Da Astrid kommer fra landsbyen til Duborg-Skolen, elsker hun turen fra skolen til Centralbiblioteket i Flensborg ned ad Marietrappen, “hvor efeuen slynger sig op ad den moderne høje bygning.”

Det danske bibliotek rykkede ind i den nuværende bygning i Nørregade i Flensborg i 1959, så tidsrammen er sat. ‘Astrids somre’ er ikke en selvbiografi, men en roman, hvor forfatteren Annegret Friedrichsen frit tager udgangspunkt i erfaringer fra sin egen opvækst i 1960’erne og 70’erne som en del af det danske mindretal i Sydslesvig, og kærligheden til biblioteker og deres omgivelser holder ved.

Hun har valgt Det Kongelige Biblioteks have midt i København som mødested for interviewet, og hun arbejder som forskningsbibliotekar på et tilhørende universitetsbibliotek i København i dag.

Omdrejningspunktet, som spejler Astrids udvikling i Annegret Friedrichsens ‘coming of age’ fortælling er dog et andet, nemlig hendes somre som feriebarn hos en gårdejerfamilie et sted nordpå lige syd for Limfjorden.

Således beskriver bogen også en vigtig del af Grænseforeningens historie. Tidligere var det en vigtig opgave for Grænseforeningens lokalforeninger at være ansvarlige for sydslesvigske feriebørns ophold i Danmark.

Som feriebarn havner Astrid et sted i Jylland, der ligesom den lille sydslesvigske by, hvor hun vokser op, ikke er defineret ved navn. Annegret Friedrichsen er påpasselig med ikke at skabe for meget genkendelighed med sin egen opvækst, selv om materialet er frit inspireret af den bagage, hun har taget med sig fra sin egen barndom.

Det gælder også romanens dystre underliggende tema, traumerne, som de fleste sydslesvigske og mange sønderjyske familier bærer på, fordi familiemedlemmer har været presset til tysk krigstjeneste i de to verdenskrige.

Vi er blandt helt almindelige mennesker fra den tid på begge sider af grænsen. Astrids far er håndværker – maler, og feriefamilien en landbofamilie. Med omdrejningspunkt i feriebarnets somre og med det dystre underliggende tema formår Annegret Friedrichsen også at skrive 1960’erne og 70’erne frem i en levende ramme, som smukt og troværdigt spejler den tid set med børneøjne.

Barnets synsvinkel

Beskrivelsen af bogreolen fra Astrids første indtryk af gården ved Limfjorden får klart en læser, der kender den tid, til at tænke, “de er med i Unions Bogklub, og der står Lademanns leksikon.” Men det ved et barn fra Sydslesvig selvfølgelig ikke noget om, så det skriver Annegret Friedrichsen ikke. Men hun skaber med ordene så klare billeder og fornemmelser af tiden, hvor Pippi Langstrumpf og Anders And herskede i børnenes bevidsthed syd og nord fra grænsen i en tid med Wirtschaftswunder og etableringen af velfærdssamfundet.

“Det vigtigste for mig var, at det var barnets synsvinkel. Perspektivet er Astrids hele vejen igennem. Jeg er selv vokset op i mindretallet, har været feriebarn og gået på Duborg-Skolen. Jeg er selv blevet sat på et tog og har kørt langt. I den tid, jeg beskriver, var der stor tilslutning til feriebarnsordningen,” fortæller Annegret Friedrichsen.

Astrids far er fra det danske mindretal, men hendes mor er tysk, og det gælder også storesøsteren, som har en anden far. Så sproget derhjemme er tysk. Således er kommunikationen i Danmark i starten særlig svær for Astrid, og den bliver ikke nemmere af, at det sproglige nok også havde voldt problemer for et feriebarn fra Aarhus eller Esbjerg.

“A hå vån u å rie å e hejst i dav, lyder det. Jeg måber, for jeg forstår ikke noget, når han taler sådan,” skriver forfatteren i bogen. Det er karlen på gården, der taler med en tyk dialekt. Familien er nemmere at forstå, og Astrid holder ved. Hendes fortællerstemme konstaterer: “Men jeg vil så gerne lære det sprog, som min far kan, og som han taler med sine danske venner, og når vi kører hen over grænsen til Danmark.”

Annegret Friedrichsen fortæller, at når Astrids syn på verden gengives i nutid, skal man kunne se det fra hendes synsvinkel og som læser stå midt i det tidstypiske og leve sig ind i det.

