I Flemming Meyers stue hænger en klokkestreng, som hans mor har broderet. Her står versene fra en gammel sønderjysk hjemstavnssang: ‘For en fremmed barskt og fattigt’. Sangen er skrevet umiddelbart efter Genforeningen i 1920, hvor den nationale strid om den dansk-tyske grænse var faldet nogenlunde til ro.

I dag er der også ro i grænselandet, men kampen for det danske er langt fra forbi, understreger Flemming Meyer, der er afgående formand for det dansk-frisiske mindretalsparti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), der den 26. september blev valgt ind i den tyske Forbundsdag for første gang i 60 år, efter vi har sat os til rette på den hyggelige terrasse foran parcelhuset nogle få uger inden valget.

Her i landsbyen Skovlund, Schafflund på tysk, 16 kilometer vest for Flensborg, er han vokset op. Kun få hundrede meter herfra gik han på den danske skole, hvor hans far, Karl-Otto Meyer (1928-2016), der også var en markant mindretalsskikkelse, var lærer.

Fra terrassen er der udsigt til haven og en enkelt valgplakat, som Flemming Meyer har placeret i hækken ude ved vejen: “Mit deiner Zweitstimme: Den Norden stärken”, står der. (Støt Norden med din andenstemme). På plakaten ses også et vikingeskib, hvor der på sejlet står: “Mission Bundestag”. SSW med spidskandidaten Stefan Seidler i front skulle vise sig ikke kun at få fat i stemmerne fra det danske mindretal, men også stemmer fra den slesvig-holstenske flertalsbefolkning til forbundsdagsvalget.

Selv om Flemming Meyer, der fylder 70 år til december, trækker sig som formand for SSW den 23. oktober efter 16 år på posten, vil kampen for at få vælgerne til at sætte kryds ved partiet fortsætte for hans vedkommende.

“Man skulle nødig undgå at lægge mærke til, at her bor en repræsentant for det danske mindretal”, siger han på sin stilfærdige og lune facon.

I nabohuset over for på villavejen flages der med det blå-gule svenske flag. Derovre bor en tilflyttet sydtysker, der har sommerhus i Sverige, forklarer Flemming Meyer og trækker på smilebåndet. Nationale tilhørsforhold kan markeres på mange måder, og i Tyskland må man i modsætning til i Danmark hejse det flag, man vil.

“Det har været en svær tid”

I krukkerne på terrassen er nogle af blomsterne gået ud. Det var Frauke, Flemming Meyers kone, der havde grønne fingre. Men hun døde i juli måned i år, så nu er her stille, og han ved ikke helt, hvad han skal stille op med fremtiden.

Frauke havde han kendt helt tilbage fra deres fælles barndom i Skovlund, og de havde været gift i 28 år. Frauke fik konstateret tarmkræft i 2019, og da hun fik corona i februar 2021, troede de begge, at hun ville være den, sygdommen ville ramme hårdest. Men Frauke kom fint igennem coronaen. Til gengæld blev Flemming Meyer selv meget alvorligt syg og var indlagt på hospitalet. Stadig er han præget af sygdommen og har svært ved at huske.

Parret nåede at have nogle gode uger sammen, inden Frauke igen blev dårligere og blev indlagt på Dansk Alderdomshjem i Flensborg, hvor hun døde i juni måned.

“Det har været en svær tid”, konstaterer Flemming Meyer lavmælt.

“For at sige det helt ærligt, så ved jeg endnu ikke, hvad jeg skal med mit liv. Alle de planer, vi havde om at rejse og opleve noget sammen, kan jeg ikke bruge til noget nu”, siger han og fortsætter:

“Jeg har jo brugt et helt liv på politik. Kombinationen af at være medlem af landdagen i Kiel og formand for SSW har gjort, at jeg har været væk både dage og aftner, fordi der var møder i partiet om aftenen. Så det har været mere end et fuldtidsjob”, siger Flemming Meyer, der dog ingenting fortryder.

