i 1866. Preussen vandt også denne krig, og kejseren af Østrig-Ungarn måtte ved fredsslutningen i Prag den 23. august 1866 overdrage de rettigheder, han to år før havde vundet af den danske konge, til kongen af Preussen. Dette fremgik af § 5, der tilføjede: "at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal overdrages til Danmark, når den i en fri folkeafstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark." Tilføjelsen skete på den franske kejser Napoleon 3.s foranledning.
Med Pragfreden var vejen banet for hertugdømmernes indlemmelse i Preussen. Den skete den 12. januar 1867 med kong Wilhelms indlemmelsespatent og proklamation til indbyggerne i Slesvig og Holsten. Hertugdømmerne kom til at udgøre en provins i det preussiske monarki med en overpræsident i spidsen. Han residerede i Kiel, derefter i Slesvig og siden igen i Kiel.
Af hensyn til den slesvig-holstenske enhedstanke undlod man at dele provinsen i to regeringsdistrikter, men nøjedes med én regering og én regeringspræsident, der blev placeret i Slesvig. Bortset herfra blev administrationen strømlinet efter den almindelige preussiske model med kredse og landråder i stedet for amter og amtmænd, adskillelse af den dømmende og udøvende magt, således at herredsfogderne (fra 1889 amtsforstanderne) udelukkende var politimyndighed, mens domsmyndigheden lå hos amtsretterne. Der indførtes i 1869 en særlig slesvig-holstensk købstadsordning, og på landet blev der endelig skabt et moderne kommunestyre med landsbyerne som de nederste, undertiden bittesmå, kommunale enheder. Den preussiske administration betød både en gennemgribende modernisering og en vis demokratisering af hertugdømmernes styre. Også den øvrige preussiske lovgivning indførtes snart i hertugdømmerne. Efter dannelsen af det tyske kejserrige i 1871 fulgte yderligere den tyske rigslovgivning.
De mange reformer inddrog også Nordslesvig uden at tage højde for Pragfredens § 5. Derimod fik denne stor betydning for den danske holdning. Eftersom paragraffen syntes at stille en snarlig genforening af Nordslesvig med Danmark i udsigt, fandt mange danske embedsmænd, præster og lærere det urimeligt, at de efter hertugdømmernes indlemmelse i Preussen skulle aflægge ed til den preussiske konge for at kunne beholde deres stilling. Følgelig nægtede mange at aflægge eden, hvilket førte til afskedigelser.
Det samme krav om edsaflæggelse på den preussiske forfatning blev stillet til de nordslesvigske deputerede, Hans Andersen Krüger og Nicolai Ahlmann, der var blevet valgt til landsdelens repræsentanter i den preussiske landdag. De to landdagsmænd ville kun aflægge eden "under forbehold af den ved Pragfreden befolkningen i Slesvigs nordlige distrikter tilsikrede ret til fri afstemning og valg af undersåtlige stilling."
Landdagen ville imidlertid kun acceptere en uforbeholden edsaflæggelse, hvorefter de to landdagsmænd måtte nedlægge mandaterne, og der blev udskrevet suppleringsvalg. De to genopstillede og blev valgt igen, hvorefter scenen gentog sig: De kunne kun aflægge betinget ed på forfatningen og nedlagde derefter mandaterne. Dette gentog sig – fra 1875 med Hans Lassen i Nicolai Ahlmanns sted – med små variationer i de følgende 14 år indtil 1881.
I den tyske rigsdag, hvortil nordslesvigerne sendte en enkelt delegeret, og hvor man ikke forlangte nogen edsaflæggelse, benyttede den delegerede, Hans Andersen Krüger, den taktik at gribe enhver lejlighed til at tage ordet, henvise til det uopfyldte løfte, der var indeholdt i paragraf fem, og protestere imod, at løftet endnu ikke var blevet opfyldt.
Denne politik blev kendt som "edsnægtelse" og "protestpolitik" , og den blev fortsat indtil Hans Andersen Krügers død i 1881.
I 1878 ophævede Østrig og Preussen bestemmelserne i Pragfreden om Nordslesvigs ret til til en afstemning. Traktaten blev dog først offentliggjort året efter. Dette forstærkede de indvendinger, der allerede forinden internt i den danske bevægelse var blevet rejst imod edsnægtelse og protestpolitik. Kritikerne mente, at den demonstrative protestpolitik nok havde haft en vis effekt i agitationen, men at denne effekt havde været stadigt svindende. Desuden var de dansksindede embedsmænd, der var blevet afskediget pga. edsnægtelse, blevet erstattet af regeringstro folk, der arbejdede i fortyskningens tjeneste. Det havde følgelig været bedre, om dansksindede havde aflagt eden og var blevet på deres post, mente de nordslesvigere, der kom til at gå under navnet edsaflæggerne. Disse mente også, at landdagsmændene burde aflægge eden, som altså kun var at betragte som en formalitet, og indtage sæderne i landdagen. Her kunne der nemlig gøres et stykke praktisk, politisk arbejde til gavn for de danske sønderjyder.
