Gå til listen over genforeningssten

Højby

Genforeningsstenen er rejst på genforeningsdagen 1920.

Stenen er af granit og stammer fra Klint, og det var en stor opgave at transportere den sandsynligvis flere tons tunge granitsten til Højby. En opgave, som i eftertidens lokale historieskrivning er blegnet lidt i forhold til fortællingen om genforeningsstenen på Esterhøj. Men det ændrer ikke på, at det var en stor festdag i Højby, da stenen blev afsløret i 1920.

Provst N.P. Christiansen talte om den bibelske Josua, Moses følgesvend, der sagde til hele folket: »Se, stenen her skal være vidne imod os; thi den har hørt alle Herrens ord, som han talte til os; den skal være vidne imod jer, at I ikke skal fornægte jeres Gud!«. 

Til festen var der trykt et lille sanghæfte med fem til lejligheden forfattede sange, deriblandt een skrevet af en ung sønderjyde, der som 17-årig i 1915 blev indkaldt og var 2½ år ved fronten.

Genforeningsstenen står i et trekantet, beplantet anlæg omkranset af marksten. I midten af anlægget, mod vejen, er et mindre areal belagt med brosten, der måler 1,40 x 1,90 m. Anlægget måler i alt 7,30 x 2,70 m. Stenen er omkranset af et indre stenkrans, er 1,10 m lang, 0,55 m bred og 1,50 m høj og er støbt i et betonfundament.

Stenen er opmalet juni 2020.

SN.dk har den 7. juni 2020 en artikel om genforeningsstenen