“Som forfatter vil man altid trække på noget. Jeg tror, flertallet har haft glæde af at være feriebørn. Der er etableret livslange venskaber hen over grænsen mellem børn og deres værtsfamilier. Det var jo en enorm generøsitet fra danske familier at åbne deres hjem for sydslesvigske børn. Men fordi Astrid bliver sendt afsted så tidligt, før hun har lært det danske sprog – hendes mor er jo tysk, og det er mest det, de taler derhjemme – så er hun følsom overfor, at hun ses som og oplever sig selv som anderledes.

Det med, at dialekten stedvis gengives, er for at vise, hvordan Astrid oplever det. Der er derudover både en smule plattysk, frisisk og tysk i bogen. Sydslesvig er jo et sted med mange sprog,” siger Annegret Friedrichsen.

Fortielser og traumer

Det er ikke sådan, at der i romanen stilles en modsætning op mellem den lyse sommertid i Danmark og den mørke, tyske vinter. I ‘Astrids somre’ skildres barndommens vekslen mellem glæde og angst, mellem at erhverve sig ny viden gennem oplevelser og undre sig over ting, en lille pige ikke forstår – og ting, som de voksne fortier.

Fortielser og traumer fra de to krige er noget, der præger livet i Tyskland og Sønderjylland i langt højere grad end i det øvrige Danmark og i Norden.

“For Astrid virker Danmark lyst og let. Men der er også folk i Danmark, som har haft frygtelige erfaringer,” fortæller Annegret Friedrichsen.

Astrid tænker for eksempel på døden, som er nærværende i det danske landbrug, hvor hun tager de små grise til sig som kæledyr og må sande, at de ender med at blive slagtet og spist. I Tyskland er døden nærværende på en anden måde, det er en skygge, der hviler over familien og lurer i en tåge af usagte begivenheder fra de voksnes verden.

Der er en smuk og rørende beskrivelse af barnets forestillinger om døden:

“Står min mormor, Oma, som døde kort efter at jeg blev født, der så, står min farfar, som døde i krigen, der så? Og vil skyerne opløses i blå luft, og vil englene dukke op i en stråle af lys og stå ranke og synge deres englesang?”

Annegret Friedrichsen har oplevet, hvordan Astrids forældres generation har været præget af den blodige historie.

“Det handler også om at være barn af den generation, der var børn af folk fra 1930’erne. Der er krigstraumer, der trækker spor igennem generationer. Astrid oplever, hvordan hun og andre børn kommer til at leve under det. Generationen, der kom efter den, der var i krig eller har mistet forældre under krigen, opfatter, at der er noget, man ikke må røre ved.”

“Du lukker jo ned. Der er noget smertefuldt, du ikke må tale om, uanset om du er mindretalsdansker eller flertalstysker. Forældre- og bedsteforældregenerationen kan ikke tale om det,” siger forfatteren.

Hun har også oplevet det som en måde at skærme børnene og de næste generationer mod den ondskab, de selv har stået ansigt til ansigt med.

“Der ligger en dobbeltbeskyttelse i det usagte. Man prøver at beskytte mod sorgen i familien med tavshed, men man er også tavs for at beskytte børnene mod at vide, hvad mennesker er i stand til,” siger Annegret Friedrichsen, som ikke mener, traumerne fra dengang stadig præger børn og unge fra Sydslesvig.

“Jeg tror ikke, den unge generation er påvirket af de traumer. Men de fleste i de tidligere generationer har været det i en eller anden grad. I kulturlivet og i litteraturen er det stadig aktuelt som emne.”

Og det må man sige ‘Astrids somre’ afspejler. Da hun kommer på afveje i en ende af den lille by, som de voksne aldrig har taget hende med til, følger hun en sti, der bringer hende frem til en mindelund for de faldne i krigen. Gemt væk og skjult for hverdagslivet. For livet måtte jo gå videre. I dag er det kommet på afstand, så det er blevet til noget, man kan tage med sig videre i livet og tage ved lære af.

“Nu er mindestenene til skræk og advarsel lagt ind midt i byen. Nu er der rejst en stor sten med indskriften: ‘Aldrig mere krig’.”

Dansk og tysk

Forskellen på det danske og det tyske fylder naturligvis rigtig meget for Astrid, som vokser op i en tosproget mindretalsfamilie og derfor set med tyske øjne betragtes som dansk, mens hun i Danmark bliver betragtet som tysker.

Det kan mærkes for en generation, der er født få år efter Anden Verdenskrig.

I de tegneserier og film, danskerne læser og ser, er tyskerne skurkene. I Danmark ser Astrid en krigsfilm i fjernsynet sammen med sin feriefamilie, og om natten jager de voldsomme billeder gennem Astrids hoved. Hendes tankemylder fortsætter således i bogen:

“Aftenen efter filmen grubler jeg over, at min bedstefar Lorenz ikke er min rigtige bedstefar, fordi min rigtige farfar jo døde under krigen, og farmor først blev gift med sin anden mand efter krigen. Var det mon den krig, som var i filmen?”

