100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i år er en god anledning til at beskæftige sig med det historiske forløb af udviklingen i det dansk-tyske grænseland. Det er ligeledes en god anledning til at vurdere, hvad denne genforening og grænsedragning har betydet for eftertiden, og hvilken betydning grænsedragningen har i dag?

Det var spørgsmålet, der blev stillet på en konference, som Folketinget og Grænseforeningen afholdt i Landstingssalen på Christiansborg d. 10. januar som indledning på genforeningsåret.

På denne konference blev det flere gange fremhævet, at landegrænsen som et skel mellem to lande gælder administrativt, men reelt udgør kultur- og sindelagsgrænsen i det dansk-tyske grænseland i dag et rum og følger dermed ikke en linje.

Der er nærmere tale om et skel mellem personer, idet grænselandsbeboeren i dag på begge sider af landegrænsen har varierende mængder af begge kulturer som sin identitetsballast. Dette skel opleves og ses ikke så tydeligt, da man uanset kulturelt og nationalt ståsted respekterer hinanden.

Grænselandet er at opfatte som et rum, der strækker sig fra Kongeåen til Ejderen, hvor der bor folk, der opfatter sig som danske eller tyske. Men der bor i høj grad også folk, der opfatter sig som både danske og tyske i varierende grad. Denne blanding af kulturelt tilhørsforhold er i vore dages grænseland fuldt respekteret, og bliver af mange endda oplevet som grænselandets store styrke.

Denne udvikling fra et ‘enten-eller’ til et ‘både-og’ er en følge af den forandring, der er foregået i grænselandet i løbet af de seneste 100 år, men er især opstået som følge af København-Bonn-erklæringerne i 1955.

Er denne ‘både-og’ situation så ny i det dansk-tyske grænseland? Nej, det er den ikke. Den har nok altid været der, men i tider med skarpe nationale modsætningsforhold som følge af krigene og især nazisternes magtovertagelse i Tyskland 1933-45 stod de nationale holdninger mere i modsætning til hinanden.

‘Grænserummet’ svarer geografisk til det gamle hertugdømme Slesvig, og går man tilbage til tiden før 1830, så er forholdene mellem borgerne i hertugdømmet med hensyn til nationalt sindelag vel også de samme.

Den tilstand i landsdelen, hvor man klart fornemmer, at her mødes to kulturer, opfattes som nævnt af mange på begge sider af grænsen som værende af stor værdi for hver enkelt borger, idet den rummer muligheden for at vælge og koordinere i henhold til interesser og behov.

Der er skeptikere, der mener, at tilbud fra flere kulturer svækker identitetsbevidstheden, og at det med tiden vil føre til ligegyldighed. Omvendt siges det, at kendskab til flere kulturer fører til større bevidsthed om egne værdier.

Så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og kalde grænselandsbeboerne for slesvigere i dette genforeningsår. Dette vil blot understrege, at der er tale om mennesker, der er bevidste om deres kulturelle og nationale ståsted og har foretaget et valg.

Det ville give grænselandsbeboeren på begge sider af landegrænsen en øget bevidsthed om at være borgere i et rum, hvor dansk, tysk og frisisk kultur mødes.