Skjern
Den 9. juli 1921 blev genforeningsstenen i Skjern afsløret i overværelse af en tusindtallig menneskemængde. Skjernkredsens folketingsmand, tidl. indenrigsminister Sigurd Berg foretog afsløringen og holdt indvielsestalen. Førstelærer Edsen Johansen forfattede ikke blot teksten, men leverede også tegningen til stenhuggeren. Stenen blev skænket af gårdejer Anders Johansen, Faster sogn, i hvis grusgrav den lå.
Enkefru købmand Lauridsen skænkede en plads midt i byen, hvor mindet oprindeligt blev rejst. Pladsen blev indhegnet med tilhuggede granitsten, forbundet med jernstænger og beplantet med blomster og sirbuske, men senere er den så flyttet til den nuværende placering.
Stenen er omkring 1950 flyttet til sin nuværende placering. Mindestenen er af lyserød granit. Den måler 1,1 m. i tykkelsen, 1,4 m. i bredden og 2,05 m. i højden.
Poul Erik Strømø fortæller om bl.a. denne genforeningssten i en TV-udsendelse den 20. juli 2020 i TV Vestjylland.