Protokol fra Sendemandsmødet

Grænseforeningen afholdte sin årlige generalforsamling, Sendemandsmødet, lørdag den 27. april i Messe C, Fredericia. Dagen bød flere vigtige valg, den afgående formands mundtlige beretning samt en debat om kontingentforhøjelse.  

Grænseforeningens Sendemandsmøde samlede 151 sendemænd og gæster lørdag den 27. april 2024 i Messe C, Fredericia.

Grænseforeningens Sendemandsmøde samlede 151 sendemænd og gæster lørdag den 27. april 2024 i Messe C, Fredericia.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Sendemandsmødet er den store festdag i Grænseforeningen, hvor vi markerer vores forenings demokratiske traditioner.

I lørdags var vi samlet 151 sendemænd og gæster i Fredericia, og det var en stor fornøjelse at se jer alle sammen og i fællesskab genbekræfte det store engagement for Sydslesvig og grænselandet. I alt var 32 af 47 lokalforeninger repræsenteret.

Der blev budt velkommen til Mirco Reimer-Elster, der er Grænseforeningens nye formand. Der blev også sagt tak for indsatsen til Peter Skov-Jakobsen, der efter fire år på formandsposten havde valgt ikke at genopstille.

Undervejs var der også et kulturelt indslag om krigen i 1864 og dens betydning i dag med udgangspunkt i værket ’De træer, de drypper endnu: 1864 i dansk politik’, som historiker Jens Lei Wendel-Hansen har skrevet.

“Hvis man skal tage en overordnet pointe i min bog, så mener jeg ikke, at vi har lært særlig meget af 1864, men vi har brugt den meget, fordi historien er et stærkt redskab. Men desto vigtigere er det, at man er kritisk over for historien eller for historiebrug, når politikere begynder at hive den op af hatten”, siger han.

I debatten deltog også Aabenraas borgmester, Jan Riber Jakobsen (K), og politisk kommentator Jarl Cordua. Debatten blev modereret af redaktør af magasinet Grænsen, Poul Struve Nielsen.

Slutteligt blev der – udover den nye formand – valgt tre nye medlemmer til bestyrelsen. Det er Jens Overgaard, Karsten Frederiksen og Steen Skovhus, der alle indtager formandsroller i Grænseforeningens lokalforeninger i hhv. Aabenraa, Vendsyssel og Københavns Vestegn. De erstatter Sven Wieland, Karsten Nørgaard Simonsen og Jan Niemann, der havde valgt ikke at genopstille.

Læs mere i den officielle protokol fra Sendemandsmødet: