Rugbjerg
Stenen blev udgravet af soldater fra 1. verdenskrig ved forsvarsstilling Nord og blev fundet i plantagen ved Andholm. Soldaterne ville lave deres eget mindesmærke for de faldne. Soldaterne transporterede med møje og besvær stenen til Rugbjerg og mejslede et jernkors ind i stenen. Stenen blev rejst Kristi Himmelfartsdag 1917 i et anlæg, som var blevet anlagt før krigen.
Efter Genforeningen blev jernkorset fjernet. Først den 10. juli 1945 - 25 årsdagen for genforeningen - blev stenen genindviet af en gruppe frihedskæmpere og unge fra gymnastikforeningen som genforenings- og mindesten for befrielsen.
Genforeningsstenen er en lys, grå og ujævn granit/flintesten ca. 1,60 meter høj u. sokkel og 1,90 meter med sokkel, bredde ca. 1,10 meter og dybde ca. 1,30 meter. Soklen er muret i cement og omkranset af en kreds af mindre marksten. Stenen står i et trekantet 26 x 22 meter stort anlæg med flagstang.