Den snart høstklare majs tårner sig op langs den smalle landevej mellem Nørre Haksted og Hørup, omkring 15 kilometer syd for den dansk-tyske grænse. Frem til 1864 var dette område i det sydlige Slesvig en del af det danske rige, og efter grænsedragningen i 1920 etablerede der sig et dansk mindretal. Selvom byskiltene står på tysk, fremgår landsbyernes navne på dansk på bilens GPS. Her er man også sprogligt i et grænseland. Var det ikke for et skilt i vejkanten, der henviser til ‘Franks Bauernhof’, kunne man nemt overse det tyske ægtepar Andrea Heimrath og Frank Jacobsens gård, der ligger mellem markerne afskærmet fra vejen bag høje træer og buske.

“Vi bor lidt på en ø herude. Men det, at vi har valgt det danske, gør os decideret eksotiske”, siger Andrea på fejlfrit dansk og med et smil på læben, da hun tager imod ude på gårdspladsen.

Magasinet Grænsen er taget til Sydslesvig for at møde 50-årige Andrea Heimrath og 52-årige Frank Jacobsen, der trods tysk baggrund har valgt at sende deres fire børn i dansk børnehave og skole. Hvad er det, der får en tysk familie til at vælge det danske til for deres børn?  

“Jeg var overhovedet ikke klar over, hvad jeg gik ind til, for jeg var ikke bekendt med det danske mindretal”, siger Andrea på vej ind i huset.

Mens hun begynder at forberede frokost, fortæller hun, at dengang parrets førstefødte, Nicolai, der i dag er 20 år, som treårig skulle starte i børnehave, blev hun og Frank mest tiltalt af den lokale danske institution, Skovlund Børnehave.  

“Det er lidt svært at forklare, men vi kunne tydeligt mærke en forskel i forhold til de tyske institutioner, særligt i omgangstonen. Det var ligesom mere personligt og mindre stift i den danske børnehave”, siger Andrea og peger desuden på institutionens forholdsvis lille størrelse som noget, der tiltalte parret.

Siden har både Nicolai og parrets tre andre børn, Marie på 18 år, Felix på 16 år og Alexander på 11 år, gået i dansk børnehave og skole: Skovlund Børnehave og Skovlund-Valsbøl Danske Skole, der ligger i Skovlund omkring fem kilometer mod nord, til 6. klasse og for de tre ældstes vedkommende derefter Læk Danske Skole, der ligger i Læk godt 15 kilometer mod vest, frem til 10. klasse.

Fra Sydtyskland til Sydslesvig

Da de danske institutioner var valgt til for børnene, begyndte Andrea selv at følge danskkurser på den lokale danske skole i Skovlund og på det danske bibliotek i Flensborg. Samtidig meldte hun sig ind i Dansk Skoleforening for Sydslesvig, der driver det danske mindretals daginstitutioner og skoler. I dag er hun næstformand i Skoleforeningen. 

“I børnehaven fik vi at vide, at det, senest når børnene begyndte i skole, ville være et krav, at forældrene skulle kunne dansk, så vi kunne følge med i vores børns skolegang, og det ville jeg gerne leve op til”, siger Andrea og fortæller, at hun generelt godt kan lide at engagere sig i nye ting og få udvidet sin horisont. 

Det lå ellers ikke i kortene, at Andrea, der er født og opvokset i Bayern, skulle lære dansk. Men hun kendte det nordlige Slesvig-Holsten fra ferier hos sin moster, og det faldt hende naturligt at søge praktikplads her, efter hun havde afsluttet sin uddannelse som agronom. Efter praktikken fulgte et job, og siden mødte hun Frank og flyttede aldrig tilbage til Bayern. I dag arbejder hun som rådgiver for landmænd i Sydslesvig. 

En tysk familie

Marie, der går i 3.g. på Duborg-Skolen, er hjemme i dag, fordi hun skriver på et såkaldt studieretningsprojekt, ligesom man gør på gymnasier i Danmark. Det fortæller hun, da hun kommer ud for at hjælpe sin mor med at skrælle kartofler, lave stuvede ærter og gulerødder og gøre kødet klart til den varme frokost.

“Hvis jeg bliver spurgt, beskriver jeg mig selv som en del af det danske mindretal. Men selvom jeg føler mig hjemme i Danmark, hvor jeg har været på efterskole, føler jeg mig meget tysk, da min familie er tysk”, siger Marie, der er meget glad for sine forældres beslutning om, at hun skulle gå i dansk skole og slet ikke kunne forestille sig det anderledes.