De to synspunkter stod skarpt over for hinanden, og da landdagsmanden Hans Lassen, der som nævnt i 1875 havde afløst Nicolai Ahlmann, i 1882 aflagde eden, og Krügers efterfølger, A.D. Hørlück, nægtede den, var splittelsen i den danske lejr en kendsgerning. Først i 1888 endte "edskampen" med edsaflæggernes sejr, idet Hørlücks efterfølger, Gustav Johannsen, aflagde eden. Herefter aflagde alle følgende nordslesvigske landdagsmænd ed på den preussiske forfatning. Heller ikke i rigsdagen blev Krügers taktik videreført af hans efterfølgere, Hans Lassen (1881-1884), J.P. Junggreen (1884-1886) og Gustav Johannsen (1886-1901).
Også ophævelsen af paragraf fem i 1878 splittede nordslesvigerne i en "protestfløj" og en "forhandlingsfløj". Protestfolkene, hvis frontfigur var redaktør af Flensborg Avis, Jens Jessen, betragtede ophævelsen af paragraf fem som ugyldig. De holdt på, at når to parter indgår en aftale til gavn for en tredjepart, så har tredjeparten opnået en ret, som de to parter ikke uden videre kan ophæve igen. De danske nordslesvigere havde følgelig fortsat en traktatlig ret til genforening med Danmark, som sammenholdt med deres historiske og folkelige ret udgjorde treenigheden i protestfolkenes agitation for danskhedens ret syd for Kongeåen.
Forhandlingsfolkene, hvis frontfigur i løbet af 1880'erne blev H.P. Hanssen, så hævdelsen af paragraf fem som en stopklods, der spærrede for flere ting: For det første spærrede en stadig pukken på den måske tvivlsomme traktatlige ret for det mere folkelige arbejde med sprog og kultur, der skulle skabe en stærk og levende dansk befolkning. For det andet spærrede det for forhandling og samarbejde med frisindede tyske grupper med henblik på at opnå konkrete forbedringer af de danske sønderjyders vilkår. Dette ville f.eks. lette det folkelige arbejde. Selv ikke den mest frisindede tyske politiker ville nemlig samarbejde med folk, der ved fastholdelse af paragraf fem åbenlyst arbejdede for at løserive dele af riget. Forhandlingsfolkene fandt det derfor nødvendigt med i hvert fald tilbageholdenhed m.h.t. paragraf fem i den danske agitation. De påkaldte sig i stedet den mere uhåndgribelige "folkenes selvbestemmelsesret"; et princip, de mente havde fremtiden for sig i Europa.
Også protestfolkene lagde stor vægt på det folkelige arbejde, men de fandt, at en opgivelse af artikel fem var at nedlægge det mest virksomme våben i dette arbejde. De mente, at en opgivelse af artikel fem var det samme som en opgivelse af kravet og håbet på en genforening, og de mente desuden, at den krænkede retsfølelse, som ophævelsen afstedkom blandt sønderjyderne, havde en stærk mobiliserende effekt, som man ikke burde fraskrive sig. Det folkelige arbejde i sig selv havde ikke den samme effekt. Det har formentlig også spillet en rolle i denne forbindelse, at krænkelsen af retsfølelsen navnlig formodedes at have større effekt i de sydligste egne, hvor der hverken var ret meget dansk sprog tilbage at kæmpe for, eller var nogen mulighed for at gennemføre et politisk valg.
Denne konflikt afstedkom skarpe ordvekslinger og dybe konflikter mellem sønderjyderne. Navnlig i forbindelse med H.P. Hanssens valg til landdagen i 1896, hvor han blev afkrævet stillingtagen til § 5 forud for sin opstilling, og i forbindelse med optantkonventionen i 1907, der til gengæld for naturaliseringen af flere tusind statsløse sønderjyder bekræftede den danske regerings anerkendelse af ophævelsen af § 5.
Under afstemningskampen 1918-1920 gik protestfolkene overvejende ind for en grænse syd om Flensborg, hvorimod forhandlingsfolkene overvejende gik ind for en grænse nord om Flensborg. Også her var der dybe skel mellem sønderjyderne.
Begge holdninger, protesten og forhandlingen, kan genfindes i de fleste historiske og nutidige frihedsbevægelser rundt omkring i verden. Holdningerne er som regel umulige at forene i praksis, men begge er de åbenbart naturlige og nødvendige i en folkelig frihedskamp.
Skærpet preussisk mindretalspolitik og den nye hjemmetyskhed
Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.
Frem til slutningen af 1870'erne var hovedsigtet i den preussiske stats mindretalspolitik at integrere de dansksindede nordslesvigere som loyale statsborgere i det preussiske monarki. Politiets undertrykkelse rettede sig mest mod kritiske danske journalister og det danske møde- og foreningsliv samt de "optanter", som i henhold til fredstraktaten fra 1864 valgte dansk statsborgerskab for at unddrage sig værnepligt. Selve den danske nationalitet bekæmpede staten derimod næppe. Skolesprogsforordningen af 1871 indførte kun tyskundervisning i et omfang, som var nødvendigt for en tilværelse i det tyske samfund.
Fra slutningen af 1870'erne skærpedes imidlertid undertrykkelsen af de nationale mindretal. Den tyske nationalisme betragtede nu polakker og dansksindede nordslesvigere som "rigsfjender", der i løbet af en generation helst skulle blive tyskere såvel af sindelag som sprog. Den nye generation af embedsmænd var tilhængere af den tyske nationale ideologi og mere lydhøre for den nationalistiske presses krav om et hurtigere tempo i germaniseringen af de erobrede landsdele. I sin systematik og gennemtrængen af samfundslivet havde den preussiske assimilationspolitik over for polakker og danskere kun sin lige få steder i datidens Europa, men retssystemet satte dog visse grænser for vilkårligheden.
