Fredericiamonumentet
Allerede i 1919 blev der i byen nedsat en komité, hvis formål var at få rejst et minde i byen om Genforeningen. Komiteens formand var guldsmed Diederichsen, som den 3. december 1920 afslørede genforeningsmindet i byen på Prinsessens Bastion på Fredericia Vestervold.
I 1996 blev monumentet på grund af retableringen af Prinsessens Bastion med den oprindelige bestykning af kanoner fra 1849 flyttet til dets nuværende placering på Øster Vold.
Monumentet er tegnet af arkitekt Gundlach-Petersen, København og udført i lyst, bornholmsk granit. Det er et anseligt monument. Det er er 4 m højt, 3,8 m langt og 3,5 m bredt og består af en 1 m høj skrånende sokkel, hvor ovenpå der er placeret en 3 m høj obelisk. Monumentet er af granit og obelisken i skiftevis rå- og glattilhuggede granitkvadre. Monumentet er omgivet af en 0,6 m bred brostensbelægning.