“Vi har haft et godt liv. Frauke var børnehavepædagog, men de senere år havde hun ikke betalt arbejde. Hun hjalp min far med at pleje min mor, da min mor blev dement, og sidenhen har hun plejet sin egen far gennem otte år, da han blev syg, og derefter sin mor. Hun har været det faste anker”, siger Flemming Meyer, der glæder sig over, at hans fire voksne børn, som han har med sin første hustru, og de 12 børnebørn alle er bosat i Sydslesvig.

“Mit barnebarn Merit på 19 år er blevet forkvinde for SSW’s største Flensborg-distrikt, og min søn Rasmus er kommunikationschef i Sydslesvigsk Forening (SSF). Det fortæller mig, at det arbejde for det danske i Sydslesvig, som mine forældre, især min far, kæmpede for, lever videre”, siger han.

Kritik af dansk udlændingepolitik

Når Flemming Meyer ser tilbage på sin politiske karriere, er den uløseligt forbundet med SSW, som han har været medlem af, siden han var 15 år. Han har haft de fleste poster, der lader sig opremse, for partiet: Kredsformand, medlem af partiets ledelse og partiformand. Dertil kommer, at han har været kommunerådsmedlem i Valsbøl, medlem af kredsdagen Slesvig-Flensborg i tyve år, og medlem af landdagen i Kiel i ti år, hvor han virkede inden for områder, der havde med sundhed, arbejdsmarked, landbrug, miljø og energi at gøre.

Han har også været en markant stemme, når det gjaldt grænsekontrol og vildsvinehegn. Her har han i lighed med sit parti forholdt sig kritisk til skiftende danske regeringers stramme kurs og argumenteret imod lukkede grænser. Heller ikke skiftende danske regeringers udlændingepolitik er han stolt af.

“Nogle mener, at vi her i Sydslesvig ikke kan tillade os at kritisere den danske regering, fordi vi modtager støtte fra Folketinget. Det mener jeg er noget vås. Vi oplever jo her i Tyskland, at Danmark ikke længere er det lysende forbillede, det var engang. Når Alternative für Deutschland (AfD) roser den danske regerings udlændingepolitik, må det være indlysende, at man må sige fra”, siger han.

Derfor var Flemming Meyer i begyndelsen også en smule skeptisk over, at SSW har ført valgkampagne op til forbundsdagsvalget under sloganet ‘Jetzt kommt der Norden’ (‘Nu kommer Norden’) og lavet en kampagnefilm med skuespillere udklædt som vikinger.

“Det nordiske har ikke samme brede appel i Tyskland, som det havde tidligere”, konstaterer han. Efter det gode valgresultat har Flemming Meyer måttet erkende, at kampagnen virkede efter hensigten.

Samarbejde med Slesvigsk Parti

Når det gælder det grænseoverskridende samarbejde og protesten mod grænsekontrol, har SSW, siden Flemming Meyer blev formand for partiet i 2005, samarbejdet med det tyske mindretals parti i Sønderjylland, Slesvigsk Parti.

“Tidligere var det tabu, at de to mindretalspartier kunne samarbejde. Men vi indså, at vi havde en fælles interesse i at udvikle grænseregionen, og at vi som mindretalspartier kunne bidrage, fordi vi kender livet på begge sider af grænsen. Vi har begge en interesse i, at grænseregionen ikke bliver yderområde i vores respektive lande, men tværtimod har høj vækst og lav ledighed”, siger han.

Først og sidst har Flemming Meyer været optaget af at forbedre forholdene for de 50.000 mennesker, der anslås at tilhøre det danske mindretal i Sydslesvig og få gjort flertalsbefolkningen i Slesvig-Holsten og hele Tyskland opmærksom på, at der findes et dansk mindretal i Tyskland.

Den største skuffelse

Den enkeltsag, han husker bedst fra sit politiske liv, har vist ham, at det danske mindretals kamp for ligestilling og anerkendelse aldrig må holde op. Sagen går tilbage til 2007, hvor det danske mindretal blev lovet ligestilling på skoleområdet af delstatsregeringen i Kiel, således at tilskuddene til de danske mindretalsskoler skulle være det samme som til de tyske flertalsskoler. Efter delstatsvalget i 2009 løb den nye regering imidlertid fra løftet.