Også Alexander, familiens yngste, der kommer ind ad havedøren i det lyse køkkenalrum, er enig: Det er en fordel at kunne dansk.

“Og så går alle mine venner også på den danske skole”, fortæller han, efter han har smidt skoletasken. Han er netop cyklet hjem fra skolen i Skovlund.

“Ich verstehe nur sehr wenig Dänisch“

Samtalen foregår på dansk, men da Frank kommer ind fra stalden, hvor han har set til gårdens besætning på 140 køer, bliver det tydeligt, at familien normalt taler tysk indbyrdes.

“Ich verstehe nur sehr wenig Dänisch“ (Jeg forstår kun meget lidt dansk), siger Frank, der ikke taler dansk, men udelukkende tysk. Han forklarer, at de i hjemmet har valgt, at det er Andrea, der tager sig af forældremøder og kontakten til børnenes skoler. På den måde føler han ikke, at han har haft brug for at tilegne sig det danske sprog.

“Det er Andrea, der følger børnenes skolegang”, siger han.

Frank er vokset op på gården, hvor familien bor i dag. Han har overtaget gården efter sine forældre, der nu bor lige bag huset. Så ‘Oma’ og ‘Opa’ er tæt på, i hvert fald på hans side af familien.

“Vi er en tysk familie herhjemme”, siger Frank, og Andrea nikker sammenstemmende.

“Det er mig, der har indført det danske i familien”, tilføjer hun.

Et ekstra sprog med på vejen

Uanset at det er Andrea, der er drivkraften i familiens danske engagement, så har hun og Frank fra begyndelsen været fælles om beslutningen om at vælge det danske til for deres børn.

“Der er mange fordele i det danske system”, siger Frank og peger på, at den lokale tyske skole i Skovlund har over 600 elever, mens den danske skole blot har 60 elever. Desuden følger der særskilt bustransport med i det danske system. Og så er der det danske sprog. 

“Vi giver vores børn et ekstra sprog med på vejen, og det er en vej, de enten kan forfølge eller fravælge senere i livet”, siger Frank, da vi sidder over en kop kaffe efter maden, som familien hver dag samles om.

Nicolai, der efter 10 års dansk skolegang er kommet i lære som solcelletekniker, og Felix, der efter 9. klasse netop har påbegyndt en snedkeruddannelse, bor stadig hjemme. Men de er ikke med til frokosten, da de først kommer hjem senere på eftermiddagen.

Netop de to ældste drenge er eksempler på, at det danske hurtigt kan blive glemt igen, når skolen er forbi efter 9. eller 10. klasse, fortæller deres far.

“Deres danske er blevet temmelig rustent, efter de har forladt skolen”, siger Frank.

Derimod er Marie den indtil videre eneste i børneflokken, der har fortsat den danske skolegang efter 10. klasse. Efter sin studentereksamen vil Marie gerne læse videre, måske bliver det biologi.

“Det kan godt være, jeg kommer til at læse i Danmark. Men det må tiden vise. Først vil jeg i hvert fald tage et sabbatår”, siger hun.

Kun en sprogskole?

I det danske mindretal diskuteres det jævnligt, hvorvidt tyske familier blot vælger de danske institutioner som en sprogskole, men ikke engagerer sig i mindretalslivet. Den kritik har Frank ikke hørt om. For ham er de danske mindretalsinstitutioner blot en del af det grænseområde, han er født og opvokset i.

“Sådan er det i et grænseområde. Havde vi boet ved grænsen til Frankrig, havde valget stået mellem det tyske og det franske eller begge dele”, siger han.

Andrea, der kender til debatten, ser ikke sin familie som uengageret i mindretallet, hvor hun jo netop bestrider en rolle som næstformand i Skoleforeningen. Og det, at familien ikke taler dansk derhjemme, ser hun ikke noget odiøst i.

“Frank og jeg og vores børn er hver især frie til at vælge mellem det danske og det tyske”, siger Andrea og forklarer, at det må stå den enkelte frit for, om man vil udbygge sin tilknytning til det danske eller det tyske. Frank erklærer sig enig.