Den skærpede sproglige tvang over for de dansksindede nordslesvigere viste sig første gang i 1876 med indførelsen af tysk som eneste tilladte sprog i administrationen, om end med en længere overgangsperiode. I 1878 blev tysk indført som undervisningssprog i omtrent halvdelen af timerne i folkeskolen, og i 1888 blev det sidste skridt til skolens fortyskning taget med indførelsen af rent tysk skolesprog, bortset fra fire ugentlige religionstimer. Samme år lukkede myndighederne den sidste danske privatskole. Kirken var herefter det eneste sted i det officielle liv, hvor dansk stadig blev benyttet, men flere og flere tyske gudstjenester blev indført.
Lokale embedsmænd, der var ivrige for at fremme Nordslesvigs germanisering, oprettede i 1890 på initiativ af pastor C.J. Jacobsen i Skærbæk "Deutscher Verein für das nördliche Schleswig" ("Nordmarkverein") som en "fast organisation af rigstro elementer". Foreningens intentioner om et tysk kulturarbejde med bogsamlinger og foredragsmøder lykkedes kun til dels, men desto større blev foreningens bidrag til det wilhelminske Tysklands kejserkult og nationalistiske magtforherligelse. Krigerforeningerne fik betydelig udbredelse og arbejdede i samme retning. Denne nye hjemmetyskhed, der ideologisk ikke havde meget tilfælles med den ældre liberale slesvig-holstenisme, viste fra 1894 årligt sin styrke ved folkefesterne på Knivsbjerg.
På Skærbækegnen iværksatte pastor Jacobsen en række til dels temmelig vidtløftige egnsudviklingsprojekter, og på Røddingegnen tog lokale embedsmænd i 1891 med oprettelsen af "Ansiedlungsverein fürs westliche Nordschleswig" initiativ til en tysk kolonisering. Den preussiske stat involverede sig fra 1896 i den nationale kamp om jordressourcerne ved at opkøbe store gårde, som omdannedes til domænebrug, der kun blev bortforpagtet til tysksindede landmænd.
Disse initiativer førte dog ikke til Nordslesvigs hurtige germanisering, og fra slutningen af 1890'erne pressede lokale embedsmænd på for yderligere at skærpe undertrykkelsen af den danske bevægelse. Kejser Wilhelm 2., der frygtede en konspiration mellem de nærtbeslægtede kronede hoveder i England, Danmark og Rusland, tilskyndede samtidig den nye overpræsident E.M. von Köller til at føre en hårdere kurs. "Køllerpolitikken" begyndte i oktober 1898 med masseudvisninger af danske statsborgere, såvel tilvandrede tjenestefolk som bosiddende optanter. Landråden i Sønderborg forsøgte forgæves at true forældre med børn på skoler i Danmark til at kalde disse hjem, ellers ville landsbyens danske statsborgere blive udvist. Nordslesvigske dommere fratog i samme hensigt forældre opdragelsesretten til umyndige børn, hvad de højere retsinstanser dog underkendte. De danske foreninger blev bekæmpet. Den tyske Forening fik derimod tilskud fra overpræsidentens hemmelige dispositionsfond, der også støttede den tyske presse.
Den tyske Forening og højrepartierne ydede Køllerpolitikken begejstret støtte. Udvisningerne vakte dog ikke kun harme i Nordslesvig og Danmark, men også i udlandet og hos tyske liberale og socialdemokrater. Selv om danskheden led tab ved valgene, stod resultaterne ikke mål med indsatsen, og i 1901 forlod von Køller provinsen. Køllers efterfølger blev den farveløse bureaukrat von Wilmowski. Han gjorde over 1.200 dansksindede, der i årene 1864-70 i kortere eller længere tid havde opholdt sig i Danmark, til danske statsborgere. Ved dette "optantmageri" blev de tvunget til politisk passivitet, og flere udvistes.
Fra danskorienterede slesvigere til danske sønderjyder
Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.
Ophævelsen af § 5 og den skærpede fortyskning krævede en langsigtet forsvarsstrategi for den danske identitet i Nordslesvig. Som hos polakker, irere, tjekker og andre undertrykte nationale mindretal blev en gennemgribende organisering den danske bevægelses vigtigste modtræk. Resultatet af germaniseringspolitikken blev således en national massemobilisering i Nordslesvig.
I 1880 stiftedes Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig som kulturel hovedorganisation. "Sprogforeningen" oprettede danske bogsamlinger i sognene og udgav Den Blaa Sangbog med danske sange samt fra 1894 tillige Sprogforeningens Almanak. Den politiske organisering trak derimod noget ud på grund af indre brydninger mellem tilhængerne af den traditionelle protestpolitik og tilhængerne af et dansk parlamentarisk arbejde i den preussiske landdag. Først i 1888 lykkedes det at slå bro over modsætningerne. Den da 26-årige journalist H.P. Hanssen gennemførte oprettelsen af Vælgerforeningen for Nordslesvig og blev foreningens sekretær. I de kommende årtier befæstede H.P. Hanssen sin stilling i organisationerne, og han blev redaktør af avisen Heimdal, landdagsmand og rigsdagsmand. Som den første moderne mindretalsleder i den dansk-tyske grænseregion var han dog i stadig konkurrence med den konservative redaktør Jens Jessen fra Flensborg Avis, der ønskede protestpolitikken på basis af § 5 fortsat.
