Hinrich Jürgensen, formand for Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) i Aabenraa

Nej. Og det kan jeg sige på hele det tyske mindretals vegne, eftersom vi allerede i 1945 underskrev en loyalitetserklæring, hvormed vi anerkendte grænsen af 1920. I det tyske mindretal lever vi i god og fantastisk fordragelighed med den danske flertalsbefolkning, og derfor er der ingen grund til at håbe på en genforening med Tyskland." 

"Jeg må dog sige, at jeg synes, det foreløbige program for Genforeningen i 2020 har meget fokus på en række historiske datoer og begivenheder og for lidt fokus på de hundredvis af historier fra dengang. Eksempelvis blev min egen familie skilt ad i 1920, fordi halvdelen af familien stemte tysk, og anden halvdel stemte dansk. 2020 bør handle om så meget andet end ”genforeningen”. En inddragelse af den tyske side kræver, at fokus bliver bredere og inddrager folkeafstemningerne og den fredelige grænsedragning samt mindretalsmodellen."

"Jeg har fuld forståelse for, at den officielle fejring foregår under overskriften ”Genforeningen”, men opmærksomheden bør i højere grad være på samarbejde, kultur, ungdom og fremtiden. Vellykkede eksempler på dette er det dansk-tyske venskabsår i 2020, og det samarbejde, som det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal her i Sønderjylland har om at få anerkendt samlivet i grænselandet som immateriel kulturarv i UNESCO. Den slags kunne jeg godt tænke mig mere af. Jeg synes, vi skal holde fast i, at mindretalspolitik er fredspolitik. Grænselandet er et enestående eksempel på, at det kan lykkes." 

"Jeg havde lidt svært ved at tage Søren Espersens udtalelse sidste år om ”Danmark til Ejderen” alvorligt. Hvis man forfølger hans tankegang, ville der blive tale om et meget stort tysk mindretal i Danmark, og i visse områder ville mindretallet blive til et flertal."

Siegfried Matlok, fhv. chefredaktør på Der Nordschleswiger

"Nej, det har jeg ikke det mindste håb om. Og det har jeg aldrig haft. Man kan altid diskutere det demokratiske grundlag for afstemningen i 1920. Men grænsen har vist sig at være modstandsdygtig. Den holdt under Besættelsen og den holdt, da mange danskere håbede, at det tyske krigsnederlag i Anden Verdenskrig kunne føre til en ny grænseflytning mod syd. Så grænsen har vist sin duelighed, og i dag er den blevet et symbol på den fredelige sameksistens, den grænseoverskridende mentalitet og det europæiske udsyn i vores grænseland." 

"Derfor har jeg ingen forståelse for Søren Espersen, der, da jeg interviewede ham på DK4, som formand for Det Udenrigspolitisk Nævn, udtrykte et håb om Sydslesvigs genforening med Danmark. Hans partifælle Søren Krarup havde tidligere i 2006 udtrykt samme håb, og det har Dansk Folkeparti aldrig taget afstand fra. Så jeg tænkte, at jeg blev nødt til at spørge ham til det. Jeg kunne jo ikke vide, at hans udtalelse ville give sådan en genlyd i hele verden, hvor Dansk Folkepartis genforeningshåb blev taget op i den engelsksprogede presse, og jeg endda så det omtalt i et thailandsk medie."

"I udlandet blev man overrasket over et sådant krav, ønske, drøm, eller hvad man nu skal kalde det, fra dansk side. Hvis man kan finde på at sige den slags i et progressivt demokrati som Danmark, ringer alarmklokkerne. For hvad kan man så ikke finde på i andre dele af verden? Når Tysklands største tabloidavis, Bild, skriver, at Sørens Espersen vil have hele Slesvig, men øen Sild får danskerne ikke, så bliver det dog lidt pjattet. Og det er synd, for det burde diskuteres seriøst."

"Godt nok tog det danske mindretal afstand fra Søren Espersen, og mindretallene i det dansk-tyske grænseland er i dag mindre nationalistiske end nogensinde, men samtidig oplever vi en styrkelse af nationalistiske tendenser i Europa. Så jeg spørger mig selv, hvor længe det kan holde? Og når selv ledende personer i mindretallene i vores grænseland kan finde på at sammenligne deres eget udgangspunkt med Catalonien, som blandt andre Carsten Leth Schmidt (formand for det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti, red.) og Anke Spoorendonk (fhv. slesvig-holstensk Europaminister for Sydslesvigsk Vælgerforening, red.) har gjort det, så vidner det for mig om historieløshed og et udtryk for det, som H.P. Clausen (1928-1998, formand for Folketinget, generalkonsul i Flensborg, formand for Grænseforeningen, red.) kaldte en vulkansk aktivitet i undergrunden – altså nationalistiske tendenser, som bare ikke kommer til udtryk i offentligheden. Jeg ser det som en frygtelig mangel på historisk forståelse, og jeg spørger mig selv: Hvad bliver det næste?"

Dr. Dieter Pust, byhistoriker, Flensborg

"Nej. For mig er det spørgsmål fuldstændig irrelevant. Siden grænsen blev fastlagt i 1920 har der på tysk side på intet tidspunkt været seriøse bestræbelser på at tage en flytning af grænsen mod nord op til diskussion. Personligt ser jeg også grænsedragningen som afsluttet. Vi har en grænse, der er baseret på en folkeafstemning, og vi har mindretal på begge sider af grænsen, hvis rettigheder er sikret i København-Bonn-erklæringerne fra 1955."

"Derfor har jeg heller ingen forståelse for, at den danske folketingspolitiker Søren Espersen udtrykker et håb om en dansk genforening med Sydslesvig. Det er jo noget, som ikke engang det danske mindretal selv går ind for. Selvom der historisk har været polemik omkring en grænseflytning mod syd, er også dette spørgsmål i dag overflødigt. Faktisk lagde jeg ikke engang mærke til, at tyske medier som Bild og Die Welt skrev om Espersens udtalelser."

Citatet er oversat fra tysk.