Gå til listen over genforeningssten

Egernsund

Søndag, den 15. juni 1930 blev genforeningsstenen i Egernsund afsløret. Købmand Chr. Blomgreen var både primus motor i rejsningen af stenen og forfatter til teksten på stenen. Ordene på stenen var inspireret af fisker Peter Jensens mundheld "Hold bare ud, retten skal nok sejre engang".

Stenen lå i strandkanten ved Skelle strand.

Borgerforeningen i Egernsund renoverede anlæg og sten i 2010.

Genforeningsstenen står i et  anlæg, der er 6 x 7 m stort og grusbelagt. Mod vejen står fire stenstøtter forbundet med en jernkæde. I midten af anlægget står selve genforeningsstenen, der måler ca. 1,40 x 1,40 x 1,40 m. Samtidig med afsløringen af stenen blev der rejst en flagstang.