Toftebjerg
Genforeningsstenen i Toftebjerg by blev uden nogen afsløringsfest opstillet i juli 1920 på Enighedshøj. Initiativtagere til mindesmærket var Jens Christian Jørgensen, Søren Eriksen Holm og Jacob Jacobsen.
Lærer L. M. Cristiansen fra Toftebjerg skrev digtet, som er indhugget i stenen af stenhugger Janus Kolby.
I de to første linjer i indskriften gemmer sig en omskrivning af Grundtvigs digt på Odden kirkegård til minde om "Prins Kristian's" forlis i 1808.
Højen, Enighedshøj, er et meget gammelt bystævnested. Endnu ses flere af de sten, som byens folk sad på, når der skulle træffes beslutninger. Hver borger havde i øvrigt hver sin sten.
Stenen er fundet på i en lergrav ved Kanhave. Med en blokvogn og et firspand heste fik man stenen til højen. Her fik man op på plads ved mange menneskers hjælp.
Stenen er en vandreblok af rødligt granit, på hvis bagside der findes en af de største skureflader, der er fundet her i landet. Fladen er næsten poleret, men skurestriberne kan dog tydeligt iagttages. Isskuringen har fundet sted i hele stenens udstrækning.
Genforeningsstenen måler ca. 1,2 m. i bredden og 0,5 m. i tykkelsen. Den er 1,45 m. høj – inklusive sokkel 1,6 m. Indskriften på forsiden er opmalet med sort.
Supplerende oplysninger: Bylauget i Toftebjerg v/ John Sander Petersen