Hvem er vi egentlig som danskere? VM i fodbold i Rusland er med til at give os et svar. Sport er nemlig moderne stammekrig, hvor sammenholdet styrkes, og fjenden er nem at identificere, mener idrætshistorikere. De giver deres bud på, hvordan sport både danner og opretholder den nationale identitet. Også i Rusland, hvor Putin bruger sporten til at skabe en ny national identitet.
Når “kong Christian” alias Christian Eriksen løber på grønsværen i den russiske provinsby Saransk den 16. juni kl. 18, vil op mod en million danskere heppe på de rød-hvide nationalhelte hjemme foran tv eller på andre platforme. Rundt omkring vil fodboldentusiaster mødes på værtshuse og i festligt lag for at følge opgøret mod Peru. Hvis Danmark går videre fra de indledende tre kampe i gruppespillet, vil den nationale begejstring tage til, og der vil gå et sus af forventning ind over landet: Skulle det lykkes os at komme op og slå nogle af de store i ottendedelsfinalen? Er der et lille håb om, at vi igen vil kunne hæve guldpokalen som dengang i 1992, da Danmark slog Tyskland i EM-finalen, og danskerne flokkedes på gader og stræder og skrålede himmelhøjt: “Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei!”?
Hans Bonde, der er professor ved Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, spiller selv fodbold og er en af dem, der hepper på de rød-hvide. Når Peru-kampen fløjtes i gang 2.600 kilometer væk, vil han stå på hovedscenen på Folkemødet på Bornholm og kommentere kampen, der bliver vist live på storskærm, sammen med prorektor på Københavns Universitet, Lykke Friis, der også er fodboldfan.
“Nu skal jeg jo kommentere kampen, så jeg vil nok prøve på at bevare roen. Men hvis jeg skulle have set kampen på tv, ville jeg gøre som de fleste andre: Parkere hjernen et andet sted og give mig mine følelser i vold. Jeg ser heller ikke så meget på hvilket hold, der spiller bedst. Jeg holder bare med Danmark. Det er absolut ikke logisk”, siger Hans Bonde.
Riter og røde kinder
Nej, logisk er det ikke, at sport og national identitet lader til at være knyttet uløseligt sammen. Og heller ikke nyt. Sport har siden sit udgangspunkt i antikkens Olympiske Lege, været forbundet med riter, der har holdt sammen på kulten, så det er nærliggende at se sporten som ritualiseret stammekrig, hvor vi som udøvere og tilskuere får afløb for mange primitive instinkter og kan ventilere både glæde og vrede.
“Sporten taler direkte til følelserne, og sporten kan forstås næsten uden ord, fordi sporten er kroppens tale. Sporten er “dem” mod “os”. Det er de rød-hvide farver, det er nationalmelodien, det er flaget, der går til tops. Det rammer os både gennem synet, hørelsen og rent taktilt: Vi ryster og bliver røde i kinderne, når vores hold scorer eller kommer bagud. Vi bliver bekræftet i, at vi er en del af et fællesskab. Derfor har sporten været sådan et glimrende middel til at skabe national identitet”, siger Hans Bonde.
Verner Møller, der er forskningsleder og professor i idræt på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet er enig.
“Er der noget, der får nationalfølelsen frem, så er det krig. Når vi spiller fodbold, leger vi på en måde krig. Det er os mod de andre”, siger han og fortsætter:
“Ikke mindst takket være medierne er det blevet muligt at skabe fællesskab om sportsbegivenheder, der finder sted også langt væk. I takt med at vi i stigende grad føler os usikre på grund af globalisering, flygtningestrømme og ny teknologi, har vi sporten at samles om”, siger Verner Møller, der også peger på, at sport kan virke integrationsfremmende, men kun til en vis grad.
“Når landsholdsspillere, der har en anden etnisk baggrund end dansk, tager fodboldtrøjen på, bliver de en af os. Men når kampen er forbi, og lyset på stadion er slukket, går spillerne ud i virkeligheden igen, og så er det ikke sikkert, at de bliver betragtet som en af os længere”, siger Verner Møller, der henviser til, at der også har været en række tilfælde rundt omkring i verden, hvor der er blevet kastet bananer efter mørke fodboldspillere på fodboldbanen, og at der som regel har været et racistisk motiv.
“Mange kan huske, hvordan daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen tog til Bruxelles, efter at Danmark havde vundet EM i 1992, og Danmark stod foran sin udtræden af Maastricht-aftalen: “If you can’t join them, beat them”, lød de udødelige ord fra hans mund, mens han trak op i sine bukser, så man kunne se hans blå sokker med EU's 12 gule stjerner på.
