Tilbage til nyhedsliste

Grænselandet overgår til Kulturministeriet

28. november 2016

Da der mandag skete ministeroverdragelse i Kulturministeriet, var der vanen tro udveksling af gaver mellem den nye og den afgående minister.

Mette Bock (LA), der er ny kultur- og kirkeminister og nu tidligere formand for Grænseforeningen, havde taget et broderi med af Slesvig til sin forgænger, kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V), og inden gaven blev overrakt sagde hun bl.a.

”Jeg har faktisk sørget for, at mindretallene og grænselandet kommer med over i Kulturministeriet. Det har jo ligget i Undervisningsministeriet indtil nu. Så det du får her, det er grænselandet som broderi. Du er jo selv vokset op i grænselandet på Rønshoved Højskole, så her har du simpelthen Slesvig, vort elskede, omstridte land”, sagde Mette Bock og overrakte et ophæng med broderier af Rødding, Dybbøl mølle, Kongeåen og meget mere.

”Hele molevitten i et broderi. Hvad siger du så?” sagde Mette Bock til almindelig munterhed, inden hun fortsatte.

”Også der har vi fælles kærlighed til den del af vores historie, der handler om grænselandet, som ikke kun er historie, men også rummer inspiration til nogen af de mange ting, vi står i og vokser med lige for øjeblikket med religionsmøde og kulturmøde og mange andre ting”.

Bertel Haarder sagde, at den gave var lige til Danmarkskanon. Hertil svarede Mette Bock, at hun var glad for henvisningen til Danmarkskanon, fordi hun ville bede ham om at være den, der præsenterede Danmarkskanon ved offentliggørelsen den 12. december.

”Jeg synes, du har lagt så meget energi og investeret så meget i det, og det er så vigtigt det forløb, der har været. Så hvis du vil gøre mig den tjeneste”, sagde Mette Bock.

”Det turde jeg slet ikke bede dig om”, lød svaret.

Overdragelsen af ressortansvaret fra Undervisningsministeriet til Kulturministeriet sker i henhold kongelige resolution, som Dronningen har underskrevet i forbindelse med den nye regeringsdannelse. Heraf fremgår det, at ”sager vedrørende mindretal i danske grænseområder, herunder Kontaktudvalget for Det Tyske Mindretal i Sønderjylland og sekretariatsbetjeningen af Sydslesvigudvalget, overføres fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling til Kulturministeriet”.