Mindretallet er en ø

Andrea og Frank har aldrig fortrudt, at de har sendt deres børn i danske institutioner. Men der har været visse udfordringer. Eksempelvis kan det være svært at hjælpe med lektierne, når fotosyntese eller matematiske formler lige pludselig skal forklares på dansk, forklarer Andrea. Og parrets beslutning om at vælge det danske til er heller ikke alle steder blevet mødt med udelt forståelse.

Især bedsteforældrene har studset over julearrangementer på skolen, hvor de ikke forstod noget og følte sig som udlændinge, fortæller Frank. Selv rører det ham ikke, at han ikke forstår så meget, når der er arrangementer på skolen. For ham er det familielivet på gården, der tæller. Og det foregår på tysk.

“Selvom jeg ikke forstår så meget, når jeg deltager i arrangementer på skolen, føler jeg mig ikke udenfor”, siger han.

Frank mener dog, at de danske skoler kunne gøre mere for at åbne sig op mod den tyske omverden, der omgiver dem. Eksempelvis lærer børnene stort set ingen tyske sange i skolen, så også de tyske familiemedlemmer kan deltage i julefestligheder og andre højtider.

“Det danske system er en ø”, siger Frank og fortæller, at børnene lever stort set hele deres liv uden for hjemmet i de danske miljøer. Og det kan mærkes på børnenes adfærd.

“I min egen skoletid var der danske børn i landsbyen, som vi ikke havde kontakt til. Jeg var overbevist om, at det ville blive anderledes med vores børn, men det blev det ikke”, siger Frank og fortæller, at børnene ikke engang har leget med jævnaldrende, tyske børn på naboejendommene.

Andrea understreger, at der påhviler forældrene en ekstra opgave i også at formidle tysk kultur til børnene, når de går på en dansk skole. 

For at etablere en kontakt til det tyske, omgivende samfund, valgte Andrea og Frank, at børnene skulle konfirmeres i den tyske kirke, St. Jürgen-Kirche, i Nørre Haksted.

“Konfirmandundervisningen gav et godt fællesskab, men det er ikke, fordi det har ændret fundamentalt på, at børnenes omgangskreds er i det danske mindretal”, siger Andrea og tilføjer, at det kun har ændret sig for de to ældste drenge, der har fået flere tyske kontakter, efter de er kommet i lære.

Dansk i skolen, tysk i fritiden

Selvom børnenes skolegang fortrinsvis har givet dem relationer inden for det danske mindretal, så er omgangssproget med vennerne mest tysk.

“I skolen snakker vi begge dele, men når vi har frikvarter, eller når vi er hjemme, foregår det mest på tysk”, siger Alexander.

Andrea forklarer, at det for børnene og hende selv er en udfordring at få udvidet deres danske ordforråd, især når det drejer sig om dagligdags ting.

“Vi savner det danske hverdagssprog”, siger hun.

Udfordringen bunder i, at der udover den danske børnehave og skolen i Skovlund og kirken i Valsbøl ikke er danske tilbud i området. Der har været en dansk fodboldklub, men efter træneren gik bort for to år siden, har man ikke kunnet finde en ny, dansk træner.  

“Derfor har vi valgt at tilbyde vores børn at tage på efterskole i Danmark. Vi vil simpelthen hjælpe dem med at få et mere naturligt dansk omgangssprog”, siger Andrea. Mens Nicolai og Marie har taget imod tilbuddet, kunne Felix desværre ikke komme på efterskole, da coronaen kom i vejen.

En del af mindretallet

“Minderheit ist wer will” (Mindretal er den, der ønsker det), lyder en kendt læresætning i det danske mindretal og det tyske mindretal i det dansk-tyske grænseland, hvor det er forbudt for myndighederne at udøve sindelagskontrol. Spørgsmålet står tilbage, hvorvidt familien Heimrath Jacobsen er en del af det danske mindretal?

Spørger man familien er svaret flertydigt. Frank beskriver sig selv som tysk. Det mener han også, hans to ældste sønner ville gøre. Alexander har endnu ikke rigtig tænkt så meget over sit tilhørsforhold til mindretallet. Men fra Andrea og Marie lyder der et klart ja.

“Naturligvis er jeg en del af mindretallet i den forstand, at jeg er medlem af en af mindretallets foreninger”, siger Andrea og tilføjer:

“Jeg ser mindretallet som en stor berigelse, og jeg er overbevist om, at jeg også vil engagere mig i mindretallet, den dag mine børn ikke længere går på danske skoler.”