Illustration: Morten Voigt
Idrætten bygger nationer op i norden
Da nationalstaterne opstod i Europa i 1800-tallet blev idræt et led i “nationaliseringen” af nordisk kultur. Idræt er et nordisk ord, der betyder bedrift, og ved den moderne idræts gennembrud i slutningen af 1800-tallet skelnede man mellem idræt og sport, hvor idræt groft sagt mest var udtryk for leg, mens sport handlede om konkurrencer.
I 1814 fik Danmark en lov om almuens undervisning, og her var gymnastik på skoleskemaet for første gang. Helt frem til 1894 blev gymnastiklærerne til de offentlige skoler uddannet på Det Militære Gymnastikinstitut, der var blevet oprettet i 1804. Den første idrætsforening var De Danske Skytteforeninger, der opstod i 1861, og interessen blev øget i de kommende år som et resultat af nederlaget i 1864. Skyttebevægelsen ønskede at skabe et civilt “folke”-militær baseret på frivillighed og national opofrelse. Andre folkelige bevægelser, herunder gymnastikforeninger, der var funderet på grundtvigianismen, hyldede det nationale på mere neddæmpet vis med fædrelandssange og fanebæring.
“If you can’t join them, beat them”
“Især siden nederlaget i 1864 har sport været uhyre vigtig i nationsopbygningen herhjemme. Som Herman Bang udtrykte det i sin roman “Stuk” fra 1887: “Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne”. Vi gik fra at være et imperium, om end et mindre et af slagsen, til at blive en småstat. I dag hviler arven fra 1864 stadig over os. Danmark bliver aldrig en økonomisk eller militær stormagt. Men vi danskere kan markere os på andre måder. Og der er sporten og andre idrætsgrene et fantastisk middel”, siger Hans Bonde og fortsætter:
“Mange kan huske, hvordan daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen tog til Bruxelles, efter at Danmark havde vundet EM i 1992, og Danmark stod foran sin udtræden af Maastricht-aftalen: “If you can’t join them, beat them”, lød de udødelige ord fra hans mund, mens han trak op i sine bukser, så man kunne se hans blå sokker med EU's 12 gule stjerner på. Det var jo en alvorlig situation for Danmark, men han valgte at håndtere det med humor – og med den endelige trumf i ærmet: Vi havde slået alle de andre i fodbold”.
Til gengæld har danskerne haft svært ved se det humoristiske i, at Peter Schmeichel, den tidligere legendariske målmand for det danske fodboldlandshold, op til VM har valgt at optræde som tv-vært i “The Peter Schmeichel Show” for den engelsksprogede, russiske tv-kanal Russia Today. Verner Møller forstår godt danskerne.
“Schmeichel er en ikonisk repræsentant for det danske fællesskab. Han stod på mål, da vi spillede EM i fodbold i 1992 og forhindrede, at bomberne gik i kassen. Han slog tysken, og vi blev europamestre. Nu er han ved at underminere det danske forsvar. Vi har brug for en ydre fjende, og vore politikere har fortalt os, at den ydre fjende er Rusland. Derfor føler vi, at det er landsforræderi, når en af vore egne, som vi ærer så højt, går i seng med fjenden”, siger han.
Troen på det gyldne mål
Verner Møller har bl.a. forsket i forholdet mellem sport og religion, og mener, at sport er blevet en slags religionserstatning gennem de seneste 100 år.
“Religion er latin og kan betyde ‘at fortøjre‘. Vi har brug for at fortøjre os til hinanden i et fællesskab. Selv om det lyder lidt højtravende i en dansk sammenhæng, er fodboldspillerne jo også en slags guder i dag”, siger Verner Møller og henviser til den tidligere fodboldstjerne Diego Maradona, der hyldes som en gud og har fået en kirke opkaldt efter sig i sit hjemland Argentina. I Danmark ansøgte fodboldklubben F.C. København (FCK) for nogle år siden om at blive godkendt som trossamfund. FCK havde nedfældet en trosbekendelse i form af troen på “Det gyldne mål”, der krævede guddommelig indgriben, samt masser af helgener i form af afdøde fodboldlegender. Om der var tale om sjov eller alvor er svært at sige. FCK fik dog afslag fra det udvalg under Kirkeministeriet, der godkender nye trossamfund. Begrundelsen lød: “Det er ikke alt, der ligner religion, der er religion”.
