Kassøgård
Stenen er rejst umiddelbart efter afstemningen 10. februar 1920 på privat initiativ. Det lokale afstemningssted var på Kassøgård, hvor der blev afgivet et klart dansk flertal.
Der var i den forbindelse rejst en æresport, der fyldte hele indkørslen på nær en meter, hvor tyskerne tyskerne blev henvist til at gå igennem. Hen over æresporten stod der: "Danske, stem dig hjem".
Det var ejeren af gården, Peter Jacobsen Gildbjerg Heisel (1882-1970), der stod bag dette, og det var også ham, der rejste genforeningsstenen og malede indskriften. Stenen står i en lille stensætning uden for gården ved vejen. Det er stadig Heisel-familien, der ejer gården og vedligeholder stenen.
Genforeningsstenen står på lille høj. Højen er opbygget af to stensatte og grusbelagte terrasser. Genforeningsstenen er 0,80 x 1,04 x 0,12 meter stor .
Ingolf Haase har i bogen "Genforeningsstenene i Sønderjylland" en interessant beretning om de nærmere omstændigheder ved rejsningen af mindet.