I 1892 stiftede vestslesvigske gårdmænd Den nordslesvigske Skoleforening, der indsamlede penge og ydede tilskud til unge fra mindrebemidlede hjem, så de i lighed med de bedrestillede danskeres børn kunne komme på efterskole, højskole eller landbrugsskole i Danmark. Skoleforeningen blev den største af de nationale foreninger.
Fra midten af 1880'erne oprettede de lokale nationale ledere mange steder danske foredragsforeninger, og fra begyndelsen af 1890'erne blev der taget fat på opførelsen af forsamlingshuse. Efter rigsdansk forbillede blev der her indført en helt ny mødeform med foredrag, oplæsning, fællessang fra Den blaa Sangbog, småtaler og kaffebord. Forsamlingshusene blev også brugt til gymnastik. De blev centre for en folkelig dansk modkultur til embedsmændenes og borgerskabets tysknationale dannelse. Deltagernes identifikation med det moderne Danmark ændrede deres bevidsthed fra dansksindede slesvigere til danske sønderjyder.
De danske nordslesvigeres nationale organisationer blev båret og ledet af gårdmænd. Husmænd, håndværkere og handlende havde også betydning, mens arbejdere kun sjældent blev medlemmer. Derfor blev det afgørende for den danske bevægelses udvikling, at gårdmandsstanden i det svagt industrialiserede og urbaniserede Nordslesvig kunne beholde sin position som samfundets grundpille. Helt anderledes gik det i Flensborg, hvor industrialiseringen ikke alene betød en stærk tilvandring af arbejdskraft, men også skærpede de sociale modsætninger, så en socialistisk arbejderbevægelse opstod og i løbet af 1880'ernes anden halvdel erobrede arbejderstemmerne selv fra en populær dansksindet kandidat som rigsdagsmand Gustav Johannsen. Stemmerne fra den svindende og socialt klemte skare af danske småborgere var ikke nok til at sikre ham genvalg. Danskhedens nederlag i Flensborg skyldtes dog også, at de dansksindede her på grund af deres altovervejende tyske dagligsprog var særlig udsat for at blive assimileret.
Landbrug, industri, amtsbaner, stationsbyer og byudvikling
Af Gerret Liebing Schlaber, forsker ved Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, ph.d. og dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.
Efter indlemmelsen i Preussen blev Sønderjylland i stigende grad integreret i den stærkt voksende tyske økonomi baseret på industrialiseringen. Landsdelen selv var dog overordnet set et landbrugsområde, der leverede fødevarer til de store tyske befolkningscentre. Det sikrede landbruget gode kår, at det tyske hjemmemarked kunne aftage hele produktionen til priser, som blev holdt kunstigt oppe ved hjælp af toldbeskyttelse. Det betød samtidig, at processen hen imod et stadig mere intensivt landbrug ikke blev så vidtgående som i Danmark, hvor erhvervet var afhængig af afsætningen på et verdensmarked præget af fri konkurrence. Særlig i midtlandet og langs vestkysten vedblev hovedvægten at ligge på opfedningen af kvæg, hvad de gode græsningsmuligheder i marsken og i engene langs de store åløb gav oplagte muligheder for. Langs østkysten fik mælkeproduktionen og svineavlen derimod øget betydning, og her vandt korn og roer frem på markerne på bekostning af græsset. Andelsmejerierne fandt dog udbredelse overalt i landsdelen i stort set samme tempo som nord for Kongeåen. Landboforeningerne og deres dyrskuer, foredragsmøder og landbrugsblade fik ligeledes stor betydning for intensiveringen.
Udviklingen i landbruget kom ikke mindst de mellemstore landbrug til gode, og de sønderjyske gårdejere udbyggede deres position som landsdelens førende sociale lag – hvad navnlig den danske bevægelse nød godt af.
Industrialiseringen i Sønderjylland havde sit centrum i Flensborg, hvor skibsværftet blev den dominerende, store industrivirksomhed. Det betød øget befolkningstilvandring, der nærmest tredoblede byens befolkningstal fra 1864 til 1914. Under de skærpede sociale vilkår, som den stærke vækst førte med sig, sluttede byens arbejderbefolkning sig snart til socialdemokratiet. Det betød et afgørende nederlag for byens danske bevægelse, der svandt ind til et lille mindretal. Andre faktorer som de fleste dansksindede flensborgeres tyske modersmål virkede i samme retning, da først byen var kommet under tysk styre.
I købstæderne langs østkysten var der også tale om en industriel udvikling, som dog blev mindre gennemgribende end i Flensborg. Vestkystbyerne blev derimod kun i begrænset grad præget af industrialiseringen. På landet fandtes teglværksindustrien omkring Flensborg fjord, som gav arbejde til tusinder i sæsonen. Først og fremmest var grundlaget for landsdelens industri dog tilfredsstillelsen af landbrugets behov for maskiner og redskaber samt forarbejdningen af landbrugets afsætning bl.a. af mælk til mejerierne og byg til bryggerierne. Da kvæg og svin blev afsat sydpå i levende live, voksede slagterierne ikke så stærkt.