Verner Møller peger på, at de politiske vinde, der blæser i det enkelte land, altid vil påvirke det sportslige udtryk. Det er ikke tilfældigt, at danske fodboldtilskuere, der kommer fra et homogent samfund, bliver kaldt roligans i modsætning til de engelske hooligans, som bl.a. var stærkt involveret i katastrofen i 1985 på Heysel Stadion i Belgien, hvor fodboldklubberne Juventus og Liverpool skulle spille UEFA Cup Finale. På tilskuertribunerne gik det helt galt, og 38 mennesker omkom. Men også i Danmark er der siden 1990erne opstået en hooligankultur. Især når FCK skal spille mod Brøndby IF må politiet på gaden for at dæmpe aggressive fans.
Ny russisk national identitet
Fordi sporten kan få netop det udtryk, mennesker vælger at udstyre den med, kan sport også udnyttes af magthaverne til bestemte politiske formål. Hans Bonde har skrevet om elitesportens betydning i Rusland og om, hvordan Putin skaber en ny russisk national identitet, bl.a. ved hjælp af sin egen krop. Dermed har Putin ufrivilligt givet navn til et nyt begreb, “putinsk korpokrati” (korpus er latin og betyder krop, red.). Det er en styreform, hvor lederens forførende krop erstatter demokratiets dialog.
“Rusland er ved at udvikle sig til et autoritært samfund, og i den proces appellerer Putin via sporten til folks følelser og ikke til folks fornuft, sådan som man gør i et demokrati. Det vrimler med billeder af Putin på nettet, hvor man ser ham halvnøgen kæmpe mod sibiriske tigre eller dykke dybt ned i Sortehavet. Der bliver bygget en kult op omkring ham. Han har purpurrødt bælte i judo, hvilket er den højeste udmærkelse, og han stiller op mod verdens bedste judokæmpere og kaster rundt med dem. Putin er gjort til en superhelt i Rusland ”, siger han.
Hans Bonde har skrevet doktorafhandling om den danske gymnastikpædagog Niels Bukh, der i 1930’erne var influeret af nazistisk ideologi. Den tyske besættelsesmagt havde udset Bukh til at blive minister for Jugendertüchtigung, ungdommens dygtiggørelse, i et nyt storgermansk rige, når Tyskland havde besejret de allierede.
“Niels Bukh havde helt klart nogle putinske elementer i sig. Han mente, at den evne, han selv besad med at få gymnastikpigerne til at bevæge sig fuldstændig synkront som én organisme i sig selv kvalificerede til politisk indflydelse”, siger Hans Bonde, der ser forbindelseslinjer fra Niels Bukh til Vladimir Putin og Benito Mussolini, leder af det fascistiske parti i Italien og samtidig Italiens premierminister fra 1922 til 1943, der ønskede at binde masserne sammen ved hjælp af fodbold og sin egen atletiske krop.
“Hvem holder du med?”
I de senere år har de danske tv-kanaler kunnet registrere en tilbagegang i antallet af danskere, der tænder for tv eller livestreamer fra deres computer, når Danmark spiller fodbold. Samtidig følger mange fodboldtilhængere deres favorithold i Champions League. Men de to ting behøver ikke at have noget med hinanden at gøre, mener Hans Bonde.
“Når der er færre tv-seere til landskampene tror jeg mere, det handler om danskernes ændrede medievaner. At ægte fodboldtilhængere også elsker at se Real Madrid og andre storklubber, der har et milliardbudget og dermed et ekstremt højt spillerniveau, tror jeg ikke er udtryk for, at vi går fra en national til en international dagsorden i fodboldens verden. Danskere vil stadig være mest optaget af danskere. Se bare hvor optaget vi er af at følge Christian Eriksen i “danskerklubben” Tottenham i Premier League. Når han scorer mål i England, får vi også ære af det hjemme i Danmark”, siger Hans Bonde, der med et glimt i øjet hævder, at sporten også i fremtiden vil spille en afgørende rolle i forhold til vores forståelse af, hvem vi selv er.
“Sådan som jeg ser det, kunne man godt opgive indfødsretsprøven, når udlændinge søger om dansk statsborgerskab. Man behøver heller ikke på andre måder at teste folks nationale sindelag. Man kan bare nøjes med at spørge: Holder du med Danmark i fodbold?”
Redigeret den 18. december 2018. I artiklens indledning er det slettet, at Christian Eriksen er anfører for fodboldlandsholdet, da dette ikke var tilfældet.
Redigeret den 8. februar 2019 med en præcisering af følgende sætning: "Den første idrætsforening var De Danske Skytteforeninger, der opstod i 1861, og interessen blev øget i de kommende år som et resultat af nederlaget i 1864".
