Bertel Haarder bliver ny generalkonsul i Flensborg
Regeringen vil udnævne forhenværende kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) til dansk generalkonsul i Flensborg fra 1. september 2017. Det oplyser udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
”Bertel Haarder har med sit indgående kendskab til politik, kultur, skole, højskole, sprog og kirke samt ikke mindst en livslang interesse for det dansk-tyske grænseland og dets mindretal, helt særlige forudsætninger for at løfte opgaven som Danmarks officielle repræsentant i Flensborg”, siger Anders Samuelsen.
Bertel Haarder har været minister i sammenlagt 22 år, og han holder rekorden som den person, der har været minister i længst tid siden parlamentarismens indførelse i Danmark.
Anders Samuelsen lægger da også vægt på både Bertel Haarders politiske erfaring og hans opvækst i grænselandet på Rønshoved Højskole, hvor Bertel Haarders far, Hans Haarder, var forstander.
”Jeg er sikker på, at han med sin særlige personlige baggrund, opvækst i grænselandet og store engagement vil blive en gevinst for Danmark, for samarbejdet med de lokale myndigheder og for dialogen med det danske mindretal syd for grænsen. Jeg er også glad for, at vi på denne måde i grænselandet udnytter en erfaren politikers mange kompetencer til gavn for Danmark,” siger Anders Samuelsen.
Bertel Haarder ser det som et privilegium at måtte tiltræde som ny generalkonsul, og han lover at arbejde for både det danske mindretal, det tyske mindretal og grænselandet som helhed.
”Som en kendt person vil jeg bruge al min indflydelse på at gøre grænselandet mere kendt i resten af Danmark”, siger Bertel Haarder ifølge Flensborg Avis.
Bertel Haarder kommer til at overtage stillingen fra Henrik Becker-Christensen, der har været den danske generalkonsul i Flensborg siden 1998. Henrik Becker-Christensen fortsætter i udenrigstjenesten.
Før Bertel Haarder officielt kan udnævnes, skal den tyske regering acceptere den danske regerings plan om at udnævne ham.