Afsætningen af fødevarer og importen af kunstgødning etc. krævede forbedrede transportmuligheder. En vigtig faktor for udbygningen af infrastrukturen var jernbanenettet. Allerede i 1864 var Sønderjylland forbundet med det europæiske net, da østbanen blev færdig. For at undgå dyrt byggeri i bakkelandet gik vejen dog udenom østkystbyerne, som i stedet blev forbundet med stikbaner. Det medførte, at hidtil ubetydelige steder som kancelligodset Vojens, værtshusene Rødekro og Padborg og kirkebyen Tinglev kunne vokse til store stationsbyer. I 1881-88 blev vestbanen indviet, og lidt efter lidt fulgte mange sidebaner. Hele Tysklands første jernbane under amtsligt styre var forbindelsen Flensborg-Lyksborg-Kappel (1885), som blev forbillede for amtsbanerne i de nordslesvigske amter. Da man havde tilsluttet alt for mange byer og derfor bygget for kurverigt, blev disse baner snart urentable, og den sidste nordslesvigske amtsbane forsvandt i 1939.
På grund af de mange af- og udvandringer voksede befolkningen i Sønderjylland kun meget langsomt. Kun Flensborg oplevede en stor tilvækst, efter byens erhvervsliv havde tilpasset sig til de nye økonomiske strukturer. De nord- og vestslesvigske byer havde længe ingen gunstige konjunkturer, først efter århundredskiftet gik det fremad. Især Sønderborg profiterede af militæret i kraft af den nye marinestation.
Arbejderbevægelsen, Indre Mission og afholdsbevægelsen
Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.
Danskheden og tyskheden var ikke de eneste folkelige bevægelser, som fra de sidste årtier af 1800-tallet appellerede til sønderjyderne om tilslutning.
Arbejderbevægelsen vandt første gang frem i Sønderjylland omkring 1870, da det lykkedes Allgemeiner Deutscher Arbeiter-Verein (ADAV) at grundlægge afdelinger i de sønderjyske købstæder, først og fremmest i Flensborg (1868), senere og svagere i Aabenraa (1872), Sønderborg (1873), Haderslev (1873) og Tønder (før 1876). Da den tyske rigsdag i 1878 vedtog den såkaldte socialistlov, der forbød arbejderbevægelsens organisationer, var foreningerne i de nordslesvigske købstæder dog allerede temmelig inaktive. Under socialistloven 1878-90 var det kun i Flensborg, at arbejderbevægelsen kunne hævde sig – bl.a. ved illegal agitation, strejker, i sygekasserne og ved valgene – og på bekostning af den danske bevægelse. Fagforeningerne var ikke omfattet af socialistloven og vandt i reorganiseret skikkelse betydelig indflydelse i Flensborg, mens organiseringen blev mere spredt i det svagt industrialiserede Nordslesvig.
Ved århundredskiftet kom der igen liv i de socialdemokratiske partiforeninger i de andre sønderjyske købstæder: Haderslev (1897), Sønderborg (1898) og Aabenraa (1901). Noget egentligt gennembrud lykkedes dog stadig ikke uden for Flensborg. Det socialdemokratiske stemmetal ved rigsdagsvalgene steg, men andelen af stemmerne nåede i Nordslesvig før 1914 ikke over 6 %, i byerne ikke over 15 %; på landet holdt procenten sig under 4. Det skyldtes bl.a., at landarbejderne, landhåndværkerne og småbrugerne gennemgående var dansksindede og – modsat Flensborg – holdt sig til de danske kandidater. I 1911 stiftedes tilmed en "Dansk Arbejderforening for Nordslesvig", der dog kun fik nogle få hundrede medlemmer.
I den nationale kamp holdt socialdemokraterne klassemodsætningen mellem arbejdere og arbejdsgivere i hævd som den centrale samfundsmæssige konflikt, der for dem var vigtigere end de nationale modsætninger mellem dansk og tysk. Ligesom danskerne blev socialdemokraterne imidlertid anset som "rigsfjender" af de tyske myndigheder, og denne fælles udgrænsning af det tyske establishment gjorde ofte et dansk-socialdemokratisk samarbejde oplagt. Socialdemokratiet (SPD) fordømte hårdt Köller-politikken omkring århundredskiftet og støttede ved denne og andre lejligheder de danske rigs- og landdagsmænd. På SPD’s slesvig-holstenske partidag i 1902 vedtog partiet tilmed en resolution, der principielt støttede de danske krav om selvbestemmelse i henhold til paragraf 5. Samtidig befandt SPD og den danske bevægelse sig i et konkurrenceforhold om arbejderstemmerne, som satte grænser for samarbejdet. Og i den sidste ende bidrog arbejderbevægelsen, al solidaritet med de nationalt undertrykte danskere til trods, til disses integration i det tyske samfund, eftersom bevægelsen også i Nordslesvig indgik i den overordnede tyske organisatoriske sammenhæng.
