Gå til listen over genforeningssten

Enderupskov

På privat grund

Genforeningsstenen er rejst den 28. april 1924 af gårdejer Jørgen Hansen og hustru Maren Hansen, Enderupskov, ved en stilfærdig højtidelighed, hvor kun de nærmeste deltog. Gårdejeren var i 4½ år frontsoldat under Første Verdenskrig - det var prisen for at høre til Tyskland.

I vinteren 1900-01 havde han været elev på Vestbirk Højskole (Horsens kommune) under højskoleforstander Grønvald Nielsen, fra hvem ordene på stenen ELSK DIT LAND... stammer.

I en forseglet flaske under stenen ligger ægteparrets ord om glæden ved genforeningen og om lov til at komme hjem efter en krig, som havde kostet landsdelen så meget.

Genforeningsmindet er et cirkulært grusbelagt anlæg, 3 m i diameter, og omgivet af marksten. Centralt står to sammensatte sten, der tilsammen måler: 1,53 i højden, 1,0 m i længden og 0,41 i bredden. Der er svært læselig inskription på begge sten.