Mindretalsforsker og professor Jørgen Kühl præciserer et af de vigtigste resultater af København-Bonn Erklæringerne:

“I selve erklæringerne står der ikke noget om fritagelsen for fem procents spærregrænsen. Det stod i protokollen af 28. marts. Men protokollen og erklæringerne udgør en helhed. Den fritagelse har været altafgørende for mindretallets virke, og den er bekræftet både ved den forbundstyske og i 2013 også delstatens forfatningsdomstol”, fortæller han.

Det betyder også, at fritagelsen ikke kan ophæves uden forhandlinger med Danmark, fordi den er et bilateralt forhandlingsresultat.

At mindretalspolitikken blev fastlagt med en bilateral aftale, betød til gengæld, at den ikke omfattede det frisiske mindretal, som er hjemmehørende i Tyskland og ikke som danskerne har tilknytning til en anden nationalstat. I 1949 havde Landdagen i Slesvig-Holsten vedtaget Kiel-erklæringen, der gav rettigheder til det danske og frisiske mindretal, blandt andet til at drive egne skoler. 

“Man etablerer et princip, som jeg har kaldt den ensidige gensidighed. Fordi København-Bonn Erklæringerne drejer sig om Danmark og Tyskland, ryger friserne ud”.

Jørgen Kühl fortæller, at friserne først i 1990 anerkendes på linje med et nationalt mindretal i en ny forfatning i Slesvig-Holsten. I 1995 underskriver Tyskland Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal. Samme år anerkendes danskere, frisere, sinti- og romaer og sorbere som mindretal i den tyske forbundsrepublik. Sorbernes rettigheder blev også nævnt i forhandlingerne mellem DDR og Vesttyskland.

“Det er overvejet, om København-Bonn Erklæringerne var en model, der kunne bruges andre steder, for eksempel i Østeuropa og Sydtyrol, hvor der er tyske mindretal. Men formen er ikke kopieret andetsteds. Til gengæld er der indhold, som er anvendt andetsteds, især retten til at man selv afgør, om man tilhører et mindretal eller ej”, fortæller Jørgen Kühl.