Som en befolkningsdel, der var trængt i defensiven af fortyskningspolitikken og det moderne samfunds integrerende kræfter, måtte de dansksindede være betænkelige ved alle bevægelser, der overskred det nationale skel. Det gjaldt også de religiøse vækkelsesbevægelser. Siden begyndelsen af 1800-tallet var betydelige kredse blevet grebet af den religiøse vækkelse; det gjaldt især i den nordvestlige del. Fra 1860'erne blev denne vækkelse delt i to retninger. Den grundtvigske retning omkring højskolen i Rødding (så længe den fik lov at eksistere) og frimenighederne i Rødding og Bovlund fra henholdsvis 1874 og 1879 engagerede sig i den danske nationale kamp. Den hentede inspiration i den danske højskolebevægelse og formåede at etablere frimenigheder bl.a. i Vestslesvig og Sundeved samt Haderslev og Aabenraa.
Langt større udbredelse opnåede imidlertid den anden retning, den nordslesvigske Indre Mission, som ligeledes havde sit forbillede nord for Kongeåen, men som til gengæld længe forsøgte at holde distance til den nationale kamp. Efter forløberne Kirkelig Forening for Guds Riges Fremme i Slesvig fra 1868 og Evangelisk-luthersk Missionsforening for Nordslesvig fra 1875 oprettedes i 1886 Kirkelig Forening for Indre Mission i Nordslesvig, der frem til 1912 var den vigtigste kirkelige lægmandsorganisation. Foreningens førende personlighed i denne periode var pastor Hans Tonnesen i Hoptrup. Indre Mission ønskede at samle såvel tysk- som dansksindede om "det ene fornødne" kristne budskab, og dette lykkedes gennem flere årtier. Bevægelsen var i disse år præget af en stærk vækst med talrige missionshuse, det udbredte missionsblad Sædekornet og utallige møder og forsamlinger. Mange steder i det nordslesvigske midtland havde Indre Mission et stærkere greb i befolkningen end den danske og tyske bevægelse, som fra hver sin side forsøgte at vinde indflydelse på missionen.
Mens pastor Tonnesen efter århundredskiftet under indflydelse fra den moderne teologi talte for et større samfundsengagement i Indre Mission, herunder for dens aktive medvirken til en fredeliggørelse af den nationale konflikt, forlangte stærke konservative kredse en fortsat koncentration om det rent religiøse og en fornægtelse af "verden". I 1912 førte dette til en fraspaltning af sidstnævnte, der opbyggede den betydelige konkurrerende organisation Det Gamle Budskabs Indre Mission, mens Tonnesens tilhængere, tysk- såvel som dansksindede, forblev i Kirkelig Forening. Bruddet var i første række bestemt af teologiske modsætninger, men det nationale problem gjorde sig gældende på den måde, at "Det gamle Budskab" samlede dem, der for enhver pris ville være nationalt tilbageholdende, mens "Kirkelig Forening" rummede aktivister på både dansk og tysk side - sidstnævnte med sympati for den liberale Fredsforening.
I begge retninger af Indre Mission fordømte man ugudelige "mellemting" som kortspil og druk, dans og hor. Modstanden mod alkoholen fik imidlertid også sin egen folkelige bevægelse - afholdsbevægelsen. Også den fik betydelig tilslutning i Sønderjylland. I 1883 stiftedes den første afholdsloge med det passende navn "Pioneren" i Haderslev. Den tilhørte den internationale Independent Order of Good Templars (IOGT), men var som den grundtvigske og indremissionske bevægelse kommet til landsdelen fra Danmark. Allerede ved årsskiftet 1887/88 var bevægelsen så stærk, at der kunne stiftes en nordslesvigsk storloge - den første i Tyskland, men med dansk forretningssprog. IOGT-storlogen fik straks sit eget blad. I 1910 var der 88 lokale loger under storlogen.
Men også i afholdsbevægelsen var der forskellige retninger. I 1893 blev Nordslesvigsk Afholdsforening stiftet. Den tillod medlemmerne at drikke øl med lav alkoholprocent. Denne forening udgav også sit eget blad og havde tætte forbindelser til Danmark, men opnåede med knap 40 foreninger ikke den samme størrelse som IOGT Nordslesvigsk Afholdsforening havde en stærk dansknational ledelse.
Begge afholdsretninger virkede for medlemmernes afholdenhed via afholdsløfter, men forsøgte også at fortrænge alkoholen fra det offentlige liv gennem kampagner mod afholdsbevillinger til kroer og værtshuse og mod udskænkning på jernbanestationer etc.
Første Verdenskrig 1914-1918
Af Inge Adriansen, museumsinspektør, Sønderborg Slots Museum
Hele Sønderjylland var en del af Det tyske Kejserrige og måtte derfor som alle andre tyske områder deltage aktivt i 1. Verdenskrig. Den 31. juli 1914 blev Tyskland erklæret i krigstilstand. Alle krigsduelige mænd i alderen 18-44 år skulle møde på kasernerne den 2. august, og herfra blev de efter en uges træning sendt ud til fronterne.
Skellet mellem dansksindede og tysksindede nordslesvigere blev meget tydeligt ved mobiliseringen. Krigens udbrud blev modtaget med fortrøstning, undertiden begejstring af de tysksindede slesvigere, der drog til fronten i fast overbevisning om en hurtig tysk sejr og om hjemkomst fra fronten allerede før jul. For de dansksindede var det ikke blot en tung pligt, for mange af dem føltes det tragisk at blive indrulleret i en hær, som man ønskede nederlag for. Foråret og sommeren 1914 havde været præget af en tysk propagandaoffensiv rettet mod de danske organisationer, og den var blevet efterfulgt af mødeforbud, skærpet pressecensur og udvisninger. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at en række førende dansksindede sønderjyder, heriblandt rigsdagsmand H.P. Hanssen, blev arresteret umiddelbart ved krigens udbrud, fordi militæret og de civile myndigheder – ganske ubegrundet - tvivlede på deres statsborgerlige loyalitet. Det var umuligt for dansksindede at ønske sejr for en stat, der behandlede sine statsborgere således. I løbet af krigen, der kom til at vare over fire år, opstod der ofte et våbenbrødre-fællesskab mellem dansk- og de tysksindede soldater. Begge parter ønskede at bevare liv og lemmer, længtes efter familien og hjemstavnen og håbede på fred.
