Kassebølle Friskole
Kassebølle Friskole besluttede i forventning om Slesvigs snarlige genforening allerede i 1919 at skaffe et synligt minde om begivenheden.
Kordegn Valdemar Vaaben, Svendborg, der var kendt som en habil maler, blev bedt om at visualisere Henrik Pontoppidans verselinjer "En røvet datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage"
Med afsæt i Hans Diderik Kloppenborgs lille hus Friheden lige nord for 1864 grænsen portrætterer han en mor og datter, der mødes på et gangbrædt over Kongeåen. Datteren bærer vestslesvigsk egnsdragt og moderen en dragt fra Lyø. Under gangbrædtet står Pontoppidans linjer.
Maleriet blev afsløret 5. oktober 1919 ved en fernisering, hvor Kloppenborg-Krumsager og Klaus Bentsen talte.