“Den sag har nok været den største skuffelse i mit liv. Det ene var selve nedskæringen. Det andet var den måde, man gjorde det på: Jeg oplevede selv, hvordan daværende ministerpræsident Peter Harry Carstensen (CDU) roste sig af, at der nu var indført ligestilling på skoleområdet for det danske mindretal. Og det næste, der skete, var, at samme ministerpræsident stod bag en nedskæring på 15 procent, hvilket svarede til 80 lærerstillinger”, siger Flemming Meyer, der lærte en del dengang i 2010.

“Vi, og her mener jeg hele det danske mindretal, troede, at vi havde opnået så meget, hvad ligestilling angår. Men her mærkede vi med fuld kraft, hvor tynd isen i virkeligheden er. Jeg kan ikke bruge alle søndagstalerne til ret meget, når det viser sig, at det går mere ud over mindretallet end flertalsbefolkningen, når der skal ske besparelser. Det var en klar diskrimination”, siger han.

“I Berlin vidste de ikke, vi eksisterede”

Skolesagen endte med, at den tyske Forbundsdag i 2010 besluttede at kompensere for en del af de nedskæringer, som den slesvig-holstenske delstatsregering havde gennemført. Men det skete først efter lange og seje forhandlinger i Berlin mellem det danske mindretals organisationer, herunder SSW, og den tyske forbundsregering, fortæller Flemming Meyer.

“Jens A. Christiansen (generalsekretær i SSF, red.) og jeg var sammen med andre i Berlin seks gange i 2010 for at forhandle om en udligning på 3,5 millioner euro. På et tidspunkt under forhandlingerne sagde en af de tyske politikere fra CDU, Wolfgang Börnsen, at han ville gå tilbage til sin gruppe og tale med dem om det. Men at det ville blive svært at overbevise dem om at støtte et lille dansk mindretal mod nord, når de fleste af dem slet ikke vidste, vi eksisterede.”

“Hvis jeg ikke havde været overbevist før, så blev jeg det efter de forhandlinger: SSW blev nødt til at stille op til Forbundsdagen. Der er simpelthen for mange tyskere, der ikke aner noget om mindretal, herunder heller ikke det danske mindretal i Sydslesvig”, siger han.

“Du er mindre værd end de andre børn”

Flemming Meyer hæfter sig ved, at de danske skoler i Sydslesvig blev ‘glemt’ i 2020, da forbundsregeringen blev enige om at give tilskud til digitalisering af skolerne. Senest blev skolerne ‘glemt’ denne sommer i en vaccinationskampagne, som Slesvig-Holsten stod for, for de 12-17-årige. Skolerne var ikke en del af den mobile vaccinationsindsats.

Så selvom SSW har opnået utroligt gode resultater i de senere år i Slesvig-Holsten, når det gælder ligestilling, er der stadig lang vej at gå på forbundsplan og på europæisk plan, hvor store lande som Frankrig i øvrigt slet ikke anerkender nationale mindretals eksistensberettigelse.

Flemming Meyer husker, da hans far, Karl Otto Meyer, sad i kommunerådet i Skovlund fra 1979 til 2003. På et tidspunkt var der problemer med støtten til den danske børnehave i Skovlund, der ligesom de øvrige daginstitutioner i Slesvig-Holsten finansieres af støtte fra amter og kommuner, mens den slesvig-holstenske landdag yder drifts-

tilskud til skolerne.

Karl Otto Meyer var ude at spadsere med Flemming Meyers lillebror, Kresten, og mødte et af de andre kommunerådsmedlemmer. Karl Otto Meyer tog resolut Kresten på armen, stak barnet op foran kommunerådsmedlemmet og sagde henvendt til sin lille søn: “Prøv at se. Her er en mand, der synes, du er mindre værd end de andre børn henne i børnehaven”. Der gik ikke så lang tid, så blev forholdene bragt i orden.

“Min far gik til problemerne med en vis kontanthed. Men eksemplet viser også, hvor sej en kamp det har været, og at vi aldrig skal tro, at kampen for danskheden i Sydslesvig er forbi, selvom meget er bedre, end det var tidligere”, siger han.

Hvem er mindretallet?