Også kvindernes livsvilkår blev ændret på afgørende vis under krigen. De måtte forsøge at udføre mændenes arbejde i landbrug, håndværk, industri, på kontorer og i butikker. Blandt soldaterne var et meget stort antal forsørgere, og deres koner var nu alene om ansvaret for hjemmet, børnenes opdragelse og måske den fælles bedrift. Hertil kom, at kvinderne måtte gå i konstant frygt for deres mand, sønner og brødre ved fronten.
Allerede i august 1914 blev der taget et stort antal allierede krigsfanger på både Østfronten og Vestfronten. Soldater blev anbragt i interimistiske fangelejre, da myndigheder troede, at det var en lynkrig, der hurtigt kunne afsluttes. Men sidst på året 1914 var det klart, at der blev tale om en langvarig krig, måske en flerårig styrkeprøve, hvis udfald ville afhænge af de enkelte staters ressourcer i industrien og i landbruget. Mange krigsfanger blev derfor anvendt som gratis arbejdskraft til erstatning af de indkaldte tyske soldater.
Til det nuværende Sønderjylland kom der omkring 7.000 krigsfanger som fremmedarbejdere, og hovedparten af disse var russere, men der var også englændere, franskmænd, italienere, rumænere m.v. I første omgang blev krigsfangerne anbragt i centralt beliggende fangelejre og bragt ud til gårdene på arbejde, senere kom de til at bo hos de enkelte familier, hvor de arbejdede. Det store antal fremmede soldater, der tilmed var statens fjender, gled forbavsende godt ind i det daglige arbejde, og der var kun ganske få voldelige episoder.
Fødevaremanglen blev mærkbar allerede fra 1915, og der indførtes rationeringer med brødmærker og mælkemærker. Især i byerne var det småt med levnedsmidler, og de tyske myndighederne forsøgte ihærdigt at fordele de begrænsede midler på en socialt retfærdig vis. Der blev indført maksimalpriser på de vigtigste fødevarer og oprettet folkekøkkener til bespisning af børn fra fattige hjem. Både private borgere og organisationer som Fælles-Landboforeningen for Nordslesvig dannede komiteer, der søgte at afhjælpe den værste nød. I dette store hjælpearbejde blev der ikke skelnet mellem dansk eller tysk.
I 1916 blev der opført et forsvarsanlæg tværs over Sønderjylland fra Lillebælt til Vesterhavet. Denne såkaldte Sicherungsstellung Nord skulle bruges til imødegåelse af en engelsk landgang i Esbjerg i det neutrale Danmark og herfra en engelsk invasion i Tyskland. Det var en meget stærk befæstningslinje, der bestod af to skyttegravskæder med over 800 betonkonstruktioner. Den var udbygget med veje, betonbroer, militære jernbaner og signal- og radiostationer. Den var bemandet lige til krigens afslutning, men uden at komme i anvendelse. Sicherungsstellung Nord blev fjernet i løbet af 1920'erne, da man ikke kunne have en befæstning af denne art liggende i Danmark - med fronten vendt mod nord.
Værnepligt og krigsdeltagelse hvilede lige tungt på de dansk- og på de tysksindede sønderjyder. Krigens brutale virkelighed var ens og rummede altid risikoen for, at man blev ramt af en kugle eller en granat. En række soldater valgte derfor under deres orlov at forsøge at flygte til det neutrale Danmark. Dette bevirkede, at de tyske myndighederne blev meget karrige med tildeling af orlov til dansksindede soldater, og dette førte til stor bitterhed i mange hjem. Hos andre fremmede det lysten til at forsøg faneflugt. I alt lykkedes det for omkring 2.400 soldater at flygte til Danmark, for manges vedkommende efter svære overvejelser, da myndigheder foretog repressalier over for soldaternes efterladte familier.
Trods myndighedernes forsøg på at sikre fødevarer og brændsel til alle blev det i stigende grad et problem for samfundets dårligst stillede at klare sig, først og fremmest arbejderfamilier i byerne og på landet havde meget vanskelige kår. Derfor kom der fra 1917 social uro med kvindedemonstrationer over for myndighederne og talrige klagesager. Mange mente, at landbrugsområdet Nordslesvig blev tvunget til at aflevere alt for mange fødevarer til store tyske byer som Hamborg. Selvom situationen her var langt alvorligere, føltes det alligevel urimeligt for mange, at der skulle sendes fødevarer sydpå, når mange nordslesvigske familier sultede i en vis grad.