“Det er det, man blev konfronteret med, når man som sydslesviger kom til Danmark. Sydslesvigske børn vidste dengang ikke noget, når de kom ud i verden og mødte danske børn, der havde set andre film og måske læst andre bøger og tegneserier,” fortæller Annegret Friedrichsen.

Der er også en episode i bogen, hvor Astrid og en dansk veninde bliver overfaldet af en flertalstysk dreng, som kalder dem Speckdänen. Også i Astrids familie trækkes der fra begge sider i de danske og tyske tråde.

“Astrid fornemmer i bogen, at hendes morfar ikke er så glad for, at hun går i dansk skole. Han er tysk. Og Astrids far idealiserer Danmark. Hans dansksindethed bliver styrket i mødet med det, hans familie oplevede ved at leve i Tyskland. Under krigen har det danske mindretal haft det svært. De var ikke nazister, men de blev tvunget i krig. Astrids far får i romanen bank, fordi han ikke vil være med i Hitlerjugend,” fortæller forfatteren.

Udover at skildre, hvordan det er at vokse op med to sprog og to kulturer, sætter Annegret Friedrichsen også ord og rammende billeder på den tid, hvor Astrid vokser op. En tid, hvor der ikke er nød, men heller ikke samme rigdom og velstand som i dag.

Velfærd og Wirtschaftswunder

Hun beskriver omlægningen af landbruget, hvor plejefamilien i Danmark skifter fra at drive et alsidigt landbrug til at blive mælkeproducenter. Velfærdssamfundet udvikles i Danmark, og i Tyskland bliver bilerne større og større, efterhånden som datidens Wirtschaftswunder udvikler sig.

Flere børn af arbejdere, bønder og småhandlende fik mulighed for at komme på gymnasiet. I Danmark var det vel stadig nødvendigt at tage realen med. I Tyskland skiltes de bogligt egnede ud noget tidligere, og for et barn i det danske skolesystem i Sydslesvig som Astrid betød det at komme på Duborg-Skolen i Flensborg.

Her møder håndværkerdatteren den sydslesvigske middelklasse i byen. De bor i fine lejligheder eller store arkitekttegnede huse, hvor det nok nærmere er bøger fra Gyldendals end Unions Bogklub, der står i reolerne. Og hvor Astrid kan takke sine ferieophold i Danmark for at have været ude og se lidt af verden.

“Familierne tog typisk ikke på lange ferier sammen dengang. Så kom Wirtschaftswunder – det er op til 1968 og i begyndelsen af 1970’erne. Det var de år, hvor børn af håndværkere og landmænd begyndte at få andre uddannelser. Jeg har prøvet at levendegøre udviklingen ved at sætte den i et barns perspektiv,” fortæller Annegret Friedrichsen.

Hun oplever også, at tingene bløder noget op mellem det tyske og det danske.

“De små ting med ikke at være velset eksisterede stadig i 1960’erne. Men efter 1968 er der også kommet en tysk forældregeneration, som viser en stor anerkendelse af mindretallet og for eksempel den danske pædagogik. Den dansk-fjendtlige dreng i bogen fandtes, men nu er den holdning der mig bekendt ikke længere.”

Hun fortæller, at hun altid vil opleve det at have en del af både det danske og det tyske med sig.

“Jeg har haft stor glæde af gå i dansk skole og være feriebarn. Og af at komme på Duborg-Skolen,” siger hun.

Det er vigtigt, at der kommer bøger om at vokse op med en flersproget baggrund, fordi det fremmer forståelse for og indlevelse i mindretallenes vilkår.

“Der har jo været selvransagelse og diskussion i Tyskland. Der er kommet mange byskilte med både de danske og tyske navne i Sydslesvig. Der er så mange familierelationer hen over grænsen. Jeg går i min roman tilbage til en tid, hvor det ikke var sådan. Det glæder mig i dag, når jeg ser de tosprogede skilte.”

Hun ser det som et stort fremskridt, at man i dag underviser flersprogede børn med interkulturel og flersproget pædagogik.

Når hun ser tilbage på sin tid som feriebarn, er hun meget taknemmelig og synes, det er fantastisk som danske familier gennem generationer med åbne arme har taget imod sydslesvigske børn i deres hjem, som var de en del af familien.

“Tiden er nok ikke til at sende sit barn til nogle mennesker, man ikke har set før, i tre-fire uger. Men i begyndelsen af 1960’erne var der mange, som tilsluttede sig.”

Annegret Friedrichsen: ‘Astrids somre’. 208 sider. 249,95 kroner. Forlaget Hovedland.