SSW: NDR bør lave radio og tv på dansk
Der bør være flere radio- og tv-udsendelser på dansk og frisisk i Tyskland.
Det mener, Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW, efter at Europarådet i november kritiserede den ringe hensyntagen til de to sprog i public service-medierne i Slesvig-Holsten.
På SSWs hovedudvalgsmøde den 8. december vil SSW drøfte og formentlig vedtage en resolution, som opfordrer public servicestationen NDR til også bringe udsendelser på dansk og frisisk.
”Det er af elementær betydning for vedligeholdelsen og plejen af mindretalssprogene i Slesvig-Holsten, at der regionalt også bliver tilbudt udsendelser på mindretallenes sprog”, siger SSWs landformand, Flemming Meyer, til Flensborg Avis.
I resolutionen opfordrer SSW til, at der produceres udsendelser til radio, tv og internet på dansk og frisisk, og at dette nedfældes i den såkaldte statsaftale med NDR, der skal genforhandles i 2017. Endvidere opfordrer SSW regeringen i Kiel til at arbejde for et samarbejde mellem public service-stationerne i den dansk-tyske grænseregion om at producere fælles udsendelser.