I efteråret 1918 var Det tyske Kejserriges ressourcer ved at være opbrugte. En sidste, næsten desperat offensiv på Vestfronten var slået fejl, og i september opfordrede den tyske overkommando regeringen til at indlede fredsforhandlinger. Imidlertid trak det ud, og krigen endte først, da der udbrød revolution i november 1918. De krigstrætte tyske soldater sagde stop, og de blev bakket op af de dårligst stillede i det civile tyske samfund. Den 11. november 1918 blev der indgået våbenstilstand - krigen havde da varet i fire år og 2½ måned. Dens følger var næsten uoverskuelige på både kort og lang sigt.
I alt havde der været indkaldt omkring 30.000 mand fra det nuværende Nordslesvig (=Sønderjyllands amt), og af disse faldt omkring 5.200. De faldne efterlod sig cirka 1.500 enker og 5.000 faderløse børn. Endvidere var der i landsdelen efter 1920 omkring 7.000 invalider og krigsbeskadigede. Der var ikke blot fysiske følger af krigen, men også mentale. De oplevelser, som soldaterne havde haft i skyttegravene under krigen, kom til at præge mange af dem for livstid.
Afstemningen og Genforeningen
Af Martin Klatt, adjunkt, mag.art. ved Institut for Grænseregionsforskning
I oktober 1918 dannedes i kølvandet på den tyske revolution, der også i Sønderjylland førte til oprettelsen af lokale arbejder- og soldaterråd, en demokratisk regering i Tyskland for at søge fred hos de allierede på grundlag af den amerikanske præsident Wilsons 14 punkts-program, som blandt andet indeholdt folkenes selvbestemmelsesret. Det sønderjyske rigsdagsmedlem H.P. Hanssen udnyttede straks situationen ved også at kræve selvbestemmelsesretten anvendt på Nordslesvig; og han fik på baggrund af en tale i rigsdagen den 23. oktober 1918 den tyske socialdemokratiske udenrigsminister Solfs tilsagn om, at den nye tyske regering var villig til at indrømme de danske sønderjyder en afstemning om Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark.
I november 1918 vedtog Vælgerforeningen for Slesvigs bestyrelse den såkaldte Aabenraa-resolution på Folkehjem i Aabenraa at kræve den såkaldte Clausen-linje som fremtidig grænse. Denne linje, der er identisk med den nuværende dansk-tyske grænse, blev omkring århundredskiftet trukket af den danske historiker og sprogforsker H.V. Clausen. Den afgrænsede det område, som efter Clausens mening kunne indlemmes og assimileres i en dansk nationalstat. H.P. Hanssen var den førende talsmand for denne grænselinje. Aabenraa-resolutionen krævede det sønderjyske spørgsmål løst ved en folkeafstemning. Der skulle finde en-bloc afstemning sted i området mellem Clausen-linien og 1864-grænsen; tilstødende distrikter i Mellemslesvig skulle ligeledes indrømmes en afstemning, hvis den lokale befolkning ønskede det.
På anmodning fra H.P. Hanssen henvendte man sig efter mødet på Folkehjem til de allierede magter for at sikre Nordslesvig-spørgsmålets behandling under fredsforhandlingerne. Regeringen og flertallet i den danske rigsdag var enig i Aabenraa-resolutionens indhold. På trods af modstand fra ejderdanske og flensborgske kredse blev Aabenraa-resolutionen derfor i sidste ende grundlaget for den endelige afstemning.
Bortset fra socialdemokraterne stod de tyske kredse (Deutscher Ausschuss für das Herzogtum Schleswig) afvisende for enhver deling af Slesvig. De fik imidlertid ingen indflydelse på afstemningsreglerne, som var en del af Versailles-fredstraktaten.
Afstemningen foregik i to zoner. 1. Zone omfattede Sønderjylland ned til Clausen-linjen; anden zone bestod af Flensborg by og en stribe af sogne omkring Flensborg, den nordlige del af midtlandet og de nordlige frisiske øer. En midlertidigt planlagte tredje zone blev slettet efter indsigelse af den danske regering. I første zone blev der stemt en-bloc, mens stemmetallene i 2. Zone blev talt sognevis for at muliggøre grænsekorrekturer mod syd. På trods af stor valgpropaganda kom afstemningsresultatet til at bekræfte H.V. Clausens sindelagsgrænse: I første zone var den 10. februar 1920 74,9 % af stemmerne for Danmark, i 2. zone den 14. marts 1920 80,2 % af stemmerne for Tyskland. Der var dog tyske flertal i Højer, Tønder, Aabenraa og Sønderborg, som alligevel kom til Danmark på grund af en-bloc-princippet, hvilket tyskerne opfattede som uretfærdighed. De tyske flertal i Aabenraa og Sønderborg var dog knebne.
Det slesvigske spørgsmål blev ikke endelig løst med afstemningen. Hverken Tyskland eller det tyske mindretal anerkendte Clausen-linjen som grænse, kun det danske og det tyske socialdemokrati indgik i 1923 en aftale, hvor man accepterede Clausen-linjen som retfærdig grænse. Den danske regering gik uanset politisk observans ind for den nye grænse, men i nogle kredse af befolkningen fastholdt man ønsket om en sydligere grænse.
I maj 1920 indførtes kronemønten i første zone, og den 15. juni 1920 blev suveræniteten over Sønderjylland overdraget til Danmark. Den 10. juli red Christian 10. over den gamle grænse nord for Christiansfeld, og den 11. juli blev Genforeningen officielt fejret på Dybbøl Banke.