Vellev
Foto: Bente Christensen
Genforeningsstenen i Vellev blev rejst i sommeren 1923, men der afholdtes ingen afsløringsfest. Teksten består af de to centrale årstal. Beboerne i Vellev rejste i fællesskab genforeningsstenen, der blev fundet ved udgravningen af en større bakke i byens nærhed.
Stenen er nyplaceret på landsbyens fællesareal, mejerigrunden, centralt i byen i januar 2020. Genforeningsstenen er af grå granit. Den måler 1,4 m. i bredden, 1,3 m. i tykkelsen og 2,5 m. i højden med en vægt på ca. 6000 kg.
Der findes en tinglyst servitut på ejendommen Øksendalvej 18, 8860 Ulstrup fra den 8. april 1924, som tilsyneladende ikke er aflyst. Servitutten er en forpligtelse til at lade en genforeningssten blive stående.