Lige siden det danske mindretal blev en realitet efter grænsedragningen i 1920, har man diskuteret begrebet danskhed i Sydslesvig og også nord for grænsen. Var man nu dansk nok?

Senest har Grænseforeningen introduceret begrebet bindestregsidentitet, bl.a. ved at udgive bogen ‘Danskerne findes i mange modeller – portrætter af 15 unge med bindestregsidentitet’ i maj 2021 og ved en konference afholdt på Christiansborg 15. september med samme tema. Bindestregsidentitet var også et tema på Grænseforeningens Sendemandsmøde, der blev afholdt den 5. september, hvor det gav anledning til omfattende debat.

I et læserbrev i Flensborg Avis den 19. august reagerede Flemming Meyer på en kronik, der bar overskriften ‘Spændt ud mellem to identiteter’ af Grænseforeningens generalsekretær Knud-Erik Therkelsen bragt i samme avis den 15. august.

Nej tak til bindestregen

Flemming Meyer skrev, at han har problemer med udtrykket bindestregsidentitet. Det synspunkt vil han gerne uddybe:

“En bindestreg betyder for mig, at man er begge dele lige meget. Både dansk og tysk. Men det er jeg ikke. Jeg er dansker. Jeg bor i Sydslesvig, fordi grænsen har flyttet sig. Jeg har ikke flyttet mig. Jeg bor i min hjemstavn.”

“Sådan kender jeg mange andre, også unge her i Sydslesvig, der vil definere sig selv, herunder mine egne børn og børnebørn. De ambassadørkorps, som Grænseforeningen har, repræsenterer jo kun en mindre del af de unge her i Sydslesvig”, siger Flemming Meyer, der minder om, at retten til at definere sig selv som dansk mindretal i Sydslesvig og tysk mindretal i Sønderjylland blev stadfæstet i 1955, da de to landes regeringsledere underskrev København-Bonn-erklæringerne.

“Vi respekterer naturligvis, at der ikke skal udvises sindelagskontrol, og at mennesker selv kan definere, hvem de er. Noget andet er, hvad det danske mindretal skal signalere som fællesskab gennem sine institutioner og skoler”, siger Flemming Meyer og kritiserer samtidig, at Grænseforeningen ønsker at bruge erfaringerne fra det danske mindretal i en debat om kulturmøder og integration i Danmark.

“Det lyder for mig, undskyld jeg siger det, lidt som misbrug af det danske mindretal. Den vogn er vi ikke blevet spurgt, om vi vil spændes for”, siger han.

Flemming Meyer mener, det er en farlig kurs at slå ind på at tale så meget om bindestregsidentitet.

“Vi i det danske mindretal er helt afhængige af den økonomiske støtte fra Danmark. Hvis man i Folketinget skulle efterlades med det indtryk, at det danske mindretal er både dansk og tysk, vil man da forståeligt nok være uvillige til at fortsætte sin støtte”, siger han og advarer kraftigt imod en ophævelse af differentieringen mellem de autoktone, nationale mindretal, som for eksempel det danske mindretal, der har hjemstavnsret i Sydslesvig, og de alloktone mindretal, som for eksempel indvandrermindretal.

“Tror man virkelig, at de statsstøtteordninger fra dansk og tysk side, som det danske mindretal her i Sydslesvig og det tyske mindretal i Nordslesvig nyder godt af, især i forhold til vores skoler, kan udvides til også at omfatte tyrkere, syrere, somaliere og andre folkeslag, der er indvandret til Danmark og Tyskland? Det kommer jo aldrig til at ske”, siger han.

Fra tyskerhad til grænseløs globalisme

Flemming Meyer anerkender, at yngre generationer definerer sig selv på en anden måde end hans egen generation, der definerede sig i modsætning til det tyske.

“Min farmor var fra Holbøl i Sønderjylland, og min farfar var fra Heidelberg i Sydtyskland. Jeg husker fra min barndom, at min farfar, der var antinazist til fingerspidserne, sagde til mig: “Sei gut zu allen Tieren und auch zu den Menschen, wenn es keine Nazis sind.” (Vær god mod alle dyr og også mennesker, hvis de ikke er nazister) Og sådan var stemningen jo, hvilket naturligvis har været med til at danne mig.”

