Tilbage til nyhedsliste

Foreslåede skolelukninger vækker debat

25. oktober 2018

Dansk Skoleforening for Sydslesvigs anbefaling om at nedlægge fire små skoler i Sydslesvig har vakt debat i Flensborg Avis. Især kritiseres tidsplanen for skolelukningerne, der planlægges vedtaget allerede den 22. november på et ekstraordinært møde i Skoleforeningens fællesråd. Fællesrådet skal debattere Skoleforeningens forslag om skolelukninger, der indgår i en større spareplan, første gang i dag torsdag.

Flemming Meyer, der er formand for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), siger til Flensborg Avis, at SSW har udarbejdet et resolutionsforslag, der skal ”give flere realistiske løsningsforslag”:

”Emnet er meget ømtåleligt og berører noget meget centralt i vores mindretalspolitiske arbejde, og derfor er fristen efter vores opfattelse meget, meget kort i forhold til at få en dialog i gang med de berørte”, siger Flemming Meyer til Flensborg Avis og fortsætter:

”En skole er mere end bare et undervisningssted – det er et dansk kulturcenter. Hvis det lukker, så dør et godt stykke dansk folkeligt arbejde også”.

Jon Hardon Hansen, der er formand for Sydslesvigsk Forening (SSF), er enig.

”Så alvorlige beslutninger som at lukke en institution ude på landet i Sydslesvig kræver noget mere tid til drøftelse – ikke bare på lokalt plan, men også i Samrådet (Det Sydslesvigske Samråd, red.)”, siger Jon Hardon Hansen til Flensborg Avis.

De skoler, der er blevet varslet lukket, er skolerne i Kobbermølle, Vestermølle, Bøl-Strukstrup og Risby. Her er forældrene flere steder kritiske over for Skoleforeningen, som ifølge Flensborg Avis kritiseres for manglende inddragelse og dårlig kommunikation i forbindelse med de foreslåede skolelukninger.

Ved et skolemøde på Vestermølle Danske Skole den 23. oktober blev det kritiseret, at forældrene måtte læse om lukningsplanerne i avisen i efterårsferien, og forældrene erklærede sig parate til at kæmpe for at bevare deres skole.

Udo Jessen, der er formand for Dansk Skoleforening for Sydslesvig, siger til Flensborg Avis, at han ikke mener, der er noget i vejen med tidsplanen, men at fællesrådet evt. kan udsætte beslutningen ved mødet i dag. Men overordnet mener Udo Jessen ikke, der er nogen vej uden om de foreslåede skolelukninger, der sker på grundlag af længere tids analyse og en 40-siders rapport om, hvordan Skoleforeningen, der nærmer sig et driftsunderskud på fem millioner euro, kan finde besparelser.

”Hvis vi ikke går i den retning, så kommer vi til at gøre, som vi plejer og bruge grønthøstermetoden: Så taler vi om større arbejdsbelastning for lærerne, større klasser og færre penge til de små faggrupper. Det har styrelsen drøftet, og vi synes ikke, det vil gavne helheden, da det vil ramme hele systemet og forringe vores kerneopgave. Så det er pest eller kolera, men vi tror, at helheden vil lide mindst med vores forslag”, siger Udo Jessen til Flensborg Avis.

Læs mere om emnet i Flensborg Avis.