Tilbage til nyhedsliste

Højskoleophold om innovation for danske og tyske unge

30. marts 2015

Unge inviteres på højskole i to lande på én gang. Her kan de lære om innovation og iværksætteri og diskutere politiske idéer, der fremlægges og drøftes med Ungdomsparlamentet i Kiel.

Grænseforeningen afholder i samarbejde med Højskolen Østersøen og Nordsee Akademie ”jUNG zuSAMMEN 2015”, som er et to-ugers højskoleophold mellem 19. juli – 1. august 2015. Her har op til 100 danske og tyske unge mulighed for at mødes i grænselandet til to ugers produktivt samvær. Årets tema er innovation, iværksætteri og hvordan den teknologiske udvikling gør det muligt at skabe nye løsninger med få midler – generelt og i grænselandet.

”jUNG zuSAMMEN 2015” er et ungdoms- og kulturmøde, der ser grænselandets mangfoldighed som grobund for nye ideer. Højskoleopholdet foregår på begge sider af grænsen, og kurset bliver afholdt på grænselandets to sprog, dansk og tysk.

”I grænselandet er der mulighed for at afprøve idéer i et flerkulturelt miljø. Her findes de interkulturelle kompetencer, som er så efterspurgte i en stadig mere globaliseret verden. Mange steder i verden mangler de forskellige kulturer stadig lære at leve sammen,” siger Knud-Erik Therkelsen, generalsekretær for Grænseforeningen.

Projektet bygger videre på erfaringerne fra ”jUNG zuSAMMEN 2014”, der viste, at de unge anser kulturelle forskellene som en stor ressource og grænselandet som et område med et stort potentiale,

”Som ungt menneske er det nemt at føle, at der er langt til de politiske beslutningsprocesser. I 2014 viste deltagerne, at du som ung kan få stor indflydelse ikke bare på dit eget liv men også på det samfund, der omgiver dig”, siger Peter Buhrmann, forstander på Højskolen Østersøen.

”Det er dejligt at opleve, at unge engagerede mennesker vil bruge en del af deres sommerferie på at mødes i et forum, hvor der er højt til loftet og plads til at tænke stort. Vi har vist, at der er kort vej fra idé til handling, og vi glæder os til at byde de unge velkommen igen i år,” siger Oke Sibbersen, forstander for Nordsee Akademie.

Deltagerne arbejder i grupper, hvor de i fællesskab skal udvikle innovative løsninger. De skal præsentere og diskutere deres forslag med erhvervsfolk og politikere i Ungdomsparlamentet, som afholdes den 30. juli i Landdagen i Kiel. Den første uge afholdes på Nordsee Akademie i Leck, mens deltagerne i den anden uge rykker nordpå til Højskolen Østersøen i Aabenraa.

Læse mere på www.jungzusammen.dk, hvor du også kan tilmelde dig.

jUNG zuSAMMEN støttes af Region Syddanmark, Delstatsregeringen i Slesvig-Holsten og Den delegerede for politisk dannelse i Slesvig-Holsten.

For flere oplysninger, kontakt:

Knud-Erik Therkelsen, generalsekretær i Grænseforeningen,

ket@graenseforeningen.dk, +45 2023 1984.



Peter Buhrmann, forstander på Højskolen Østersøen,

pb@hojoster.dk, +45 7332 5153.



Oke Sibbersen, forstander på Nordsee Akademie,

oke.sibbersen@nordsee-akademie.de, +49 (0) 4662 87050.