“Jeg har fuld forståelse for, at den unge generation naturligvis ikke skal og heldigvis heller ikke ønsker at danne sig i modsætning til det tyske. I stedet må fællesskabet i det danske mindretal dannes ved kærlighed til dansk sprog, kultur og traditioner. Naturligvis må vi også inddrage det tyske, for vi bor jo i Tyskland. Men det må aldrig ende med, at det hele bliver en pærevælling, for så har vi tabt det hele på gulvet”, siger han.

Flemming Meyer vil ikke udelukke, at nogle mindretalsunge i det dansk-tyske grænseland føler sig som dansk-tyske, ‘regionauter’ med en stor regional tilknytning eller som globalister, der ikke har en særlig interesse i en national identitet.

“Måske er der nogen, der føler det på den måde. Men det skal bare ikke udlægges, som om vi alle ønsker, at det skal gå den vej, eller at det er sådan virkeligheden ser ud for flertallet i det danske mindretal i dag. Hvis man som menneske ikke føler, man har rod et sted og ikke føler sig knyttet til et bestemt sprog og en bestemt kultur, så vil noget værdifuldt gå tabt efter min mening. Derfor må det være vores opgave som dansk mindretal at værne om dansk sprog og kultur”, siger han.

Mæthed fører til træghed

Flemming Meyer siger, at han har hørt Kathrine Hoop, der er medlem af det danske mindretal og stillede op til forbundsdagsvalget for det socialistiske parti Die Linke, udtale, at det danske mindretal altid har kæmpet for mangfoldighed. Kathrine Hoop, der i øvrigt er hans kusine og tidligere mangeårigt medlem af SSW, har misforstået faktorernes orden ifølge Flemming Meyer.

“Det passer simpelthen ikke, at mindretallet altid har kæmpet for mangfoldighed. Det danske mindretal har holdt fast i sin danskhed, og fordi vi har holdt fasti vores danskhed, har vi opnået mangfoldighed.”

“Det er meget farligt, hvis man i det danske mindretal begynder at tro, at nu har vi opnået det, vi ville, så nu kan vi godt læne os tilbage og nyde det. Mæthed fører til træghed, og den træghed fører til mangel på engagement. Det oplever vi i skolerne og i foreningslivet, og det er et problem i både Danmark og Tyskland, og selvsagt også i det danske mindretal. Men manglen på engagement er især farlig i et mindretal, fordi vi er et mindre fællesskab og dermed mere skrøbeligt”, siger han.

Tyske forældre har modvilje mod at tale dansk

Der er ifølge Flemming Meyer et andet og større problem i de danske mindretal i dag. Og det problem drejer sig efter hans mening om, at nogle tysktalende forældre i større omfang end tidligere ikke forstår det danske sprog og forlanger, at der skal tales tysk ved forældremøder på de danske skoler.

“Tysk sprog og kultur har altid været en del af hverdagen i det danske mindretal, og det har altid udgjort en udfordring. Sådan var det, da jeg var barn, og sådan er det i de skoler, hvor mine børnebørn går i dag. Men jeg har aldrig tidligere oplevet, at der var tysktalende forældre, der havde direkte modvilje imod, at der blev talt dansk i de danske skoler, hvor deres børn gik. Men den modvilje findes i dag. Nogle tysktalende forældre insisterer på, at der skal tales tysk, fordi de ikke forstår dansk.”

“Her mener jeg, at skolerne skal være bedre til at sige: Stop, kære venner. Her taler vi dansk. Og hvis det ikke passer jer, må I finde en anden løsning for jeres barn”, siger Flemming Meyer, der mener, at sprogkampen er den allervigtigste kamp for det danske mindretal, og den kamp må aldrig ophøre.

“Da Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU) og landdagspræsident Klaus Schlie (CDU) i officielle taler i forbindelse med genforeningsfestlighederne i 2020 begge sagde til det danske mindretal: Hold fast i jeres danske identitet, ja, så skammede jeg mig lidt. For holder vi nu så godt fast? Jeg ved jo, at der bliver slækket på den del i vores egne rækker. Hvis vi fortsætter ad det spor, så går det ravruskende galt”, siger han.