Det er ikke ofte, 24-årige Syman Scapan taler privat i telefon på sit arbejde. Han er uddannet datalog i Mannheim i Sydtyskland, nu bor han i hovedstaden, Berlin, og har en lederstilling i Volkswagen-koncernen, hvor han arbejder med kunstig intelligens og kundeanalyser. Så han har travlt.

En dag slog kollegerne alligevel ørerne op, da hans mor ringede, og han tog sin mobiltelefon. De lignede store spørgsmålstegn, og det spørgsmål, der meldte sig hos dem alle, var: ‘Hvad i alverden er det for et sprog, han taler?’ Han har, som de andre, talt og skrevet flydende tysk i al den tid, han har været på arbejdspladsen. Men de vidste ikke, at tysk slet ikke er Symans modersmål.

“Jeg taler sorbisk. Tysk er et fremmedsprog, jeg har lært i skolen fra anden klasse. Da jeg var barn, var jeg med min mor i en skoforretning i nabobyen, hvor ekspedienten ikke talte sorbisk. Jeg forstod ikke, hvad hun sagde og omvendt”, fortæller han.

Syman Scapan er fra Crostwitz nær Bautzen, den uofficielle sorbiske hovedstad, der ligger i delstaten Sachsen, hvor de fleste sorbere bor.

“Andre har svært ved at forstå, at tysk ikke er mit modersmål. Jeg taler ikke tysk med sorbisk accent, og jeg har ellers ingen saksisk dialekt. Men hvis jeg ikke var flyttet fra byen, havde jeg ikke behøvet at tale tysk”.

Han mener, at det i dag er svært for de nationale mindretal at holde på de unge, som kommer fra området, det er han også selv et eksempel på.

“I den ældre generation blev alle i landsbyen. I dag drager de unge ud i verden. Der er mange, som har rigtig gode job og tjener mange penge. De bor andre steder. Men så får de børn, og de vil faktiske gerne, at børnene lærer deres modersmål.”

“Der er sorbere i Berlin, som taler sorbisk. Jeg kender også en del sorbere, men vi ses ikke så tit. I december var der et sorbisk møde, hvor vi var 22, som mødtes. Indtil år 2000 var der en institution for sorbisk sprog og kultur i Berlin. Lederen var Cyril Pach. Han er 84 og fortæller, at så mange mødtes ikke dengang.”

Sommetider hører Syman Scapan én, der taler telefon, og tænker: ‘Det er en sorber’.

“For mit vedkommende bor jeg i Berlin. Jeg er nu i Tyskland, men min nationalitet er sorbisk. Når jeg er hjemme, er jeg i ‘Sorbistan’. Sorbere er anerkendte som mindretal i Sachsen og Brandenburg, det er de delstater, vi bor i. Men sintier og romaer er spredt i hele Tyskland, for dem er det meget vigtigt, at deres rettigheder som mindretal bliver skrevet ind i forfatningen.”

Rostock grundlagt af sorbere

Han har prøvet at have en kæreste, hvor det var svært, fordi det er så svært for andre at komme ind i det sorbiske samfund, når man ikke taler sorbisk. Men han mener også, at det er et problem, at der ikke gøres mere for at udbrede kendskabet til mindretallene i Tyskland. I dag lever de fleste sorbere i Sachsen og Brandenburg, men historisk har de også holdt til ved kysten til Østersøen og har blandt andet grundlagt havnebyen Rostock.

“Byen Rostocks navn er sorbisk. Det betyder ‘Ved flodens udløb’. Sorberne var her før germanerne. Desværre er dannelse et anliggende i de enkelte delstaters uddannelsespolitik, og den mangler mange steder. I 1820 skønnes der at have været 300.000 sorbere. Så kom kejserriget, og det sorbiske sprog blev forbudt. Alle skulle være tyskere. Efter den korte periode med Weimarrepublikken kom Hitler, og så blev det forbudt igen. Derefter kom DDR, og sorbisk var stadig forbudt. Nu er vi 30.000, der taler sproget, men der er flere sorbere. Man behøver ikke at tale sproget for at være sorber. Hvis man erklærer, at man er sorber, så er man det”, fortæller Syman Scapan.

Han er stolt af at være sorber, og han tager hjem i weekenden og arbejder frivilligt i sin hjemstavn for at give noget tilbage til sit samfund, og sammen med nogle andre teknologikyndige sorbere har han lavet en sorbisk app, hvor man kan quizze om og holde sig opdateret på sorbisk sprog og kultur.

Det sorbiske mindretal får støtte fra delstaterne Sachsen og Brandenburg og fra den tyske forbundsregering. Der ydes støtte til sorbiske skoler, teatre osv.

“Det er vigtigt, at man har rettigheder som mindretal. Sinti-romaerne, som ikke har noget hjemland, har måske mere behov for, at mindretallene er skrevet ind i forbundsstatens forfatning. Men vi har brug for beskyttelse og sikring af vores rettigheder. Der er højre-nationalister og nazister, som bruger vold. Også midt i det område, hvor vi sorbere bor og hører til. Nogle af dem siger: Sorberne hører ikke til her. Men vores historie går jo et tusindtalligt år tilbage”.