Nordisk grænse er en mulighed
Formår EU ikke at sikre de ydre grænser, bør Danmark overveje et nordisk samarbejde med Sverige og Norge om fælles grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til DR Nyheder.
”Man kunne forestille sig, at de nordiske lande i højere grad samarbejdede om en fælles nordisk grænse”, siger Lars Løkke Rasmusen.
En fælles nordisk grænse kan ifølge statsministeren opløse den negative effekt af grænsekontrollerne mellem de nordiske lande.
Negativ effekt
Fælles nordisk grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse ville dog skabe voldsomme reaktioner fra tysk side, mener tidligere chefredaktør på Der Nordschleswiger, Siegfried Matlok.
”Hvis der bliver gennemført en permanent grænsekontrol, vil der komme nogle reaktioner fra tysk side, som vil være langt mere voldsomme, end det vi har oplevet nu med den nye grænsekontrol”, siger Siegfried Matlok til P1 Morgen.
Sigfried Matlok vurderer endvidere, at forslaget fra Løkkes side er urealistisk, da det kan medføre uoverskuelige konsekvenser både økonomisk og kulturelt for samarbejdet mellem Danmark og Tyskland.