Magasinet Grænsen har spurgt fem medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland, hvad betyder for dem at være en del af mindretallet.
Dieter Jessen: Vi har så mange fine traditioner
Jeg er født ind i mindretallet og er vokset op med både dansk og tysk. Jeg har et stort kendskab til Tyskland, og jeg kender mennesker i hele Sønderjylland, som jeg nok ikke ville kende, hvis ikke det var på grund af min tilknytning til mindretallet. Jeg har været engageret i mange dele af mindretallet, og det hele tog fart, dengang min datter begyndte i skole. De manglede en i skolebestyrelsen, og senere blev jeg også kasserer. I dag er jeg byrådsmedlem for Slesvigsk Parti i Sønderborg og har også været kredsformand for de tyske foreninger i området. Jeg mener, det er vigtigt at engagere sig i mindretallets arbejde. Vi har så mange fine traditioner i mindretallet, bl.a. Knivsbjergfesten og Deutscher Tag, hvor vi dyrker vores gode fællesskab. Det kan man blive helt høj af. Men jeg elsker også at synge danske sange fra Højskolesangbogen, for der er så mange smukke sange.”
Dieter Jessen, 66 år, bor i Iller Strand ved Broager, produktions-tekniker hos Danfoss, medlem af Sønderborg byråd for
Slesvigsk Parti.
Foto: Slesvigsk Parti
Britta Tästensen: Mindretallet er et stærkt fællesskab
“Det vigtigste ved mindretallet er følelsen af at være en del af et stærkt fællesskab. Fællesskabet hænger sammen med et stort engagement og frivilligt arbejde. Det er et godt livsgrundlag at vokse op med, fordi man gennem frivilligt arbejde og engagement i fællesskabet lærer at være noget for andre. Derudover er det en kæmpe fordel at kunne to sprog. Selv bruger jeg det dagligt i mit arbejde med et dansk-tyskt fødevareprojekt i Erhvervshus Sydjylland, hvor jeg ikke alene tit bliver bedt om at oversætte, men også tit må forklare, hvordan kulturen i tyske virksomheder adskiller sig fra danske. Jeg oplever ofte, at jeg, fordi jeg er vokset op i det tyske mindretal, har lettere ved at være åben i mødet med andre. For eksempel har jeg fået at vide af mine venner med anden etnisk baggrund, at jeg kunne være arabisk! Det skyldes, at jeg interesserer mig for de kulturer, de kommer fra, og stiller interesserede spørgsmål uden skepsis.”
Britta Tästensen, 28 år, bor i Haderslev, projektleder i Erhvervshus Sydjylland.
Foto: Erhvervshus Sydjylland
Erika Hallmann: Mine børn syntes det var pinligt, at jeg talte tysk
“Jeg er født ind i det tyske mindretal, hvor min far var lærer ved en tysk skole. Efter at have været væk fra Nordslesvig i mange år, hvor jeg boede i Itzehoe og Kiel, besluttede jeg i 1961 at komme tilbage for selv at undervise ved en tysk skole. Det var således en aktiv beslutning, at jeg ville tilhøre mindretallet, og det har ikke altid været let. Jeg har oplevet, at jeg har skullet retfærdiggøre mit tilhørsforhold til mindretallet. Der er for eksempel blevet set skævt til, at jeg i offentligheden har talt tysk med mine børn, dengang de var unge. Det syntes mine børn var pinligt. Men for mig er det tyske sprog en væsentlig del af min hjemstavn. Det gælder selvsagt i hjemmet, men også i samværet i det tyske mindretals foreninger. I mindretallet føler jeg mig tryg, og jeg kender betydeligt flere mennesker i mindretallet end i den danske flertalsbefolkning. Det undrer mig faktisk, og jeg opfatter det nogle gange som et fravær.”
Erika Hallmann, 83 år, Haderslev, pensioneret lærer fra Deutsche Schule Hadersleben.
Foto: Privat
Gerret Liebing Schlaber: Mindretallet udvider horisonten
"Jeg kan mærke i hverdagen, både som lærer og far, at man har en udvidet horisont i mindretallet, fordi man kan se tingene fra flere sider. For eksempel er det naturligt at sammenligne det danske og tyske politiske system, når man som jeg underviser i samfundsfag på det tyske gymnasium i Aabenraa. Eleverne kan se, at demokratiet fungerer på begge sider af grænsen og det, tror jeg, gør dem mere åbne for, at man kan gøre ting på flere måder. Jeg kan se, at det for mine døtre og andre unge er en stor berigelse at vokse op som en del af mindretallet. Det giver en særlig åbenhed at tænke og tale på flere sprog, fordi man ikke altid kan oversætte én til én. Da jeg selv var ung og studerede først i Kiel og siden i Odense, gik det op for mig, at der var noget, jeg savnede. Jeg havde brug for spændingsfeltet mellem dansk, tysk og frisisk i hverdagen. Og jeg nyder at være tæt på både Østersøen og Vesterhavet.”
Gerret Liebing Schlaber, 49 år, bor i Aabenraa, ph.d. i historie og gymnasielærer på Deutsches Gymnasium für Nordschleswig, Aabenraa.
Foto: Privat
Katharina Hindrichsen Kley: Jeg har flere danske venner end mine forældre havde på min alder
“Det tyske mindretal er for mig et fællesskab, som jeg er rigtig glad for at være en del af. Jeg går på det tyske gymnasium i Aabenraa og har det til fælles med de andre elever, at jeg er tosproget. Her kan jeg fuldkommen være mig selv. Jeg begyndte at blive opmærksom på min identitet som teenager, da jeg fik flere danske venner uden for mindretallet. Grænselandets historie fik jeg også interesse for, særligt historien i min egen familie, som siden 1920 har været en del af det tyske mindretal. Mine forældre er aktive i flere af mindretallets organisationer, og jeg har selv engageret mig i mindretallets ungdomsparti, Junge Spitzen. Mindretallet forandrer sig hele tiden. For eksempel har jeg mange flere danske venner, end mine forældre havde på min alder. Det viser nok, at den danske flertalsbefolkning har accepteret os meget mere.”
Katharina Hindrichsen Kley, 17 år, opvokset i Sommersted, Haderslev, hvor hun har gået i tysk børnehave og folkeskole, går i 1.g på Deutsches Gymnasium für Nordschleswig i Aabenraa.
Foto: Privat