Gudbjerglund
Genforeningsstenen i Gudbjerglund blev afsløret ved et folkemøde den 7. september 1930. Formanden for Gudbjerglund-foreningen, skatterådsformand Lars Jørgensen Duelund, Lakkendrup holdt afsløringstalen.
Højskoleforstander Thøger Dissing, Vejstrup har forfattet teksten på forsiden.
Genforeningsstenen står i Gudbjerg Minde- og Mødepark - et amfilignende anlæg, der er etableret i 1942. Den første mindesten, Genforeningsstenen, blev rejst i 1930 og står som den første sten i cirkelslagets runding mod nord ved indgangen til amfiscenen, der indeholder et væld af mindesten.
Volden med mindestenen hæver sig op mod en meter over terrænet. Stenen er en natursten i grå bjergart, 1,7 x 1,6 x 1,0 m med forsiden vendt mod syd. Stenen står på et fundament af tre aflange kampesten, 1,20 x 0,30 x 0,30 samt en opmuret kile i marksten (0,20 x 0,20 x 0,20 til 0,30 x 0,30 x 0,30 m) og cement.