Köller-politikken
Betegnelse for den preussiske politik over for sønderjyderne i perioden 1. oktober 1898 til 1903, hvor overpræsident Ernst von Köller forsøgte at knække danskheden ved mødeforbud, masseudvisninger, fængselsstraffe og fratagelse af forældrerettigheder m.m. Denne politik førte til tilbagegang for de dansksindede, men også øget selvbevidsthed. Samtidigt blev Köller-politikken kritiseret så kraftigt af moderat tysk side, at Köller i 1903 måtte forlade landsdelen.
Köller-politikken bekymrede (sammen med tysk oprustning) i øvrigt den senere statsminister I.C. Christensen så meget, at han i 1902 sendte sin gode ven og fortrolige rådgiver L.C.F. Lütken på studieophold ved den tyske generalstab i Berlin, hvilket førte til underhåndsforhandlinger om en handel, hvor Danmark ville føre en tyskvenlig neutralitetspolitik i bytte for, at Nordslesvig kunne vende tilbage til Danmark.
