Langesø
Den 9. juli 1920 blev genforeningsstenen i Langesø skov afsløret af hofjægermester, lensbaron H. Berner Schilden Holsten, Langesø. Ved afsløringen talte herudover lærer Haugaard, Tågerod og adjunkt Larsen, Odense.
Indskriften er øverst inspireret af Krügers berømte ord i den prøjsiske rigsdag.
Danske Kvinders Forsvarsforenings afdeling for Vigerslev Sogn, Vigerslevs Sogns Konservative og Vigerslevs Sogns Venstreforening rejste genforeningsstenen.
Stenen - fundet i Morud skov - såvel som grunden, hvorpå den er rejst, blev skænket af lensbaronen, der påtog sig vedligeholdelsen af sten og plads for sig og sine efterfølgere på Langesø.
Genforeningssten står på en markstens-opmuret sokkel med en diameter på 1,40 m sat i to skifter. Stenen er af lysgrå granit 1,2 x 1 x 1 m.