Gå til listen over genforeningssten

Hohøj

Genforeningsstenen på Hohøj - Danmarks største bronnzealderhøj - blev afsløret søndag, den 4. juli 1920 som en festlig afslutning på det årlige sommermøde. Ved mødet talte biskop Chr. Ludwigs, Aalborg og H.P. Hanssen. Redaktør N. Nielsen, Hobro reciterede en prolog: "Hilsen til sønderjyderne", skrevet til festen af pastor G. Thaning, Hobro.

Herefter gik de 5000 deltagere i festoptog med musik i spidsen til genforeningsstenen, der stod hyllet i et stort dannebrogsflag.

I forbindelse med selve afsløringen udtalte H.P. Hanssen med bevægelse: "Sønderjyllands hjemvenden uden sværdslag betyder ingenlunde, at der ikke har været kæmpet. Mægtige kampe har Sønderjyllands folk deltaget i ved Bov, Dybbøl, Isted, Danevirke og under Verdenskrigen rundt om på Europas valpladser..."

De fire sidste linjer af inskriften er hentet fra Henrik Pontoppidans genforeningssang.

Stenen lå oprindelig en dyb dal mellem Skellerup og Gettrup, i Skellerup sogn på en mark, tilhørende Søren Nielsens enke. Den var almindelig kendt under navnet "Tyvestenen". En tyv havde stjålet en vædder. Da tyven ville forrette sin nødtørft, satte han sig på stenen og - for at have frie hænder - bandt rebet, der holdt vædderen om sin hals. Vædderen var utilfreds med sin skæbne og trak så voldsomt i rebet, at tyven blev kvalt.